Den fulde Halvårsrapport 2010


Tocifret organisk vækst i første halvår drevet af succesfuld lancering af
Oticon Agil 
Koncernens stærke momentum medfører opjustering af forventningerne til 2010

William Demant Holding A/S har i dag offentliggjort Halvårsrapport 2010. De
væsentligste resultater fra halvårsrapporten er sammenfattet nedenfor: 

	Koncernen har i første halvår realiseret en omsætning på DKK 3.328 mio.
svarende til en stigning på 21 % i forhold til samme periode sidste år. 

	Koncernens organiske vækst udgjorde i halvåret 13 %. Koncernens tre
aktivitetsområder har i perioden alle udvist tocifret organisk vækst, hvortil
kommer effekten af opkøb og valutakursbevægelser. 

	Inden for Høreapparater er fremgangen især drevet af den succesfulde
lancering af Oticon Agil, der er Oticons anden generation af trådløse
høreapparater. Agil har på kort tid opnået status som verdens bedst sælgende
højprishøreapparat. Væksten i engrosforretningens styksalg udgør knap 9 %. 
 
	Koncernen har i perioden vundet betydelige markedsandele. Det globale
høreapparatmarked er i første halvår skønsmæssigt vokset 3 % målt i styk. 

	Resultat af primært drift (EBIT) udgjorde DKK 666 mio. svarende til en vækst
på 18 % i forhold til første halvår 2009. Halvårets overskudsgrad på 20,0 % er
dog negativt påvirket af omkostninger til blandt andet Agil-introduktionen og
det gennemførte medarbejderaktieprogram med tilsammen skønsmæssigt DKK 50-70
mio., der ikke ventes gentaget i andet halvår. 

	Den gunstige udvikling i første halvår kombineret med udsigten til fortsat
vækst medfører, at koncernens forventninger til 2010 opjusteres. Nu forventes
det, at koncernens engrossalg af høreapparater i 2010 vil overstige
markedsvæksten med 8-10 % opgjort i værdi, hvilket er 5 procentpoint over den
seneste udmelding. Desuden ventes der i andet halvår realiseret en
overskudsgrad, der overstiger overskudsgraden i første halvår. 

	De bebudede overvejelser om koncernens kapitalstruktur betyder, at koncernen
vil tilstræbe at have en rentebærende gæld, netto, på niveau DKK 1,0-1,5 mia.,
og at selskabet i den kommende periode derfor vil få mulighed for igen at
tilbagekøbe aktier. Om tidspunktet herfor indtræffer inden årsskiftet, vil
afhænge af koncernens løbende pengestrømme, men i høj grad også af omfanget af
akkvisitioner, der gennemføres i den resterende del af året.

Attachments

wdh fulde halvarsrapport 2010.pdf