DFDS A/S GENNEMFØRER RETTET EMISSION


København, den 12. juli 2010
Selskabsmeddelelse nr. 23/2010


Ikke til offentliggørelse eller distribution i Australien, Canada, Japan eller
USA 

Denne meddelelse er ikke et tilbud om køb eller salg af værdipapirer i DFDS A/S
(”Værdipapirer”) i Australien, Canada, Japan eller USA eller i nogen anden
jurisdiktion. Værdipapirerne må ikke tilbydes eller sælges i USA uden
registrering eller i henhold til en undtagelse fra registreringspligten efter
U.S. Securities Act fra 1933 med senere ændringer. Udstederen af Værdipapirerne
har ikke registreret og agter ikke at registrere Værdipapirerne eller en del
heraf i USA eller i nogen anden 
jurisdiktion uden for Danmark, Grønland, Norge og Storbritannien og har ikke
til hensigt at foretage noget offentligt udbud af Værdipapirerne i USA eller i
andre jurisdiktioner uden for Danmark, Grønland, Norge og Storbritannien. 

DFDS A/S gennemfører rettet emission

I dag har DFDS A/S (”Selskabet”) gennemført den rettede emission til A.P.
Møller - Mærsk A/S til markedskurs uden fortegningsret for Selskabets
eksisterende aktionærer (den ”Rettede Emission”), jf. meddelelse nr. 18/2010 af
18. juni 2010. Den Rettede Emissionen blev tegnet med 4.189.415 stk. nye aktier
à nominelt DKK 100 til kurs DKK 372,92 pr. aktie, beregnet som gennemsnittet af
børskursen de sidste 5 børsdage før tegningen, dvs. perioden fra den 5. juli
2010 til og med den 9. juli 2010, med børskursen på den enkelte børsdag fastsat
som ”kurs alle handler”, beregnet som et vejet gennemsnit af alle handler, der
indberettes til NASDAQ OMX Copenhagen A/S. 

Den Rettede Emission giver Selskabet et provenu på ca. DKK 1.562,3 mio.

Kapitaludvidelsen i forbindelse med den Rettede Emission er registreret hos
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og Selskabets aktiekapital udgør herefter DKK
1.485.608.100, fordelt på 14.856.081 stk. aktier à nominelt DKK 100, svarende
til 14.856.081 stemmer. 

De nye aktier forventes optaget til handel og officiel notering på NASDAQ OMX
den 14. juli 2010 under ISIN koden for Selskabets eksisterende aktier
DK0010259027. 

De nye aktier har samme rettigheder som Selskabets eksisterende aktier og bærer
ret til udbytte for hvert aktiebeløb på nominelt DKK 100. De nye aktier giver
ret til fuldt udbytte fra og med regnskabsåret 2010. 

Selskabet offentliggjorde den 17. december 2009 indgåelsen af en betinget
aftale om køb af 100% af aktiekapitalen i Norfolk Holdings B.V. fra A.P. Møller
- Mærsk A/S (”Erhvervelsen”) og samtidigt, at Selskabet delvist ville
finansiere købet via et udbud af aktier med fortegningsret for Selskabets
eksisterende aktionærer og en rettet emission til A.P. Møller - Mærsk A/S. 

Den Rettede Emission er således gennemført som et led i gennemførelsen af
Erhvervelsen, som forventes gennemført senere i dag. 

Med venlig hilsen
DFDS A/S

Attachments

dk_xx_12.07.2010.pdf