BoConcept Holding A/S realiserer i regnskabsåret 2009/10 bedre resultat og større cash flow end forventet


• Nettoomsætning udgør 910,2 mio. kr. i regnskabsåret 2009/10, svarende til en
reduktion på 9,4% i forhold til året før. Omsætningen har været påvirket af
vanskelige globale afsætningsvilkår, men er på linje med de senest udmeldte
forventninger, jf. meddelelse 1/2010 af 3. marts 2010 

• Udfaktureret same-store-sales faldt i regnskabsåret 2009/10 med 7%, men steg
1% målt på ordreindgang. Som ventet blev same-store-sales væsentligt forbedret
gennem regnskabsåret og steg 11% i 4. kvartal 2009/10 målt på udfakturering og
19% målt på ordreindgang 

• Der blev i regnskabsåret 2009/10 åbnet i alt 21 nye brand stores og lukket
30. De nye butikker blev både åbnet på eksisterende hovedmarkeder og på nye
vækstmarkeder 

• Som følge af effektiviseringer og besparelser i hele værdikæden steg
koncernens indtjening i regnskabsåret 2009/10, og koncernen realiserede en
overskudsgrad (EBIT%) på 1,4% mod -1,2% det foregående år 

• Resultat før skat i regnskabsåret 2009/10 blev 9,6 mio. kr. mod et tab på
29,6 mio. kr. sidste år. Resultatet er bedre end forventet 

• Som følge af den positive driftsudvikling og et stærkt fokus på at nedbringe
kapitalbinding i arbejdskapital har koncernen genereret 77,8 mio. kr. i
pengestrømme før afdrag på langfristet gæld, svarende til 8,5% af omsætningen.
Pengestrømmene er væsentligt bedre end forventet 

• For det kommende regnskabsår forventes en vækst i omsætningen på 5-10%, en
overskudsgrad (EBIT%) på 3-4% og pengestrømme før afdrag på langfristet gæld på
3% af omsætningen 

'I BoConcept har vi gennem hele regnskabsåret arbejdet intensivt med at
implementere salgsfremmende initiativer, styrke franchisekonceptet, øge
boniteten i butikskæden og sikre en slank og omkostningseffektiv
koncernstruktur. Derfor har vi været i stand til at øge aktivitetsniveauet
siden efteråret 2009, hvor markedsvilkårene stabiliserede sig, og realisere en
tilfredsstillende fremgang i indtjening og cash flow for hele året trods et
samlet fald i omsætningen,' udtaler Viggo Mølholm, adm. direktør i BoConcept
Holding,  og fortsætter: 

'Den øgede aktivitet i slutningen af regnskabsåret er et udtryk for en tendens,
der indikerer en makroøkonomisk vending. Vi vil udnytte de moderat bedre
markedsvilkår og en skærpet indsats på vækstfremmende initiativer til at opnå
en fremgang i ordreindgang og omsætning ved at øge same-store-sales og antallet
af butikker i vores franchisekæde. Samtidig vil vores indtjening være positivt
påvirket af de betydelige restrukturerings- og effektiviseringstiltag, vi
løbende har gennemført. Under forudsætning af at afsætningsbetingelserne
fortsætter med at bedres, forventer vi derfor, at overskudsgraden vil stige til
12%  frem mod regnskabsåret 2014/15.' 

For yderligere oplysninger kontakt venligst adm. direktør Viggo Mølholm eller
koncerndirektør Hans Barslund på tlf. 70 13 13 66.

Attachments

f0300610_3_dk.pdf