Delårsrapport for 2. kvartal 2009/10 (perioden 01.01.2010 - 31.03.2010)


Overskud hos RTX Telecom drevet af en betydelig fremgang i forretningsenheden
RTX Products. 

Bestyrelsen for RTX Telecom A/S har i dag behandlet og godkendt koncernens
delårsrapport for 2. kvartal af regnskabsåret 2009/10 (perioden 01.01.2010 -
31.03.2010). 

Hovedpunkter i delårsrapport for 2. kvartal 2009/10 for RTX Telecom-koncernen

• Nettoomsætningen udgør DKK 61,6 mio. mod DKK 57,8 mio. i samme periode sidste
år. 
• Resultat af primær drift (EBIT) udgør DKK 1,0 mio. mod DKK -6,5 mio. i samme
periode sidste år. 
• Resultat efter skat udgør DKK 1,4 mio. mod DKK -5,9 mio. i samme periode
sidste år. 
• Koncernen havde i 2. kvartal et positivt cash flow på DKK 1,0 mio. mod DKK
-16,3 mio. i samme periode sidste år. 
• Koncernen fastholder forventningerne for 2009/10 med en nettoomsætning på
niveau med regnskabsåret 2008/09, DKK 215 mio., og et resultat af primær drift
(EBIT) på omkring DKK 0 mio. 

Resultatet for 2. kvartal blev således væsentligt forbedret i forhold til
sidste år, og RTX Telecom leverer et mindre overskud for første gang siden
regnskabsåret 2001/02. En samlet svag stigning i aktivitetsniveauet i 2.
kvartal, primært foranlediget af en stor stigning i omsætningen hos
forretningsenheden RTX Products, samt fortsat fokus på omkostningsreduktioner
viser nu sit resultat på indtjeningen. Nettoomsætningen for 2. kvartal af
2009/10 udgør DKK 61,6 mio. som er en fremgang på ca. 6,6%, mens omkostningerne
er reduceret med næsten DKK 10 mio. i forhold til samme periode sidste år.
Ledelsen fortsætter med at have fokus på udvikling af forretningsenhederne samt
på at øge indtjeningsmarginalerne, ligesom der fortsat er fokus på en stram
omkostningsstyring. 


Presse- og analytikermøde
Den 20. maj 2010 kl. 9.00 afholdes der presse- og analytikermøde hos SEB
Enskilda A/S, Bernstorffsgade 50, 1577 København V. På mødet vil selskabets
ledelse kommentere koncernens delårsrapport for 2. kvartal af 2009/10 og
forventningerne til den resterende del af indeværende regnskabsår. For øvrige
interesserede vil der være mulighed for at deltage telefonisk i mødet ved at
ringe ind på telefonnummer 36 99 56 31. 


Med venlig hilsen


Jens Alder	        Jesper Mailind
Formand for bestyrelsen	Administrerende direktør

Spørgsmål og yderligere oplysninger: 
Administrerende direktør Jesper Mailind, tlf 96 32 23 00


Bilag
Delårsrapport for 2. kvartal 2009/10 indeholdende:
• Finansielle hoved- og nøgletal for koncernen
• Ledelsesberetning
• Resultatopgørelse for koncernen
• Balance for koncernen
• Egenkapitalopgørelse for koncernen
• Pengestrømsopgørelse for koncernen
• Noter

Attachments

fb2010 08_dk interim report q2 2009-10.pdf