Bestyrelsen i GN Store Nord A/S har vedtaget warrantprogrammer til incitamentsaflønning af direktionen og nøglemedarbejdere


Under henvisning til de generelle retningslinjer for incitamentsaflønning af
ledelsen vedtaget på den ordinære generalforsamling den 18. marts 2010 har
bestyrelsen i GN Store Nord A/S (”GN”) vedtaget og implementeret et
warrant-baseret incitamentsaflønningsprogram. Warrants under warrantprogrammet
tildeles direktionen og andre omhyggeligt udvalgte ledere og nøglemedarbejdere
i GN, GN ReSound A/S (”ReSound”) og GN Netcom A/S (”Netcom”). 

Incitamentsaflønning er indført i overensstemmelse med de generelle
retningslinjer for incitamentsaflønning af ledelsen, der er tilgængelige på
www.gn.com. Direktionen og nøglemedarbejdere i ReSound modtager warrants i
ReSound, direktøren (CEO) og nøglemedarbejdere i Netcom modtager warrants i
Netcom, og nøglemedarbejdere i GN modtager 50% warrants i hver af ReSound og
Netcom. Ved udnyttelse giver en warrant ret til tegning af en aktie i det
pågældende selskab. Herefter skal de tegnede aktier ombyttes med aktier i GN.
Aktieombytningsforholdet skal baseres på aktiekursen i GN og det relevante af
Netcom/ReSound på ombytningsdatoen. 

Tildelinger finder sted i 2010, 2011 og 2012. Der vil i løbet af denne periode
maksimalt blive tildelt 3.100 warrants i ReSound og 1.460 i Netcom (herunder
warrants til nøglemedarbejdere i GN). 

Direktionen og andre udvalgte ledere og nøglemedarbejdere i ReSound og
nøglemedarbejdere i GN vil i 2010 blive tildelt 850 warrants i ReSound.
Udnyttelseskursen for 2010-warrants i ReSound er DKK 64.898 pr. aktie. 

Direktøren (CEO) og andre udvalgte ledere og nøglemedarbejdere i Netcom og
nøglemedarbejdere i GN vil i 2010 blive tildelt 229 warrants i Netcom.
Udnyttelseskursen for 2010-warrants i Netcom er DKK 54.568 pr. aktie. 

Udnyttelseskursen for tildelinger i 2010 er beregnet på baggrund af den
gennemsnitlige aktiekurs i GN over fem dage efter den ordinære
generalforsamling (19. marts - 25. marts), hvilket giver DKK 32,6. Aktiekursen
er fordelt på Netcom og ReSound baseret på aktieanalyserapporter vedrørende GN
med 59% af aktiekursen i GN allokeret til ReSound og 26% til Netcom, mens den
resterende værdi er allokeret til andre GN-aktiviteter. 

Tildelte warrants modnes seks dage efter offentliggørelsen af GN's årsrapport i
det tredje år efter tildelingssåret. Modnede warrants kan udnyttes fire gange
årligt i løbet af fire ugers perioder efter offentliggørelsen af GN's
årsrapport og offentliggørelsen af GN's første, anden og tredje kvartalsrapport
i hvert af det tredje, fjerde og femte år efter tildelingsåret. Warrants, der
ikke er udnyttet, vil udløbe seks år efter tildelingen. 

Tildeling og modning af warrants er underlagt indehaverens fortsatte ansættelse
i GN-gruppen, bortset fra hvad der følger af aktieoptionsloven for så vidt
angår lønmodtagere. 

I 2011 og 2012 skal warrants under warrantprogrammet tildeles efter bestyrelsen
i GN's skøn. Såfremt en leder eller medarbejder modtager warrants i 2010,
medfører det ikke, at vedkommende automatisk modtager warrants i 2011 og 2012. 

Det samlede antal warrants, som er tildelt eller skal tildeles i ReSound, udgør
maksimalt 5,2% af den samlede aktiekapital i ReSound før udnyttelse af
warrants, og det samlede antal warrants, som er tildelt eller skal tildeles i
Netcom, udgør maksimalt 4,7% af aktiekapitalen i Netcom før udnyttelse af
warrants. Da tildelingen af warrants i Netcom og ReSound finder sted over
flere år, vil warrant-indehavere modtage en lavere andel af den forventede
værdiskabelse i selskabet sammenlignet med deres endelige ejerandel af
aktiekapitalen som anført ovenfor. 

Beregnet ved hjælp af Black-Scholes-modellen og en Monte Carlo-simulation er
den samlede markedsværdi af warrants tildelt i 2010 anslået til ca. DKK 5,3
mio. for ReSound og DKK 1,6 mio. for Netcom. 

Markedsværdien af warrantprogrammet er baseret på følgende yderligere
forudsætninger: 
• Den forventede løbetid for warrantprogrammerne for GN, ReSound og Netcom er
seks år. 
• Det forventes, at der i løbet af warrantprogrammernes løbetid vil være en
årlig udbyttebetaling fra GN på 2% af den samlede aktieværdi, og ingen
udbyttebetaling fra hverken Netcom eller ReSound. 
• Volatiliteten af ReSound-aktien forudsættes at være 28%, mens den for Netcom
forudsættes at være 49%. 
• Den risikofri rente er sat til 2,7% for både ReSounds warrantprogram og
Netcoms warrantprogram. 


For yderligere oplysninger, kontakt venligst:


Mikkel Danvold
Director, IR & Kommunikation

GN Store Nord A/S
Tlf.: 45 75 00 00

Attachments

medd 14 - warrantprogrammer til incitamentsaflnning af direktionen og nglemedarbejdere.pdf