Beslutninger på Nordeas generalforsamling 2010


På dagens ordinære generalforsamling i Nordea Bank AB (publ) blev der i
overensstemmelse med bestyrelsens forslag truffet beslutning om udbyttebetaling,
bemyndigelse til køb og overdragelse af egne aktier og retningslinjer for
aflønning af ledende medarbejdere.

Generalforsamlingen godkendte resultatopgørelsen og balancen for 2009.
Generalforsamlingen vedtog endvidere en udbyttebetaling på 0,25 euro pr. aktie
og fastsatte afstemningsdagen for udbyttebetalingen til 30. marts 2010. Udbyttet
forventes udbetalt 8. april 2010. Bestyrelsen og den administrerende direktør
blev meddelt decharge for året 2009.

Valg af bestyrelse

Hans Dalborg, Stine Bosse, Marie Ehrling, Svein Jacobsen, Tom Knutzen, Lars G
Nordström, Björn Savén og Björn Wahlroos blev genvalgt til bestyrelsen indtil
næste ordinære generalforsamling. Sarah Russell og Kari Stadigh blev valgt til
nye bestyrelsesmedlemmer for samme periode. Timo Peltola og Heidi M. Petersen
stillede ikke op til genvalg. Hans Dalborg blev genvalgt til formand for
bestyrelsen. Ved det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde blev Björn
Wahlroos valgt til næstformand for bestyrelsen, og der blev informeret om, at
følgende personer er medarbejderrepræsentanter: Kari Ahola, Ole Lund Jensen,
Steinar Nickelsen og Lars Oddestad (suppleant).

Vederlag

Generalforsamlingen besluttede, at vederlag til bestyrelsens medlemmer uændret
skal udgøre 252.000 euro til formanden, 97.650 euro til næstformanden og 75.600
euro til hvert af de øvrige medlemmer. Derudover betales et vederlag på 2.370
euro for udvalgsmøder til udvalgsformanden og 1.840 euro til hvert af de øvrige
medlemmer pr. møde. Der betales ikke vederlag til bestyrelsesmedlemmer, som er
ansat i Nordea koncernen.

Revisors honorar fastsættes efter regning.

Nedsættelse af nomineringsudvalg

Generalforsamlingen besluttede at nedsætte et nomineringsudvalg, der får til
opgave inden næste generalforsamling at fremlægge forslag til beslutning om valg
af bestyrelsesmedlemmer, bestyrelsesformand og revisor samt vederlag til disse.
Nomineringsudvalget skal bestå af bestyrelsens formand samt yderligere fire
medlemmer. De fire aktionærer, som målt på stemmeret ejer de største aktieposter
i Nordea, har hver ret til at udpege et medlem. Nomineringsudvalgets
sammensætning fastlægges med udgangspunkt i ejerandelene pr. 31. august 2010.

Ændring af vedtægterne

Generalforsamlingen vedtog en ændring af vedtægternes § 10, således at
indkaldelse til generalforsamlingen skal ske ved annoncering i Post- och Inrikes
Tidningar samt på Nordeas hjemmeside. Det skal annonceres i Dagens Nyheter, at
der er foretaget indkaldelse til generalforsamling. Beslutningen er betinget af
en ændring i den svenske aktieselskabslov vedrørende måden, hvorpå der skal
indkaldes til generalforsamling.

Køb og overdragelse af egne aktier

Bestyrelsen blev bemyndiget til i perioden indtil næste ordinære
generalforsamling at træffe beslutning om køb af selskabets egne stamaktier. Køb
kan ske på et reguleret marked, hvor Nordeas aktier er noteret, eller ved
købstilbud til samtlige aktionærer med stamaktier. Nordeas beholdning af egne
aktier må ikke på noget tidspunkt overstige 10 pct. af samtlige aktier i Nordea.

Formålet med at købe egne aktier er at gøre det muligt at tilpasse Nordeas
kapitalstruktur til det aktuelle kapitalbehov og at gøre det muligt at bruge
egne aktier som betaling for eller finansiering af køb af selskaber eller
virksomheder.

Endvidere blev bestyrelsen bemyndiget til i perioden indtil næste ordinære
generalforsamling at træffe beslutning om overdragelse af stamaktier i Nordea
som betaling for eller finansiering af køb af selskaber eller virksomheder.
Overdragelse kan ske på anden måde end via et reguleret marked.

Køb af egne aktier som led i værdipapirhandel

Generalforsamlingen besluttede, at Nordea i sin værdipapirhandel løbende skal
kunne købe egne stamaktier indtil næste ordinære generalforsamling. Beholdningen
af sådanne aktier må ikke på noget tidspunkt overstige 1 pct. af samtlige aktier
i Nordea.

Retningslinjer for aflønning af ledende medarbejdere

Generalforsamlingen vedtog bestyrelsens forslag om retningslinjer for aflønning
af ledende medarbejdere (den administrerende direktør og øvrige medlemmer af
koncernledelsen, Group Executive Management). Nordea skal have de lønniveauer og
ansættelsesvilkår, der kræves for at kunne rekruttere og fastholde ledende
medarbejdere med kompetence og evne til at levere i henhold til Nordeas kort- og
langsigtede mål.

Vederlag til ledende medarbejdere fastsættes af bestyrelsen i overensstemmelse
med Nordeas interne retningslinjer og procedurer, der er baseret på det svenske
finanstilsyns forskrifter og generelle retningslinjer for aflønning samt
rimelige internationale aflønningssystemer. I denne sammenhæng tillægges
retningslinjerne fra det internationale Financial Stability Board og
EU-kommissionen særlig vægt.

Der betales en fast løn for et fuldt tilfredsstillende arbejde. Derudover kan
der tilbydes en variabel løndel for at belønne forudaftalte målrelaterede
præstationer på koncernniveau, forretningsområdeniveau eller individuelt niveau.
Der skal tages højde for, hvordan resultatet påvirkes, når målene fastsættes.
Den variable løn må generelt ikke overstige 35 pct. af den faste løn.
Udbetalingen af en større del af den variable løndel skal udskydes med en
minimumsperiode og med klausul om bortfald af lønnen.

Langsigtet incitamentsordning for ledende medarbejdere og nøglemedarbejdere

Generalforsamlingen besluttede at indføre en langsigtet incitamentsordning 2010
("2010-ordningen"), der omfatter ca. 400 ledende medarbejdere og andre
nøglemedarbejdere i Nordea koncernen. Til forskel fra tidligere vedtagne
incitamentsordninger forlænges optjeningsperioden i denne ordning fra to til tre
år. Desuden tildeles deltagerne Nordea-aktier uden betaling.

2010-ordningen er en kombineret matching- og performance-aktieordning, og for at
deltage i den skal deltagerne investere i Nordea-aktier. Aflønningen, der har en
øvre grænse for udfaldet, afhænger bl.a. af, hvor godt Nordea opfylder sine
finansielle mål.

For at kunne gennemføre den langsigtede incitamentsordning på en
omkostningseffektiv og fleksibel måde besluttede generalforsamlingen at afdække
den finansielle risiko gennem en rettet kontantemission af 5.125.000 konvertible
C-aktier, at bemyndige bestyrelsen til at træffe beslutning om tilbagekøb af
C-aktierne og - efter konvertering til stamaktier - at overdrage stamaktierne
til deltagerne i 2010-ordningen. Til dækning af visse omkostninger, primært
sociale afgifter, skal desuden højst 3.475.000 af de C-aktier, der blev
tilbagekøbt og konverteret til stamaktier til 2010-ordningen, ligesom for
tidligere incitamentsordninger kunne overdrages på et reguleret marked.


Yderligere information:
Jan Larsson, leder af Group Identity & Communications, +46 8 614 79 16
Rodney Alfvén, leder af Investor Relations, +46 8 614 78 52



Informationen indeholdt i denne pressemeddelelse er i overensstemmelse med det,
som Nordea er pålagt at offentliggøre i henhold til den svenske lov om handel
med finansielle instrumenter (1991:980) og/eller den svenske lov om
værdipapirmarkeder (2007:528).


[HUG#1397756]


Attachments

Pressemeddelelse PDF.pdf