Exiqon A/S - Delårsrapport for perioden 1. januar - 31. marts 2010 (ikke revideret)


De rapporterede tal gælder for hele perioden, medmindre andet er angivet.
Sammenligningstal for samme periode sidste år er angivet i parentes umiddelbart
efter de rapporterede tal. Sammenligningstal i totalindkomstopgørelsen
indeholder ikke tal fra ophørte aktiviteter. Sammenligningstal i balancen
indeholder tal fra ophørte aktiviteter. 

Exiqon A/S, der er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen (“EXQ”), har i dag
offentliggjort resultatet for første kvartal 2010 sammenlignet med samme
periode sidste år. Omsætningen steg 31% i forhold til samme periode sidste år,
når der ses bort fra den negative indvirkning fra DKK/USD-valutakursen. De
samlede driftsomkostninger faldt med 30% til 21,9 mio. kr. Resultat pr. aktie
steg med 56% til -0,37 sammenlignet med -0,84 i samme periode sidste år
(fortsættende aktiviteter). 

• Omsætningen steg 29% til 20,7 mio. kr. (16,0 mio. kr.) Den organiske vækst i
salget af forskningsprodukter i Exiqon Life Sciences (inklusive Pharma
Services) udgjorde 45% eksklusive tredjemands OEM-salg og éngangssalg af
reagenser knyttet til licensaftaler i samme periode sidste år. 
 
• De samlede driftsomkostninger faldt med 30% til 21,9 mio. kr. (31,3 mio. kr.)
som følge af den restrukturering, selskabet gennemførte i 2009 for at forbedre
sit cash-flow. 

• Bruttoresultatet blev forbedret med 118% til 11,1 mio. kr. (5,1 mio. kr.).

• Resultatet af den primære drift (EBIT) steg 59% til -10,8 mio. kr. (-26,6
mio. kr.). 

• Nettounderskuddet (fortsættende aktiviteter) udgjorde 11,1 mio. kr. (25,4
mio. kr.). Resultat pr. aktie udgjorde -0,37 (-0,84). 

• Den 19. marts 2010 lancerede Exiqon Life Sciences en ny produktlinje -
miRCURY LNA™ miRNA Inhibitors - til studier af miRNA-molekylers funktion i
cellerne. 

• Den 22. marts 2010 lancerede Exiqon Life Sciences et 5. generations
microarray-produkt, der dækker alle de miRNA-molekyler i mennesker, mus og
rotter, der er registreret i den seneste miRBase 14.0. Samtidig er Exiqons
array-portefølje blevet opgraderet med en ny metode til single
color-eksperimenter. 

• Exiqon forventer at færdiggøre forhandlingerne om salg af Oncotech, Inc.
inden udgangen af andet kvartal 2010. 

Administrerende direktør Lars Kongsbak udtaler: ”Jeg er tilfreds med, at vi i
første kvartal har sat ny rekord for omsætningen og oplevet en stærk organisk
vækst, samtidig med at vi markant har forbedret vores bruttomargin og reduceret
omkostningerne. Det er tydeligt, at vi er kommet ud af 2009 i god form og nu
høster frugterne af den restrukturering, vi gennemførte sidste år i vores life
science-forretning.” 

Exiqon præsenterer resultatet for første kvartal for interesserede investorer
onsdag den 19. maj 2010 kl. 11.15-12.15 på NASDAQ OMX, Nikolaj Plads 6,
København K. 

Se den fulde kvartalsmeddelelse i vedhæftede PDF-fil eller på
www.exiqon.com/investor/portal.

Attachments

fondsborsmeddelelse_6_2010_q1.pdf