GENERALFORSAMLINGSPROTOKOLLAT


År 2009, den 25. marts kl. 14.00 afholdtes ordinær generalforsamling i

Nykredit Realkredit A/S
(CVR-nr. 12 71 92 80)

på selskabets adresse, Kalvebod Brygge 1-3, 1780 København V.

Som dirigent valgte bestyrelsen vicedirektør Jørgen Wohnsen, der konstaterede,
at hele aktiekapitalen var repræsenteret, og som med de mødendes enstemmige
tilslutning fastslog, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og
beslutningsdygtig i enhver henseende. 

Dagsordenen for generalforsamlingen var følgende:

a.	Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår.

b.	Forelæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse samt meddelelse af
decharge til bestyrelse og direktion. 

c.	Forslag til anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til
den godkendte årsrapport. 

d.	Forslag fra bestyrelsen eller eventuelle forslag fra aktionærerne.

e.	Valg af medlemmer til bestyrelsen.

f.	Valg af revisor.

g.	Eventuelt.

ad pkt. a - Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne
regn-skabsår. 

Formanden aflagde under henvisning til selskabets årsrapport for 2008 på
bestyrelsens vegne beretning for selskabets virksomhed i det forløbne
regnskabsår, herunder redegjorde formanden for aflønningen af direktionen i
2008 og de kommende regnskabsår. 

Generalforsamlingen tog bestyrelsens beretning til efterretning.

ad pkt. b - Forelæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse samt
meddelelse af decharge til bestyrelse og direktion. 

Selskabets årsrapport for 2008 blev fremlagt og gennemgået på
generalforsamlingen. Dirigen-ten konstaterede, at årsrapporten blev enstemmigt
godkendt af generalforsamlingen, der samtidig meddelte decharge til både
selskabets bestyrelse og direktion. 


ad pkt. c - Forslag til fordeling af overskud i henhold til den godkendte
årsrapport. 

Formanden foreslog på bestyrelsens vegne, at det for regnskabsåret 2008
konstaterede underskud blev overført til selskabets egenkapital. 

Generalforsamlingen tiltrådte den af bestyrelsen foreslåede resultatdisponering.

ad pkt. d - Forslag fra bestyrelsen eller eventuelle forslag fra aktionærerne.

Dirigenten konstaterede, at der ikke var forslag til behandling under dette
punkt på dagsordenen. 

ad pkt. e - Valg af medlemmer til bestyrelsen.

Fra bestyrelsens side forelå der forslag om genvalg af samtlige
bestyrelsesmedlemmer, bortset fra direktør Knud Erik Borup og advokat John
Finderup samt om valg af direktør Anders C. Obel og gårdejer Erling Bech
Poulsen. 

Forslaget om genvalg af gårdejer Hans Bang-Hansen og adm. direktør Steffen
Kragh samt valg af direktør Anders C. Obel var betinget af, at de tillige
opnåede valg til bestyrelsen i Foreningen Nykredit på foreningens
repræsentantskabsmøde den 25. marts 2009 kl. 16.00. 

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen i overensstemmelse med
bestyrelsens indstilling enstemmigt og med samtlige stemmer herefter valgte
advokat Steen E. Christensen, gårdejer Hans Bang-Hansen, adm. direktør Michael
Demsitz, gårdejer Erling Bech Poulsen, prorektor Nina Smith, direktør Jens Erik
Udsen, adm. direktør Steffen Kragh, direktør Jens Thomsen og direktør Anders C.
Obel til bestyrelsen. 

Det blev i den forbindelse vedtaget at suspendere generalforsamlingen efter
behandlingen af de øvrige punkter på dagsordenen til den 25. marts 2009 kl.
18.15 til endelig afklaring af spørgsmålet om valg til bestyrelsen i Foreningen
Nykredit. 

ad punkt f - Valg af revisor. 

Som revisor for selskabet valgtes enstemmigt og med samtlige stemmer Deloitte
Statsautoriseret Revisionsaktieselskab. 

ad punkt g - Eventuelt.

Dirigenten konstaterede, at der ikke var særlige bemærkninger til dette punkt
på dagsordenen. 

---o0o---

Generalforsamlingen blev herefter suspenderet med henblik på genoptagelse den
25. marts 2009, kl. 18.15. 

---o0o---

Den 25. marts 2009, kl. 18.15 blev selskabets ordinære generalforsamling
genoptaget. Diri-genten konstaterede i den forbindelse, at gårdejer Hans
Bang-Hansen, adm. direktør Steffen Kragh og direktør Anders C. Obel på det
afholdte repræsentantskabsmøde tidligere samme dag var valgt til bestyrelsen i
Foreningen Nykredit, og at betingelsen for det foretagne valg af gårdejer Hans
Bang-Hansen, adm. direktør Steffen Kragh og direktør Anders C. Obel til
bestyrelsen i Nykredit Realkredit A/S dermed var opfyldt. 

Generalforsamlingen blev herefter endelig hævet. 


København, den 25. marts 2009


Dirigent:


____________________________
Jørgen Wohnsen

Attachments

generalforsamlingsprotokollat - 26.3.2009.pdf