Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling


Brødrene Hartmann A/S indkalder til ekstraordinær generalforsamling
tirsdag den 19. maj 2009 kl. 14.00 hos Plesner Advokatfirma, Amerika
Plads 37, 2100 København Ø.

Dagsorden
Bestyrelsen foreslog nedenstående vedtægtsændring på den ordinære
generalforsamling den 21. april 2009. Forslaget til vedtægtsændringen
blev vedtaget med 2/3 såvel af de afgivne stemmer som af den på
generalforsamlingen repræsenterede, stemmeberettigede aktiekapital.

Der var ikke på generalforsamlingen repræsenteret 2/3 af
aktiekapitalen, og der indkaldes herved til en ny generalforsamling,
på hvilken forslaget, i henhold til vedtægternes §12.7, kan vedtages
endeligt med 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til den
repræsenterede aktie-kapitals størrelse.

Forslag til ændring af selskabets vedtægter:

(i)        Forslag fra bestyrelsen om at ændre vedtægternes § 4.1

Uddybning af forslaget:

Ad dagsordenens punkt (i):

Forslag fra bestyrelsen om vedtagelse af ændring af vedtægternes §
4.1.

§ 4.1 i selskabets vedtægter foreslås ændret til følgende ordlyd:"Selskabets aktiekapital udgør DKK 140.301.800. Aktiekapitalen er
fordelt i aktier à DKK 20 eller multipla heraf. Aktierne er noteret
på NASDAQ OMX Copenhagen A/S og er udstedt gennem VP Securities A/S."
Forslaget er en konsekvens af, at OMX Den Nordiske Børs København og
Værdipapircentralen A/S har skiftet navn.

Generalforsamlingen bemyndiger dirigenten til at anmelde det
besluttede til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt til at foretage
sådanne ændringer i det besluttede, herunder i
generalforsamlingsreferatet, udkast til vedtægtsændringer samt
sådanne øvrige ændringer, som måtte blive krævet af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen for opnåelse af registrering af den vedtagne
beslutning.

                                - 0 -

Senest otte dage før generalforsamlingen vil dagsorden samt de
fuldstændige forslag blive fremlagt på selskabets kontor til eftersyn
for aktionærerne og på selskabets hjemmeside
www.hartmann-packaging.com, ligesom dette materiale vil blive
fremsendt til de af selskabets navnenoterede aktionærer, der har
fremsat begæring herom.

Bestilling af adgangskort til generalforsamlingen - samt
fuldmagtsblanket, hvis man er forhindret i at deltage på
generalforsamlingen - sker ved henvendelse på selskabets kontor eller
hos VP Investor Services A/S på telefon 43 58 88 91 alle hverdage
(undtagen lørdag) kl. 9.00 - 16.00 imod legitimation i egenskab af
aktionær på den i vedtægternes § 12.2, foreskrevne måde. Adgangskort
kan bestilles til og med fredag den 15. maj 2009 kl. 16.00.  Udfyldte
fuldmagtsblanketter skal returneres til VP Investor Services A/S
senest fredag den 15. maj 2009 kl. 16.00 på faxnummer 43 58 88 67.
Bestilling af adgangskort eller afgivelse af fuldmagt til
generalforsamlingen kan tillige ske via Internet på Brødrene Hartmann
A/S' hjemmeside www.hartmann-packaging.com eller via VP Investor
Services A/S' hjemmeside på adressen www.vp.dk/gf, senest den 15. maj
2009 kl. 16.00. For aktier erhvervet ved overdragelse er stemmeretten
dog betinget af, at aktierne er noteret i selskabets aktiebog forud
for udsendelse af denne indkaldelse, jf. vedtægternes § 12.3. Bemærk
venligst, at afgivelse af elektronisk fuldmagt kræver, at man i
forvejen har adgang til en netbank eller benytter en VP-bruger og en
VP-kode.

Såfremt man har afgivet gyldig fuldmagt til den ordinære
generalforsamling den 21. april 2009, er denne fuldmagt også gyldig
på den ekstraordinære generalforsamling den 19. maj 2009.

Efter aktieselskabsloven § 73, stk. 5 skal det oplyses, at
aktiekapitalen i Brødrene Hartmann A/S er nominelt DKK 140.301.800,
og hvert aktiebeløb på DKK 20 giver 1 stemme på generalforsamlingen.
Aktieudstedende pengeinstitut er Danske Bank A/S, hvorigennem
aktionærerne kan udøve deres finansielle rettigheder.

Gentofte, den 28. april 2009

Bestyrelsen for Brødrene Hartmann A/S
Ørnegårdsvej 18, 2820 Gentofte

Attachments

Meddelelse i PDF.pdf