Ordinær generalforsamling den 29. april 2009


Foreningen afholder ordnær generalforsamling onsdag den 29. april 2009 fra kl.
16:00 hos Cura Management, Tuborg Boulevard 12, 3., 2900 Hellerup med følgende 

Dagsorden   

1. Bestyrelsens beretning for regnskabsåret 2008

2. Fremlæggelse og godkendelse af årsrapport 2008 og forslag om udlodning

Foreningens årsrapport for 2008 kan gennemses ved henvendelse på Foreningens
kontor og downloades fra www.fastejendom.dk. For regnskabsåret 2008 indstiller
bestyrelsen en udlodning på 2,91 % eller 12.035 t.kr., svarende til 2,91 kr.
pr. foreningsbevis. 

3. Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse til suspension af indløsningsadgang
samt ændring af Foreningens vedtægter 

Det foreslås, at bestyrelsen bemyndiges til, efter eget valg, at forlænge den
igangsatte suspension af indløsningsadgangen, jf. vedtægternes pkt. 10.4, frem
til den ordinære generalforsamling i 2011 eller et sådan tidligere tidspunkt,
som bestyrelsen måtte beslutte. 

Det foreslås, at vedtægternes pkt. 9.3 ændres således, at det fradrag der kan
foretages i forbindelse med indløsning forhøjes fra 5 % til 15 %. Vedtægternes
pkt. 9.3, 1. punktum vil herefter lyde: 

"9.3 Bestyrelsen er berettiget til at fradrage et beløb på maksimalt 15 % i
forbindelse med opgørelsen af foreningens indre værdi, når indløsningsprisen
skal fastlægges. Den af foreningen opgjorte indløsningspris offentliggøres via
Københavns Fondsbørs" 

4. Valg af medlemmer til bestyrelsen

I overensstemmelse med Foreningens vedtægter pkt. 16.3 er Flemming Borreskov,
Jesper Bo Hansen og Ole Kamstrup på valg i 2009. Flemming Borreskov og Jesper
Bo Hansen er villige til genvalg. Ole Kamstrup ønsker ikke genvalg. Bestyrelsen
indstiller genvalg af Flemming Borreskov og Jesper Bo Hansen samt valg af
underdirektør, finanschef Søren Schjødt-Hansen, Finanssektorens Pensionskasse
som nyt bestyrelsesmedlem. 

Søren Schjødt-Hansen har været ansat i FSP siden 1998. Han har tidligere i
perioden 1995-98 arbejdet som chief-dealer obligationer og valuta i Danske
Bank, i perioden 1991-95 som chef for Aktiv Børs i Aktivbanken/Sydbank, i
perioden 1986-91 som kontorchef i SDS/Unibank og 1983-86 som økonom i SDS,
økonomisk afdeling. Søren Schjødt-Hansen er tillige medlem af bestyrelsen for
FSP Invest F.M.B.A. 

5. Valg af revisor

Foreningens revisor er KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Revisor
indstilles til genvalg. 

6. Bemyndigelse til bestyrelsen til, i tiden indtil næste ordinære
generalforsamling, at opkøbe for op til 10 % af de af foreningen udstedte
foreningsbeviser til den på købstidspunktet gældende børskurs +/- 10 %. 


7. Indkomne forslag

Der er ikke indkommet yderligere forslag.  

8. Eventuelt

Særlige vedtagelseskrav:

Forslagene under dagsordenens punkter 1,2,4,5 og 6 kan vedtages med simpelt
flertal. 

Vedtagelse på generalforsamlingen af forslagene under dagsordenens punkt 3
kræver særlig majoritet, jf. vedtægternes pkt. 15.1. Vedtagelsen kan herefter
kun ske, såfremt 2/3 af foreningens samlede foreningsbeviser er repræsenteret
på generalforsamlingen og mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Er
den nævnte del af foreningens samlede foreningsbeviser ikke repræsenteret på
generalforsamlingen, men vedtages forslaget i øvrigt med 2/3 af de afgivne
stemmer, indkalder bestyrelsen inden tre måneder med mindst tre ugers varsel
til en ny generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages med 2/3 af de
afgivne stemmer, uanset antal repræsenterede foreningsbeviser. 

Tilmelding, bestilling af adgangskort og eventuel afgivelse af fuldmagt kan
foretages elektronisk via www.fastejendom.dk eller ved at rette henvendelse til
I-NVESTOR DANMARK A/S, Kongevejen 418, DK-2840 Holte, tlf. 45 46 09 99, fax. 45
46 09 98, senest den 27. april 2009 kl. 16.00. 

Hellerup, den 8. april 2009

Niels Roth
Bestyrelsesformand

Attachments

meddelelse nr 6  i 2009.pdf