Nedjustering af forventningerne til overskudsgraden i 2010


Hartmann har i forbindelse med den igangværende udarbejdelse af delårsrapporten
for 1. halvår 2010 fundet anledning til at nedjustere forventningerne til
overskudsgraden i 2010 til niveauet 7% mod tidligere forventet i niveauet 10%
(realiseret 2009: 5,7%). Nedjusteringen sker blandt andet på baggrund af
stigende råvarepriser i 1. halvår 2010 samt yderligere markante
råvareprisstigninger i første del af 2. halvår 2010. Der er igangsat nye
initiativer med henblik på at øge overskudsgraden på sigt.

På baggrund af den igangværende udarbejdelse af delårsrapporten for 2010
nedjusterer Brødrene Hartmann A/S forventningerne til regnskabsåret 2010. Ifølge
de foreløbige tal havde koncernen i 2. kvartal 2010 en omsætning på 326 mio. kr.
(2009: 310 mio. kr.) og et driftsresultat på -7 mio. kr. (2009: 12 mio. kr.). De
foreløbige tal viser desuden, at koncernen i 1. halvår 2010 havde en omsætning
på 706 mio. kr. (2009: 675 mio. kr.) og et driftsresultat på 31 mio. kr. (2009:
24 mio. kr.) samt en overskudsgrad på 4,3%.

Forventningerne til overskudsgraden nedjusteres til niveauet 7% mod tidligere
forventet i niveauet 10% (realiseret 2009: 5,7%). Den reviderede overskudsgrad
svarer til et forventet driftsresultat for 2010 i niveauet 90-105 mio. kr. mod
de tidligere udmeldte forventninger om et driftsresultat i niveauet 140 mio. kr.
(realiseret 2009: 79 mio. kr.).

Nedjusteringen af forventningerne til overskudsgrad og driftsresultat for 2010
sker på baggrund af stigende råvarepriser (papir, energi og andre råvarer) i
Europa i 1. halvår 2010 samt yderligere markante råvareprisstigninger i første
del af 2. halvår 2010. Udviklingen gælder væsentligst for returpapir, som er en
af de vigtigste råvarer i Hartmanns produktion. Derudover er priserne på energi
og andre råvarer steget i mindre omfang. Alene stigningen i råvarepriserne
vurderes at kunne påvirke overskudsgraden i 2010 negativt med ca. 2%-point.

De tidligere udmeldte forventninger var derudover baseret på en forventning om
væsentlig organisk vækst i den nordamerikanske forretning. Væksten har
imidlertid været lavere end forventet, hvilket påvirker forventningerne til
2010 negativt.

Omkostningsniveauet har i 1. halvår 2010 endvidere været negativt påvirket af en
række afholdte meromkostninger i forbindelse med rekruttering af ny ledelse samt
iværksættelse af en række initiativer som led i strategifasen 2011-13 med
henblik på at optimere Hartmanns processer og styrke selskabets overskudsgrad på
sigt.

De reducerede forventninger til indtjeningen for 2010 betyder, at flere
planlagte investeringsprojekter udskydes med henblik på at sikre positive
pengestrømme og fokusere på produktionen resten af året.

Det er Hartmanns mål på sigt at opnå en væsentlig forbedring af overskudsgraden
i forhold til den forventede overskudsgrad i 2010. Der er allerede igangsat
initiativer (ud over '10 i 10'-initiativerne) med henblik på at øge
effektiviteten i produktion og planlægning m.v., ligesom der pågår vurderinger
af, hvordan Hartmann kan kompensere for de stigende råvarepriser.

Yderligere oplysninger om udviklingen i Brødrene Hartmann A/S i 1. halvår 2010
og baggrunden for revideringen af selskabets forventninger til 2010 vil fremgå
af delårsrapporten for 1. halvår 2010, der offentliggøres onsdag den 25. august
2010.

Med venlig hilsen
Brødrene Hartmann A/S

Peter Arndrup Poulsen
Adm. direktør
Mobil: 51 51 40 69




[HUG#1438357]


Attachments

Link til selskabsmeddelelse i PDF.pdf