Indkaldelse til ordinær generalforsamling


Bestyrelsen for Investea Sweden Properties A/S indkalder hermed til ordinær
generalforsamling i selskabet, der afholdes 

Onsdag den 29. april 2009, kl. 16.00

på selskabets adresse, Tuborg Havnevej 19, 2900 Hellerup. 

Dagsorden

1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år

2. Fremlæggelse af revideret årsrapport samt beslutning om godkendelse af
årsrapporten 

3. Beslutning om meddelelse af decharge for bestyrelse og direktion

4. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den
godkendte årsrapport. 
Som det fremgår af selskabets årsrapport for 2008, udbetales der ikke udbytte
for regnskabsåret 2008. 

5. Valg af medlemmer til bestyrelsen
Bestyrelsen foreslår genvalg af Hans Thygesen, Steen Puch Holm-Larsen, Johannes
Rovsing og Christian Gangsted-Rasmussen, samt valg af Michael Hansen 
Torben Schøn modtager ikke genvalg.
Michael Hansen er 47 år, uddannet statsautoriseret ejendomsmægler samt HD i
regnskab og er ansat som administrationschef i Investea A/S. Michael Hansen har
kompetencer indenfor økonomi, ejendomsinvestering og strategi, samt varetager
en række bestyrelsesposter i selskaber udbudt af eller relateret til Investea
A/S, herunder Investea German High Street II A/S, der er børsnoteret på Nasdaq
OMX Copenhagen A/S. Det er bestyrelsens vurdering, at Michael Hansen besidder
den nødvendige erfaring og ekspertise i udøvelsen af selskabets foretagender og
derfor vil være et aktiv for selskabets bestyrelse. 

6. Valg af de af B-aktionærerne valgte medlemmer til selskabets
investeringskomité 
Bestyrelsen foreslår genvalg af Bent Treldal og Erik Bresling.

7. Valg af revisor
Bestyrelsen foreslår genvalg af PricewaterhouseCoopers, Esbjerg. 

8. Eventuelle forslag fra aktionærer og bestyrelse
Bestyrelsen foreslår:
	
(a)
At bestyrelsen bemyndiges til i perioden frem til næste ordinære
generalforsamling at lade selskabet erhverve egne aktier inden for en samlet
pålydende værdi af i alt 10% af selskabets aktiekapital, jf.
aktieselskabslovens § 48. Købskursen må ikke afvige mere end 10% fra den på
erhvervelsestidspunktet noterede børskurs for aktierne. 
Bestyrelsen vurderer, at denne bemyndigelse er sædvanlig for børsnoterede
selskaber. 

9. Eventuelt
Til vedtagelse af forslag under pkt. 1-5, 7 og 8(a) kræves simpel stemmeflerhed
blandt de på generalforsamlingen fremmødte stemmeberettigede aktionærer, og til
vedtagelse af pkt. 6 simpel stemmeflerhed blandt de på generalforsamlingen
fremmødte stemmeberettigede B-aktionærer. 
Dagsorden, de fuldstændige forslag fra bestyrelsen og eventuelle forslag fra
aktionærerne samt selskabets årsrapport med revisionspåtegninger, og
underskrevet af selskabets direktion og bestyrelse vil ligge til gennemsyn på
selskabets kontor og vil være tilgængelige på selskabets hjemmeside,
www.swedenproperties.investea.dk,  senest 8 dage før generalforsamlingen. 

Enhver aktionær er berettiget til at møde på generalforsamlingen, såfremt
vedkommende senest den 27. april 2009 mod behørig legitimation har fremsat
begæring om udlevering af adgangskort på selskabets kontor. Adgangskort
udleveres til aktionærer noteret i selskabets aktiebog. Alternativt mod
forevisning af en ikke mere end otte kalenderdage gammel depotudskrift fra
Værdipapircentralen eller det kontoførende pengeinstitut som dokumentation for
aktiebesiddelsen. 
Aktionæren kan møde personligt eller ved fuldmægtig og kan møde sammen med en
rådgiver. Stemmeret kan udøves i henhold til fuldmagt. 

Bestilling af adgangskort eller afgivelse af fuldmagt kan ske ved at udfylde og
indsende vedlagte blanket. Det bemærkes, at adgangskortet er personligt, og at
der kan kræves forevist billedlegitimation ved fremmøde.  Bestilling af
adgangskort kan tillige ske på aktionærportalen under Investor Relations på
www.swedenproperties.investea.dk, hvor også fuldmagt til bestyrelsen eller
andre kan afgives. Adgang til aktionærportalen sker ved brug af VP-kontonummer
og internetkode som anført øverst på vedlagte blanket. 

Om selskabets aktieforhold kan i øvrigt oplyses, at selskabets aktiekapital
udgør DKK 4.650.000,00, der er fordelt på DKK 500.000 A-aktier á DKK 5,00 og
DKK 4.150.000 B-aktier á DKK 5,00. 
Hver A-aktie på nominelt DKK 5,00 giver ret til 10 stemmer. Hver B-aktie på
nominelt DKK 5,00 giver ret til 1 stemme. Hver A-aktie har dog kun ret til 1
stemme, når generalforsamlingen træffer afgørelse i henhold til vedtægternes
pkt. 13.5. 

Spørgsmål vedrørende udbytte og udøvelse af aktionærernes finansielle
rettigheder kan rettes til Eik Bank A/S. 

På bestyrelsens vegne

Hans Thygesen
Bestyrelsesformand

Attachments

meddelelse nr 15 20042009.pdf