FLSmidth opnår milliardkontrakt på drift i Angola


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 04-2010, 11. marts 2010

FLSmidth har indgået kontrakt med det angolanske selskab Fabrica De Cimento Do
Kwanza-Sul S.A. (FCKS) på drift og vedligeholdelse af en cementfabrik, der skal
producere 4.200 tons i døgnet. Fabrikken ligger i Kwanza-Sul-provinsen, ca. 300
km syd for Angolas hovedstad Luanda.

Fabrikken bliver leveret af FLSmidth.

Ordren omfatter al den nødvendige bemanding af fabrikken til drift og
vedligeholdelse af udstyret samt indkøb og lagerstyring af reservedele og
smøremidler. FLSmidth skal endvidere etablere et uddannelsescenter i Angola i
tæt samarbejde med det angolanske uddannelsessystem. Centeret skal uddanne lokal
arbejdskraft for at højne deres kompetencer inden for mekaniske, elektriske,
procesmæssige og sikkerhedsmæssige færdigheder.

Formålet med drifts- og vedligeholdelseskontrakten er at opretholde en høj
produktion på fabrikken og at sikre en løbende overførsel af viden samt
uddannelse af lokalt personale.

Drifts- og vedligeholdelsesaktiviteterne udgør en samlet indtjening på godt 1.1
mia. danske kroner for FLSmidth-koncernen over en femårig periode.

"Angola er et velkendt marked for FLSmidth, og landet foretager store
investeringer i udvikling af dets infrastruktur. Denne kontrakt styrker
yderligere FLSmidths position i Afrika og illustrerer den værdi, som kunderne
tillægger vore drifts- og vedligeholdelsesaktiviteter," udtaler adm. koncernchef
Jørgen Huno Rasmussen.

Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil 2017.

                -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til koncerndirektør Bjarne Moltke
Hansen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com
<http://www.flsmidth.com/>.


Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations


[HUG#1392989]


Attachments

Link til PDF-version.pdf