Overtagelse af Løkken Sparekasse


Nordjyske Bank køber kerneaktiviteterne - den såkaldte grønne del af Løkken
Sparekasse. 

Nordjyske Bank har underskrevet en aftale om at købe kerneaktiviteterne - den
såkaldte grønne del af  Løkken Sparekasse af det statslige afviklingsselskab
Finansiel stabilitet. Overtagelsen sker pr. 1. april 2009. 

Ved overtagelsen af Løkken Sparekasse overtager Nordjyske Bank en
udlånsportefølje på i alt  1,0 mia. kr., garantier for 0,2 mia. kr. og samlet
indlån på i alt 1,2 mia. kr. Den overtagne del af Løkken Sparekasse overtages
krone for krone. For overtagelsen betales en goodwill på 10 mio. kr. 

Nordjyske Banks kernekapitals- og solvensprocent forventes også efter
overtagelsen at overstige 12 procent - alene baseret på egenkapital. 

På trods af omkostninger i forbindelse med overtagelsen har Nordjyske Bank ikke
ændringer til forventningerne til indeværende års basisindtjening. For 2009
forventes således uændret en basisindtjening før nedskrivninger på 140-160 mio.
kr. 

Det forventes, at der allerede fra 2010 vil være positive synergier forbundet
med overtagelsen, som i 2010 vil bidrage til bankens basisindtjening før
nedskrivninger med 15 - 20 mio. kr. 

Overtagelsen betyder, at 34 medarbejdere og godt 15.000 kunder fremover vil
blive tilknyttet Nordjyske Bank. Der er udpeget en ny filialdirektør i Løkken,
og det bliver den 58-årige Kjeld Ørum, som kommer fra bankens afdeling i
Hirtshals, hvor Kjeld Ørum har været leder i de seneste sidste 23 år. Kjeld
Ørum er født og opvokset i Løkken-Vrå området, og har på den baggrund et godt
kendskab til egnen og området. 

Udvidelse af bankens markedsområde
"Nordjyske Bank har gennem længere tid haft et ønske om at udvide
markedsområdet nord for Limfjorden. Så overtagelsen af Løkken Sparekasse passer
fint ind i bankens strategi", fortæller administrerende direktør Jens Ole
Jensen. 

"Det er nødvendigt for fortsat at sikre og fastholde en stærk lokalbank, at
banken bliver større kapitalmæssigt og forretningsmæssigt. Ikke mindst set i
lyset af den strukturudvikling, der er sket og forventes at fortsætte inden for
erhvervslivet i bankens markedsområde. Jo større og mere specialiseret
enhederne i erhvervslivet bliver, jo større skal banken nødvendigvis også være
for at have mulighed for aktivt at leve op til sin rolle som områdets lokale
bank", siger Jens Ole Jensen og fortsætter: 

"Størrelse og vækst er også en betingelse for at have et tilstrækkeligt
kundegrundlag til de mange specialistfunktioner, vi har i banken, men det skal
understreges, at væksten skal ske på et sundt og langtidsholdbart grundlag. 

Der vil ikke blive givet køb på den lidt konservative linje, som Nordjyske Bank
er kendt for - og som ikke mindst i det nuværende konjunkturtilbageslag, har
vist sin styrke. Vi er og vil også fremover være tro over for vores mission,
nemlig at vi driver lokalbank. Vi driver banken for det lokalsamfund, som vi er
en aktiv medskaber og del af. Vores særegen er jo, at vi er en del af
lokalsamfundets historie, vi har lokalkendskabet og deler skæbnefællesskab med
det Vendsyssel, vi lever og bor i." 


Fakta om Nordjyske Bank
Efter overtagelsen af Løkken Sparekasse består Nordjyske Bank af 26 filialer i
Nordjylland og en enkelt i København. Nordjyske Bank har herefter 286
medarbejdere, som betjener ca. 60.000 kunder. 

Handelen er alene betinget af Finanstilsynets godkendelse.

Såfremt denne pressemeddelelse giver anledning til yderligere spørgsmål eller
kommentarer kan adm. direktør Jens Ole Jensen træffes på telefon 9633 5002
eller 6161 4510.

Attachments

05.2009 brsmeddelse vedr. lkken d. 31. marts 2009.pdf