Meddelelse nr. 98


26. juli 2010
                                                               Meddelelse nr. 98


Lukning af Rovsing Ireland Ltd.                                                 

Rovsing A/S har lukket sit datterselskab i Irland Rovsing Ireland Ltd. Rovsing  
Ireland Ltd havde fem ansatte og beskæftigede sig primært med studiekontrakter  
for European Space Agency samt underleverancer til moderselskabet Rovsing A/S i 
forbindelse med Rovsing A/S leverancer til europæiske rumfartsprogrammer.       
Formålet med Rovsing Ireland Ltd. var oprindeligt bl. a. at penetrere den       
europæiske automobilindustri i et samarbejde med den irske institution LERO, der
er et forskningsinstitut inden for software til automobilindustrien. Rovsing    
Ireland Ltd. havde til huse i samme bygning som LERO. Efter at moderselskabet   
Rovsing A/S nu har skabt sig et navn inden for automobilindustrien igennem      
kontrakter med så betydningsfulde spillere som BMW, Volkswagen, Delphi Diesel   
Systems, TRW, HELLA og Knorr-Bremse er der ikke mere behov for støtte til       
penetrering af automobilindustrien. Derfor har Rovsing A/S besluttet ikke at    
foretage yderligere investeringer i Rovsing Ireland Ltd.                        

Om Rovsing                                                                      

Rovsing udvikler systemer, software og elektronik til markederne inden for      
rumfarts-, forsvars- og transportindustrien, hvor kunderne er større            
internationale organisationer og virksomheder, der i stigende grad har behov for
Rovsings kompetencer inden for design, udvikling, test og kvalitetssikring af   
avancerede systemer til kritiske funktioner.                                    

Som det eneste selskab inden for europæisk rumfart har Rovsing gennemført       
uafhængig kvalitetstest (ISVV) af den mest kritiske software-type (klasse A),   
hvor blot en lille fejl kan betyde tab af menneskeliv. Rovsing har siden        
etableringen i 1992 skabt en stærk position på det europæiske rumfartsmarked.   
Blandt kunderne er flere af de største europæiske virksomheder inden for        
rumfarts- og forsvarsindustri.                                                  

Rovsings tre markedssegmenter har som fælles træk, at de stiller meget høje krav
til produkternes pålidelighed. I alle tre industrier spiller software en stadig 
større rolle i det færdige produkt, og der er sammenfald af visse tekniske      
standarder. Virksomhederne inden for alle tre brancher er karakteriseret ved at 
være store, multinationale og udviklingstunge med betydelig anvendelse af       
underleverandører i både udvikling og produktion.                               

www.rovsing.dk                                                                  

Yderligere oplysninger:                                                         

Rovsing A/S                                                                     
Søren Anker Rasmussen                                                           
Adm. direktør                                                                   
Mobil tel.: 4030 5450