Kvartalsrapport pr. 31. marts 2010


Resultat før skat forrenter egenkapitalen med 9,2 % p.a.
¤ Netto renteindtægter forøget med 10 pct. til 87 mio. kr.
¤ Indtægter i forbindelse med andre aktiviteter forøget med 23 pct. til 25 mio.
kr. 
¤ Basisindtægterne samlet forøget med 10 pct. til 116 mio. kr. 
¤ Administrationsomkostninger forøget med 11 mio. kr. til 65 mio. kr.,
korrigeret for effekten af tilkøbet af Øster Brønderslev Sparekasse og
kerneaktiviteterne i Løkken Sparekasse kan stigningsprocenten opgøres til 3,5. 
¤ Basisindtjening på 43 mio. kr. - svarende til forventningerne.
¤ Nedskrivninger og tab på udlån og garantier på i alt 22 mio. kr., svarende
til en nedskrivningsprocent på 1,1 p.a. 
¤ Kursregulering af noterede værdipapirer på 5 mio. kr.
¤ Bankens ledelse anser resultatet for tilfredsstillende.

Solidt kapitalgrundlag og god likviditet
¤ Egenkapitalen andrager i alt 1.141 mio. kr.
¤ Solvensprocenten er opgjort til 16,0 - alene baseret på egenkapital.
¤ Det individuelle  solvensbehov er opgjort til under 8,0, som er lovens
minimumskrav. 
¤ Det likviditetsmæssige råderum er opgjort til 2,4 mia. kr.


Forventninger til hele 2010
Banken forventer uændret i 2010 at kunne realisere en pæn basisindtjening før
nedskrivninger på udlån og kursregulering af børsnoterede værdipapirer  -  og 
på niveau med, hvad der er realiseret i 2009 - eller på 175-200 mio. kr. 

Det samlede resultat vil naturligvis være påvirket af nedskrivningsposten på
udlån m.v. og kursudviklingen på bankens beholdning af noterede værdipapirer.
Den største usikkerhedsfaktor ligger på nedskrivningsposten på udlån og
garantier, hvor den økonomiske recession må forventes at medføre en
nedskrivningsprocent i 2010 på niveau med det, der er realiseret i 2009. Dybden
og konsekvenserne af det økonomiske tilbageslag er svært at kvantificere, men
en tabsprocent på mellem 1,0 og 1,5 i 2010 skønnes ikke urealistisk. 


Tilfredsstillende forretningsomfang med kunder
Bankens forretningsomfang med kunder udvikler sig fortsat tilfredsstillende, de
eksterne forhold taget i betragtning. 

Indlån, incl. indlån tilknyttet bankens pensionspuljeordninger, er i løbet af
det seneste år forøget med 1.192 mio. kr. til i alt 6,5 mia. kr.  Udlån er i
samme periode forøget med 655 mio. kr. til i alt 6,2 mia. kr. Stigningen i
såvel indlån som udlån kan primært henføres til overtagelsen af Øster
Brønderslev Sparekasse samt kerneaktiviteterne i Løkken Sparekasse. 

Eventualforpligtelser i form af garantier stillet på foranledning af bankens
kunder er i løbet af året forøget med  489 mio. kr. til i alt 1,5 mia. kr.
Heraf kan 220 mio. kr.  henføres til overtagelsen af Øster Brønderslev
sparekasse samt kerneaktiviteterne i Løkken Sparekasse. 

Den samlede kreditrisiko (udlån og garantier) er således i løbet af året
forøget med 1.144 mio. kr. til 7,7 mia. kr. Inklusive et samlet indlån på 6,5
mia. kr. andrager det samlede bogførte forretningsomfang med kunder i alt 14,2
mia. kr. Hertil kommer, at bankens FinansCenter forvalter formuer for i alt 5,5
mia. kr. Inklusiv formueforvaltning andrager bankens samlede forretningsomfang
med kunder således 19,7 mia. kr. 

Den samlede balance er forøget med 566 mio. kr. til i alt 8,5 mia. kr.


Basisindtægterne forøget med 10 pct. eller 11 mio. kr.
Bankens netto renteindtægter for de første 3 måneder af 2010 er i forhold til
samme periode sidste år forøget med 7,7 mio. kr. - eller 10 pct. - til i alt
87,4 mio. kr. 

Indtægter i forbindelse med andre aktiviteter, herunder betalingsformidling,
kapitalforvaltning og garantistillelse, er i samme periode forøget med 4,7 mio.
kr. - eller 23 pct. - til 25 mio. kr.  Andre driftsindtægter udviser et fald på
1,4 mio. kr. til i alt 3,1 mio. kr. 

De samlede basisindtægter er netto forøget med 10 pct. eller 11,0 mio. kr. til
i alt 115,5 mio. kr. 


Ordinær stigning i omkostningerne på 3,5 pct.
De ordinære administrationsomkostninger er forøget med 11,1 mio. kr. En
stigning hvoraf langt den overvejende del kan henføres til overtagelsen af
Øster Brønderslev Sparkasse samt kerneaktiviteterne i Løkken Sparekasse.
Korrigeret herfor andrager stigningsprocenten 3,5. 

Bankens garantiprovision til Det Private Beredskab i henhold til lov om
finansiel stabilitet, som skal betales i perioden oktober 2008 til september
2010, androg i første kvartal 2010 i alt 6,8 mio. kr. - mod 5,3 mio. kr. i
samme periode i 2009. Ordningen ophører pr. 1/10-2010. I ordningens resterende
løbetid resterer således betaling af 13,6 mio. kr. i garantiprovision. 


Basisindtjeningen - 43,4 mio. kr.
Basisindtjeningen - før nedskrivninger på udlån m.v. - er reduceret med 1,6
mio. kr. til i alt 43,4 mio. kr. Eksklusiv garantiprovision til Det Private
Beredskab er basisindtjeningen således uændret. Basisindtjeningen svarer til
det forventede. 


Nedskrivninger på udlån
Banken foretager løbende vurderinger af boniteten i udlån og tilgodehavender
med henblik på opgørelse af behovet for nedskrivninger og tilbageførsler heraf.
I årets første kvartal er der foretaget nye nedskrivninger på 29,5 mio. kr.,
medens der er tilbageført nedskrivninger for 3,5 mio. kr.  Hertil kommer at der
er tilbageført modtagne renter på nedskrevne fordringer for 3,8 mio. kr. 

Nedskrivninger og afskrivninger på udlån m.v. har påvirket bankens resultat for
første kvartal 2010 med 22,2 mio. kr. - eller 1,1 pct. p.a. af udlån og
garantier. 


Landbrugets vanskeligheder kan ikke ryste banken
Der er meget fokus på landbrugets situation.

Landbruget fylder meget i den nordjyske erhvervsstruktur. Som områdets lokale
banken er Nordjyske Bank naturligvis stærkt engageret i landbruget som
långiver. 16,8 pct. af bankens samlede udlån og garantier er placeret i
landbrugssektoren (excl. pelsdyravl) mod 17,2 pct. ved årets start. 

Risikomæssigt udgør udlån og garantier til landbruget 31/3-2010 - før fradrag
af stillede sikkerheder  - 114% af bankens egenkapital. 

Der synes p.t. at være politisk vilje til at forbedre landbrugets
rammebetingelser, således at forskellen til rammevilkårene for landbrugets
udenlandske kolleger/konkurrenter indsnævres. Dette sammen med forbedrede
prisrelationer synes fremadrettet at skabe mulighed for overskudsgivende drift
for de mange effektive landmænd. 

Kendetegnede ved bankens landbrugskunder er, at den altovervejende hovedpart
har betydelige rygstød og modstandskraft i form af en betydelig solvens og
egenkapital. 

Uagtet dette har bankens pr. 31/3-2010 foretaget reservationer på 148 mio. kr. 
- eller 10% af bankens samlede udlån og garantier. 
  
Banken har herudover lavet stresstest dækkende, hvad der kunne ske, såfremt de
i 2008 og  2009 dystre indtjeningsforhold i landbruget ville fortsætte flere år
fremover. 

Skulle alle de af bankens kunder inden for landbrugssektoren med svag
soliditet, som p.t. ikke er i økonomiske vanskeligheder, senere - p.g.a.
fortsat svage indtjeningsforhold flere år fremover - komme i økonomiske
vanskeligheder, skønnes bankens maksimale tab at andrager 106 mio. kr. Dette
beløb har banken  afsat i det individuelle solvensbehov som yderligere
stødpude. 

Såfremt denne reservation skulle udgiftsføres vil den kunne afdækkes af bankens
løbende indtjening - uden at banken resultat herved vil blive negativt. 

Skulle beløbet udgiftsføres straks vil det indebære en reduktion af bankens
solvens - som er af bedste kvalitet, nemlig egenkapital - fra 16,0 til 14,6
pct. 

Går man til ekstremerne i bankens stresstest  og forudsætter, at hele 27 pct.
af bankens udlån og garantier til landbrugssektoren tabes på en gang  - uden
reduktion via bankens løbende  indtjening og at de  for engagementerne stillede
sikkerheder, som vi normalt ansætter til 80% af en forsigtig handelsværdi, ikke
indbringer noget overhovedet og der ikke opnås dividende af mellemværenderne -
vil bankens solvens udgøre 12,9 pct. - fortsat alene baseret på egenkapital. 

Stresstesten bekræfter, at landbrugets vanskeligheder - også såfremt de måtte
fortsætte i en længere periode fremover - ikke vil kunne ryste banken. 

 
Resultat før skat forrenter egenkapitalen med 9,2 % p.a.
Årets resultat før skat andrager for årets første kvartal i alt 26,0 mio. kr. -
det svarer til en forrentning af egenkapitalen på 9,2 % p.a. 

Årets resultat efter skat andrager i alt 20,3 mio. kr. - mod 21,4 mio. kr. for
samme periode i 2009. Bankens ledelse anser - de vanskelige eksterne forhold
taget i betragtning - resultatet for tilfredsstillende. 


Komfortabel likviditetsmæssig situation
Forud for den internationale og nationale finanskrise havde Nordjyske Bank
allerede i april 2007 sikret sig en langsigtet finansiering på det
internationale pengemarked i form af et seniorlån på godt 1 mia. kr. Halvdelen
med en løbetid på 3 år, det vil sige frem til dette forår, og den anden halvdel
med en løbetid på 5 år, det vil sige frem til foråret 2012. 

Den første rate på ca. 500 mio. er ultimo marts indfriet med egne midler.

Det er bankens overordnede politik at finansiere sine udlån via sædvanlige
indlån i banken samt egenkapital - og at det yderligere likviditetsmæssige
råderum sikres via langfristede seniorlån. Derimod ønsker banken ikke at
finansiere udlån med kortfristede lån på pengemarkedet eller via større
tidsindskud hentet uden for bankens sædvanlige kundekreds. 

Overordnet kan bankens likviditetsmæssige situation opgøres således:
			Indlån, incl. pulje	6,5 mia. kr.
			Egenkapital	         	1,1 mia. kr.
			Egen likviditet		7,6 mia. kr.
			Udlån		         	6,2 mia. kr.
			Likviditetsoverskud	1,4 mia. kr.

Hertil kommer ovennævnte seniorlån på ca. 0,5 mia. kr. (løbende indtil april
2012) samt midlertidige trækningsrettigheder i Nationalbanken på andre 0,5 mia.
kr.  Aktuelt er der således  et likviditetsmæssigt råderum på ca. 2,4 mia. kr. 

Banken har således en komfortabel likviditetsmæssig situation.

På baggrund af en analyse af bankens indlånsbestand er det bankens vurdering,
at ca. 75 - 80 pct. af det samlede indlån vil være dækket af
Indskydergarantifonden, når den nye dækningssum på 750.000 kr. træder i kraft i
forbindelse med udløbet af Bankpakke I ultimo september 2010. 

Banken har iværksat en række aktiviteter med henblik på at sikre, at det
likviditetsmæssige råderum også på længere sigt fastholdes på et
tilfredsstillende niveau. I den forbindelse har banken i marts måned indgivet
en ansøgning til Finansiel Stabilitet A/S om en garantiramme på 1,5 mia. kr. 
til en mulig yderligere sikring af bankens funding frem til udgangen af 2013,
såfremt banken inden udgangen af 2010 skønner en sådan sikring ønskelig.
Finansiel Stabilitet A/S har netop imødekommet bankens ansøgning. 

Det kan supplerende oplyses, at banken ikke har ydet udlandslån til kunder mod
garanti. Lån i fremmed mønt til bankens kunder er finansieret direkte og med
egne midler. Banken har ikke forøget det finansielle beredskab ved hjemtagelse
af realkreditlån i bankens ejendomme. 


Usikkerhed ved indregning og måling
Periodens resultat er ikke påvirket af usædvanlige forhold - udover dem der
allerede er omtalt i ledelsesberetningen. Og der er ikke, efter regnskabsårets
afslutning, indtruffet hændelser, som har indflydelse på resultatet for første
kvartal 2010,  bankens aktiver og passiver samt den finansielle stilling ultimo
marts 2010. 

Ved opgørelsen af de regnskabsmæssige værdier er der udøvet et skøn. De udøvede
skøn er baseret på forudsætninger, som ledelsen finder forsvarlige. 

De væsentligste skøn vedrører 
nedskrivninger på udlån og tilgodehavender, hvor kvantificering af risikoen for
manglende fremtidige betalinger er forbundet med et væsentligt skøn, 
værdifastsættelse af goodwill, med hensyn til kvantificering af de fremtidige
indtægter og den anvendte kalkulationsrente, 
værdifastsættelse af ejendomme, med hensyn til de anvendte kalkulationsrenter,
samt 
værdifastsættelse af unoterede sektoraktier, jf. nedenstående 

Unoterede aktier i selskaber, som banken ejer i fællesskab med en række andre
pengeinstitutter m.v. - de såkaldte sektoraktier, er behæftet med et væsentligt
skøn i forbindelse med fastlæggelse af dagsværdi. Ved fastsættelse af
dagsværdien tages udgangspunkt i tilgængelige oplysninger om aktuelle handler.
Såfremt der ikke foreligger aktuelle markedsdata, er dagsværdien fastlagt på
grundlag af selskabernes senest aflagte og godkendte regnskaber. Princippet for
bankens fastsættelse af dagsværdien er uændret i forhold til de foregående år. 


Kapitalforhold og soliditet
Ved opgørelse af bankens kapitaldækning (solvens) anvendes standardmetoderne
for beregning af kreditrisici uden for handelsbeholdningen samt markedsrisici.
Til brug for måling af de operationelle risici anvendes den såkaldte
basisindikatormetode. Bankens solvensprocent andrager pr. 31. marts 2010 16,0. 

I henhold til bestemmelserne i kapitaldækningsbekendtgørelsen skal banken
offentliggøre detaljerede informationer om risici, kapitalstruktur,
kapitaldækning og risikostyring m.v. Disse oplysninger fremgår af bankens
hjemmeside www.nordjyskebank.dk. 

Banken er tilsluttet Det Private Beredskab i henhold til lov om finansiel
stabilitet. Det betyder, at bankens simple kreditorer, herunder indlånskunder,
frem til udgangen af september 2010 er dækket af en statsgaranti. Det betyder
også, at banken i perioden frem til udgangen af september 2010 skal betale en
garantiprovision, på  2,2 mio. kr. månedligt, eller i alt ca. 51 mio. kr., samt
dække en forholdsmæssig andel af de tab, der konstateres i forbindelse med
afvikling af nødlidende pengeinstitutter - indtil videre i alt ca. 22 mio. kr. 


Finansielle risici
Bankens kreditrisiko er spredt på en lang række mindre engagementer. Det
illustreres ved at summen af store engagementer andrager beskedne 13 pct. af
egenkapitalen.  Den samlede gearing af udlån er moderat - 5,5 gange bankens
egenkapital. Incl. garantier andrager den samlede kreditgearing 6,7 gange
egenkapitalen. 

Banken er kun i beskedent omfang disponeret over for ændringer i renteniveauet
og udsving i valutakurserne. Ultimo marts 2010 androg bankens renterisiko, det
vil sige det tab/den gevinst, banken risikerer at lide/opnå ved en ændring i
den effektive rente på 1 procentpoint, 810 t.kr., og valutakursrisikoen
(udtrykt ved indikator 2) androg 260 t.kr. 


Det individuelle solvensbehov
Siden 2007 har pengeinstitutter i Danmark skullet opgøre deres individuelle
solvensbehov i en intern beregning, som afspejlede risikoprofilen i det enkelte
pengeinstitut, når denne blev udsat for en række stresstests, hvorved man
beregnede det enkelte pengeinstituts individuelle solvensbehov og den
nødvendige tilstrækkelige basiskapital. 

Uagtet beregningens resultat kan det individuelle solvensbehov ikke udgøre
mindre end lovgivningens minimumskrav på 8 pct. 

Nordjyske Banks beregning af det individuelle solvensbehov udgør under 8 pct.,
hvorfor bankens solvensbehov udgør lovens minimumskrav på 8 pct. Set i lyset
af, at den faktiske solvens udgør 16,0 pct. ultimo marts 2010, har banken en
overdækning af det individuelle solvensbehov på 100 pct. - baseret på kapital
af bedste kvalitet, nemlig egenkapital. Det understreger bankens solvensmæssige
robusthed. Det er også baggrunden for, at banken ikke har ansøgt om kapital fra
bankpakke II. 

For nærmere oplysning om bankens beregnede individuelle solvensbehov, der
senest er revideret i februar måned, henvises til bankens hjemmeside:
www.nordjyskebank.dk 


Koncernredegørelse
Nordjyske Bank ejer hele aktiekapitalen i Sæbygård Skov A/S. Datterselskabets
resultat for første kvartal 2010 er indeholdt i bankens resultatopgørelse under
"resultat af kapitalandele i associerede og tilknyttede virksomheder". Aktierne
er optaget til 12,8 mio. kr., der er den regnskabsmæssige indre værdi. 

Der er ikke udarbejdet koncernregnskab, idet datterselskabets virksomhed, både
med hensyn til balance og resultat, set i forhold til bankens, er ubetydelig. 


Anvendt regnskabspraksis
Denne kvartalsrapport er opstillet i overensstemmelse med Finanstilsynets
"Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og
fondsmæglerselskaber m.fl". Bestemmelserne i Finanstilsynets
regnskabsbekendtgørelse er forenelige med bestemmelserne om indregning og
måling i de internationale regnskabsstandarder (IAS/IFRS), samt Nasdaq 
OMXCopenhagen A/S's oplysningskrav for børsnoterede selskaber. 

Den anvendte regnskabspraksis er uændret i forhold til seneste regnskabsår.


Forventninger til hele 2010
En fortsat økonomisk afdæmpet udvikling i samfundet med en forventelig fortsat
høj arbejdsløshed, usikkerhed med hensyn til huspriser og investerings- og
forbrugslyst vil i sig selv lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet i
samfundet. Derfor forventer banken i 2010 en svag vækst i forretningsomfanget. 

Banken forventer uændret i 2010 at kunne realisere en pæn basisindtjening før
nedskrivninger på udlån og kursregulering af børsnoterede værdipapirer  -  og 
på niveau med, hvad der er realiseret i 2009 - eller på 175-200 mio. kr. 

Det samlede resultat vil naturligvis være påvirket af nedskrivningsposten på
udlån og kursudviklingen på bankens beholdning af noterede værdipapirer. Den
største usikkerhedsfaktor ligger på nedskrivningsposten på udlån og garantier,
hvor den økonomiske recession må forventes at medføre en nedskrivningsprocent i
2010 på niveau med det, der er realiseret i 2009. Dybden og konsekvenserne af
det økonomiske tilbageslag er svært at kvantificere, men en tabsprocent på
mellem 1,0 og 1,5 i 2010 skønnes ikke urealistisk. 


Finanskalender for 2010
	10. august 2010	Offentliggørelse af halvårsrapport pr. 30. juni 2010
	22. november 2010	Offentliggørelse af kvartalsrapport pr. 30. september 2010

For yderligere kommentarer henvises til bankens administrerende direktør Jens
Ole Jensen på telefon nr. 9633 5000. 


Venlig hilsen


Hans Jørgen Kaptain	Jens Ole Jensen
formand for bestyrelsen	adm.direktør

Attachments

09.2010 kvartalsrapport pr. 31. marts 2010.pdf