Første halvårs highlights: • Tilfredsstillende resultat på et uhyre solidt grundlag • Resultat før skat på DKK 458 mio. mod DKK 88 mio. i første halvår 2009 • Høj solvensgrad på 17,7% • Egenkapitalforrentning på 20% • Nedskrivningsniveauet er normaliseret - DKK 35 mio. mod DKK 56 mio. i 1.halvår 2009 • Integration af tilkøbte filialer forløber som planlagt, og de bidrager positivt • Forventningerne til resultat før skat og værdireguleringer fastholdes i intervallet DKK 470-510 mio. Resultatet før skat udgjorde DKK 458 mio. mod DKK 88 mio. i samme periode året før. Den stærke fremgang skyldes primært salget af Bakkafrost Holding, der i første kvartal 2010 bidrog med en kapitalgevinst på DKK 380 mio. I første halvår af 2010 steg indtægterne fra bank- og forsikringsaktiviteterne 27% til DKK 308 mio. fra DKK 242 mio. i første halvår 2009. ”Resultatet er tilfredsstillende - ikke mindst fordi de tilkøbte danske og grønlandske filialer allerede nu bidrager positivt, men også fordi vi i halvåret lykkedes at normalisere nedskrivningsniveauet”, siger Janus Petersen, administrerende direktør. Bankens kernekapitalbase er fortsat en af de allerstærkeste i den danske banksektor. Derfor, og på grund af bankens stærke stilling i markedet, forventer banken en positiv effekt på likviditeten, når den generelle statsgaranti for indlån udløber ultimo september 2010. BankNordik er i øvrigt så godt polstret, at banken er i stand til at modstå selv det mest ekstreme - og helt usandsynlige - scenarium, hvor alle indlån, der ikke er dækket af den indlånsgaranti på EUR 100.000, som indføres pr. udgangen af september 2010, trækkes ud. ”Bankens solide fundament er yderligere styrket. Vi har balance mellem ud- og indlån, vi har en kernekapitalprocent på knap 18, vores likviditet er næsten 4 gange lovens krav, og udsigten til at spare omkostninger i niveauet DKK 40-50 mio. pr. år, når Bankpakke I udløber, lover godt for bankens fremtid”, siger Janus Petersen. Forventninger til 2010 Ledelsen fastholder den senest offentliggjorte forventning om et samlet 2010 resultat før skat og værdireguleringer i intervallet DKK 470-510 mio. Derudover forventer banken nu samlede 2010 nedskrivninger i intervallet DKK 70-80 mio. kr. inklusiv garantien over for det Private Beredskab. I 2011 forventes nedskrivningerne at være mindre end det gennemsnitlige niveau for de sidste 15 år, svarende til 0,5% af bankens kreditrisiko. Se yderligere oplysninger i halvårsrapporten, der alene foreligger på engelsk (”Financial Statements”). Halvårsrapporten præsenteres ved en telefonkonference for analytikere og investorer i dag, kl. 12.30 dansk tid. Telefonnummer til konferencen er + 45 32 71 47 67 og præsentationen vil være tilgængelig på www.foroya.fo. Yderligere oplysninger: Janus Petersen, administrerende direktør, tlf. (+298) 330 340