Kvartalsmeddelelse 1. kvartal 2010 First North meddelelse nr. 35


NASDAQ OMX                                                                      
Nikolaj Plads 6                                                                 
1007 København                                                                  
                                             First North meddelelse nr. 35, 2010




Hørsholm, den 19. maj 2010  
                                                    
Kvartalsmeddelelse 1. kvartal 2010      
                                        
Udvikling i selskabets aktiviteter og det regnskabsmæssige resultat i 1. kvartal
2010 har fulgt ledelsens overordnede forventninger. Etablering af AQUAPORT'en i 
Holland er forløbet planmæssigt og danner sammen med indgåelse af fragtaftale   
med europæisk kunde grundlaget for opstart af kontinuerlige afskibninger fra    
Canada til Europa.      
                                                        
Som et led i eksekveringen af selskabets forretningsplan for 2010 repræsenterer 
følgende områder de væsentligste, primære fokusområder i 1. kvartal 2010:       

Etablering af AQUAPORT i Urk, Holland     
                                      
- Udvikling af AQUASTORE - opbevaringsløsning til levende akvatiske dyr    
       
- Aftale med europæiske Homarus Atlantica Ltd. om køb af fragt af akvatiske dyr
i AQUALIFE containere 
                                                        
- Tilsagn om finansiel støtte til AQUAPORT i Halifax, Canada gennem selskabets
datterselskab AQUALIFE North America Inc. 
                                      
- Maersk Line anløber Halifax på vej til Europa  
                                 
- Beskrivelse af AQUALIFE's logistikprincip i veterinærdokumenterne for import
til EU. 

                                                            
I det følgende er de nævnte fokusområder beskrevet mere detaljeret.  

          
AQUAPORT i Holland - og transporter  
                                           
Som et centralt led i etableringen af en transportkorridoren mellem Canada og   
Europa har opførelsen af en AQUAPORT i Urk, Holland været et absolut primært    
fokusområde i 1. kvartal. Produktionen af de forskellige komponenter påbegyndtes
i december 2009, og sideløbende med kundens (Urk Shellfish BV) forberedelse i   
form af klargøring af fundament, tilslutning af vand, elektricitet mv., har     
AQUALIFE arbejdet tæt sammen med de danske underleverandører omkring            
produktionen af denne allerførste AQUAPORT.        
                             
De færdige komponenter i form af vandrensningsteknologien samt vand- og         
saltsiloer blev transporteret fra Danmark til Holland i marts, hvor             
installeringen i byen Urk påbegyndtes. I løbet af april blev AQUAPORT'en        
opstillet efterfulgt at en indkøringsperiode. Arbejdet omkring den endelige     
indkøring og justering af det samlede anlæg forventes afsluttet i løbet af maj, 
hvorefter kontinuerlige afskibninger mellem Canada og Europa kan påbegyndes.    
Etableringen af AQUAPORT'en i Holland har fulgt den lagte projektplan og er     
generelt i overensstemmelse med planerne for etableringen af faciliteten. Salget
af terminalen, der håndteres som en finansiel lease, vil blive registreret i 2. 
kvartal som en bogført omsætning på godt 4 mio. kr. og den resterende del af    
salget amortiseret over serviceperioden på 60 måneder.         
                 
Sideløbende med etableringen af infrastrukturen i Holland har selskabet i tæt   
samarbejde med blandt andet Homarus Europe Ltd. (se nedenfor) bearbejdet primært
Frankrig som det store marked for friske skal- og krebsdyr. Udover levende      
hummere arbejdes der på en trafik af muslingeprodukter (clams), et produkt med  
lavere værdi per fragtet ton og dermed en fragtværdi, der udgør en større andel 
af den samlede værdikæde for produktet.        
           
                      
Udvikling af AQUASTORE                                                          

I løbet af første kvartal har selskabets tekniske enhed i Nykøbing, Mors        
arbejdet på en egenudviklet løsning til opbevaring af levende akatiske dyr på   
fiskerifartøjer eller i landbaserede lagerfaciliteter - en såkaldt AQUASTORE.   
AQUASTORE er baseret på AQUALIFE's forsknings- og udviklingsarbejder i          
forbindelse  med selskabets transportsystemer. Produktet er målrettet til f.eks.
grossister og distributører indenfor fiskeriindustrien, og den første enhed er  
blevet solgt til det hollandske firma VCU - Visseriecooperative Urk. I første   
kvartal har AQUALIFE registreret 50% af det samlede salg i balancen som en      
forudbetaling.        
                                                          
AQUASTORE'en skal hos VCU udfylde en konkret rolle i et forsøg omhandlende      
fiskeriet af jomfruhummere. Forsøget vil blive udført i løbet af første halvår  
2010 med assistance og deltagelse fra AQUALIFE.      
                           
AQUASTORE konceptet kan være med til at understøtte anvendelsen af AQUALIFE's   
transportsystem, idet systemet med en lagerkapacitet på omkring 1,5 tons        
(afhængig af art) kan fungere som et opbevaringssystem, med indbygget           
vandrensningsteknologi, hos kunder beliggende f.eks. i og omkring urbane områder
- og derved kan der skabes en mere jævn og kontinuerlig distribution af         
produkter til markedet.                 
                                        
Udviklingen af AQUASTORE konceptet vil fortsætte gennem året, og selskabet har  
en forventning om, at yderligere AQUASTORE enheder vil blive afsat i 2010 og    
fremover.                      
                                                 

Aftale med Homarus Europe Ltd.                                                  

Jf. Fondsbørsmeddelelse nr. 27-2010 indgik selskabet en aftale med det britiske 
selskab Homarus Atlantica Ltd. om køb af 100 transporter mellem Canada og Europa
med en forventet bruttoomsætning på 6-6,5 mio.kr. Aftalen, der træder i kraft   
efter etableringen af AQUAPORT'en i Holland, vil fokusere på canadiske hummere  
og, som nævnt ovenfor, nordamerikanske muslingarter, der ligeledes konsumeres i 
Europa - og med primær fokus på det franske marked.    

                         
AQUAPORT i Halifax, Canada    
                                                  
Gennem AQUALIFE's canadiske datterselskab AQUALIFE North America Inc. (ANA) har 
selskabet i første kvartal fortsat arbejdet med at føre hensigtserklæringen med 
provinsregeringen i Nova Scotia om støtte til etableringen af en AQUAPORT i     
Halifax ud i livet. Ved udgangen af 2009 indleverede ANA en forretningsplan til 
provinsregeringen, der beskriver ANA's planer for etableringen af en            
afskibningsterminal (AQUAPORT) i Halifax, og hvortil støtte fra officiel        
canadisk hold søges opnået.    
                                                 
De tilkendegivelser, som ANA har modtaget i første kvartal fra de relevante     
canadiske myndigheder og interessenter, er kun med til at styrke AQUALIFEs      
forventning om etableringen af en AQUAPORT i Halifax i løbet af andet halvår    
2010, herunder med en vis finansiel støtte fra canadisk side. Ved gennemførelse 
af dette terminalprojekt vil den planlagte første transportkorridor mellem      
Canada og Europa være fuldendt for så vidt angår den landbaserede infrastruktur.


Maersk Line anløber Halifax, Nova Scotia                                        

Maersk Line besluttede i april at anløbe Halifax med en direkte forbindelse til 
Europa, hvilket vil være med til at sikre AQUALIFE og de canadiske eksportører  
af levende akvatiske dyr den mest effektive transport til Europa. Den nye       
forbindelse er med til at underbygge AQUALIFE's konkurrencefordel i forhold til 
luftfragt på grund af søtransports lavere udledning af CO2, ligesom ferske      
produkter i et væsentligt konsummarked som Frankrig fra 2011 vil skulle påføres 
et mærkat, der angiver produktets lave niveau af CO2 udledning (carbon foot     
print). Her vil blandt andet hummere fragtet i AQUALIFE systemet fremstå i      
markedet som det miljøvenlige alternativ til luftfragtede hummere. Det forventes
samtidig på lidt længere sigt, at den nye franske lov om mærkning vil skabe     
præcedens i resten af Europa.  

                                                 
Veterinærdokumenter for import til EU                                           

I marts afholdtes et møde i Ottawa, Canada mellem veterinærmyndighederne i      
Canada (CFIA) og Holland (VWA). AQUALIFE deltog i dette møde med henblik på at  
redegøre for problematikken i relation til beskyttelse af flora og fauna (animal
health legislation) ved anvendelsen af AQUALIFE systemet. På baggrund af mødet i
Ottawa er AQUALIFE's logistikprincip blevet indskrevet direkte i de europæiske  
veterinærdokumenter for import af levende skaldyr til EU, hvilket er et         
væsentligt skridt i retning af at få AQUALIFE systemet kategoriseret som en     
selvstændig standard indenfor ”animal health legislation”.                      
Finansielle oplysninger - kvartalsregnskab        
                              
Selskabets ureviderede regnskabstal for perioden 1. januar til 31. marts 2010   
fremgår af det nedenstående                                                     

Note:                                                                           
Resultat 1. kvartal 2010 og ”Hele 2009” angivet på moderselskabsbasis (AQUALIFE 
A/S)           

                                                                 
Resultat 1. kvartal 2009 angivet på koncernbasis.        
                       
I henhold til selskabets regnskabspraksis er kapitalandele i tilknyttede        
virksomheder indregnet til kostpris. Det er ledelsens vurdering, at værdierne   
fortsat er til stede. Omkring usikkerheder knyttet til måling af værdierne      
henvises supplerende til omtalen i Ledelsesberetningen i selskabets Årsberetning
2009.                                                                           

Som følge af ændring i selskabets aktiviteter i november 2009 fra det tidligere 
Aresa til AQUALIFE skal det ligeledes bemærkes, at regnskabstallene for 1.      
kvartal 2010, angivet på moderselskabsbasis, ikke er sammenlignelige med        
regnskabstallene for samme periode året før, ligesom tallene for såvel 1.       
kvartal 2010 som hele 2009 er angivet på moderselskabsbasis jf. ovennævnte      
regnskabspraksis.   
                                                            
Periodens resultat på (214) t.kr. hidrører udgifter afholdt i forbindelse med   
selskabets holdingfunktion, dvs. udgifter til revisor, børsrelaterede udgifter  
mv. Balancesummen på 54.620 t.kr. repræsenterer i overvejende grad kapitalandele
i tilknyttede virksomheder.      
                                               
I tillæg til ovenstående regnskabsoversigt er der behov for en gennemgang af 1. 
kvartal 2010 i de underliggende selskaber. For disse selskabers vedkommende     
henvises ligeledes supplerende til omtalen i Ledelsesberetningen i AQUALIFE A/S'
Årsberetning 2009.                                                              


AQUALIFE Solutions ApS   
                                                       
Selskabet er direkte holdingselskab til driftsselskaberne under AQUALIFE A/S men
er uden driftmæssig aktivitet. Periodens resultat på (117) t.kr. dækker udgifter
til et mindre revisionshonorar, afskrivninger samt renteudgifter.    

           
AQUALIFE Logistics A/S                                                          

Selskabet er det primære driftsselskab og varetager aktiviteterne indenfor      
cleantech logistik i AQUALIFE-gruppen. Periodens resultat på (2.194) t.kr. er   
generelt i tråd med ledelsens forventninger. Der er i 1. kvartal kun foretaget  
enkelte afskibninger, idet selskabet har valgt at prioritere sine ressourcer til
at realisere AQUAPORT-projektet i Holland og dermed sikre en planmæssig         
eksekvering af målene for den første transportkorridor mellem Canada og Europa. 
Kontinuerlige afskibninger påbegyndes således i indeværende måned.              


Fjord's ApS                                                                     

Som beskrevet i Ledelsesberetningen i AQUALIFE A/S's Årsberetning 2009 vil      
Fjord's ApS i 2010 varetage koncernens udstyrsrelaterede aktiviteter, herunder  
AQUAPORTs. Periodens resultat på (416) t.kr. dækker primært                     
kapacitetsomkostninger for selskabets organisation og domicil på Mors.          


Forventninger 2010       
                                                       
Selskabet forventer i 2010 at kunne sikre fuld udnyttelse af det                
forhåndenværende containerudstyr til gennemførelse af transporter mellem Canada 
og Europa, hvilket sammen med gennemførelsen af AQUAPORT-projektet i Holland    
forventes at bidrage med en samlet omsætning på 12-13 mio.kr., som tidligere    
udmeldt i forbindelse med Årsregnskabet 2009. På baggrund af de gennemførte     
aktiviteter i 1. kvartal fastholder selskabet forventningerne til hele året.    


Selskabet offentliggør sin halvårsmeddelelse den 18. august 2010.               
Selskabets første ordinære generalforsamling efter ændring af selskabets        
aktivitet fra det tidligere Aresa til AQUALIFE blev afholdt den 5. maj 2010, jf.
Fondsbørsmeddelelse nr. 33-2010. Bestyrelsen blev genvalgt, og årsrapporten for 
2009 og nye vedtægter blev godkendt og ligger på selskabets hjemmeside.         



Med venlig hilsen,                                                              
Lars Nannerup - CEO                                                             






--------------------------------------------------------------------------------
| Yderligere informationer kan fås ved       |   Selskabets godkendte rådgiver |
| henvendelse til:                           |                             er  |
| Lars Nannerup, adm. direktør tlf.: (+45)   |        Dahl-Sørensen & Partners |
| 2242 4455                                  |                             A/S |
| E-mail: lars@aqualife.nu                   | Allan Reimann, tlf.: (+45) 3364 |
|                                            |                            9205 |
--------------------------------------------------------------------------------

Attachments

meddelelse_35.pdf