DONG Energy sælger sine andele i Nordkraft og Salten Kraftsamband


DONG Energy har indgået en aftale om salg af sine ejerandele i de to nordnorske
energiselskaber, Nordkraft og Salten Kraftsamband, til et selskab i Troms Kraft
koncernen. Salgssummen for Nordkraft udgør ca. DKK 1,1 mia. (ca. NOK 1,2 mia.)
og salgssummen for Salten Kraftsamband udgør ca. DKK 0,9 mia. (ca. NOK 1,0
mia.). 

Salget af de to selskaber er en konsekvens af, at DONG Energy har valgt at
fokusere på etablering og drift af andre former for vedvarende
energiproduktion. 

"Med de gældende regler i Norge er det vanskeligt for DONG Energy at udvikle
vores eksisterende vandaktiver i Norge. Derfor har vi valgt at sælge disse, så
vi kan koncentrere os om vore andre grønne aktiviteter," siger Anders Eldrup,
administrerende direktør i DONG Energy. 

En væsentlig del af DONG Energy's investeringer i perioden 2010 - 2012
forventes at gå til etablering af havmølleparker og andre former for vedvarende
energiproduktion. Dette skal hjælpe til med at opfylde DONG Energy's
85/15-strategi om at reducere CO2-emissionen, så 85 procent af virksomhedens
energiproduktion i fremtiden kommer fra CO2-frie energikilder. 

DONG Energy ejer 33,33 procent af aktierne i Nordkraft og ejer 23,7 procent af
aktierne i Salten Kraftsamband. 

Salget forventes gennemført i efteråret 2010, idet det blandt andet er betinget
af godkendelse fra Olie- og Energidepartementet i Norge. 

Salget vil for DONG Energy medføre en regnskabsmæssig gevinst før skat på ca.
DKK 0,7 mia., men vil ikke påvirke EBITDA. Indholdet af denne meddelelse ændrer
ikke de tidligere udmeldte forventninger til EBITDA for regnskabsåret 2010
eller det udmeldte forventede investeringsniveau. 



For yderligere information, kontakt:

Media Relations
Andreas Krog
+45 9955 2023

Investor Relations
Morten Hultberg Buchgreitz
+45 9955 9750




DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i
Danmark. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere
og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. Vi beskæftiger omkring
6.000 medarbejdere og omsatte for knap 50 mia. kr. (EUR 6,6 mia.) i 2009. For
yderligere information, se www.dongenergy.com 

Attachments

dong energy slger sine andele i nordkraft og salten kraftsamband.pdf