Delårsrapport for 1.januar - 30. juni 2010


Selskabsmeddelelse nr. 20/2010			
26. august 2010

Bedre resultater end ventet og opjustering af forventningerne

Den positive udvikling i Royal Unibrews indtjening fortsatte i 2. kvartal.
Resultat af primær drift (EBIT før særlige poster) steg i første halvår 2010
med DKK 65 mio. til DKK 152 mio. mod DKK 87 mio. i 2009, hvilket er bedre end
forventet. Både EBIT og EBIT-margin er steget i alle koncernens segmenter i
forhold til 1. halvår 2009. Det frie cash flow var i første halvår 2010 DKK 168
mio. bedre end i 2009, og den nettorentebærende gæld blev reduceret med DKK 406
mio. - heraf bidrog salget af de caribiske bryggerier i februar 2010 med DKK
187 mio. Som følge af de stærke resultater i første halvår af 2010 og
forventningerne til resten af året opjusteres outlook for 2010. Der forventes
nu en nettoomsætning i intervallet DKK 3,7-3,85 mia. og et EBITDA i intervallet
DKK 575-625 mio., hvilket er DKK 100 mio. mere end tidligere forventet. 

”Vi oplever fortsat volatilitet og skarp konkurrence på alle markeder. Vi er
derfor godt tilfredse med at have fortsat den positive udvikling i koncernens
resultater, som er en konsekvens  af en øget markedsføringsindsats, lancering
af nye produkter, et fortsat og vedholdende fokus på en stram
effektivitetsstyring samt dygtige og dedikerede medarbejdere. Med baggrund i
denne positive udvikling opjusterer vi nu forventningerne til både omsætning og
resultat i 2010. Vi er dermed tæt på at opfylde vores langsigtede finansielle
målsætninger og har igangsat en proces med henblik på fastlæggelse af
strategiske hovedprioriteter for 2011 - indenfor rammerne af den strategi, der
blev fremlagt i slutningen af 2009 - og opdatere de langsigtede finansielle
målsætninger. Resultaterne af denne proces  vil blive præsenteret samtidig med
vores delårsrapport for 3. kvartal 2010” siger Henrik Brandt, CEO. 

HOVEDPUNKTER 
• Der er generelt vundet markedsandele for brandede øl samt læske- og
maltdrikke. 
• Nettoomsætningen faldt i første halvår med knap 2% til DKK 1.882 mio.
Korrigeret for frasalg bryggerier blev der opnået en organisk vækst i
nettoomsætningen på 2%. 
• EBITDA (før særlige poster) steg med DKK 75 mio. (45%) til DKK 254 mio.
• Resultat af primær drift (EBIT før særlige poster) steg med DKK 65 mio. til
DKK 152 mio. 
• Resultat før skat udgjorde DKK 105 mio. mod DKK 23 mio. i første halvår 2009.
• Det frie cash flow var DKK 217 mio. -  DKK 168 bedre end i 2009.
• Den netto rentebærende gæld blev i første halvår 2010 reduceret med DKK 406
mio. til godt DKK 1 mia. 
• Ny langsigtet finansieringsstruktur etableret på attraktive vilkår.

FORVENTNINGER
Udviklingen i omsætning og indtjening har været bedre end forventet i 1. halvår
2010. På basis heraf forventes nu en nettoomsætning i 2010 på DKK 3,7-3,85 mia.
(tidligere udmeldt DKK 3,4-3,6 mia.). EBITDA forventes at ligge i intervallet
DKK 575-625 mio. (tidligere udmeldt DKK 475-525 mio.), og det primære resultat
(EBIT før særlige poster) forventes at ligge i intervallet DKK 375-425 mio.
(tidligere udmeldt DKK 275-325 mio.). Finansielle poster forventes netto at
blive en omkostning på ca. DKK 65 mio. (tidligere udmeldt ca. DKK 70 mio.).
Resultatet før skat forventes i 2010 at ligge i intervallet DKK 310-360 mio.
(tidligere udmeldt DKK 205-255 mio.). Den netto rentebærende gæld forventes ved
udgangen af 2010 at udgøre ca. DKK 900 (tidligere udmeldt ca. DKK 1 mia.)
svarende til 1,4 - 1,6 gange EBITDA (tidligere udmeldt 1,9-2,1 gange EBITDA). 

Yderligere information vedrørende denne meddelelse:
Adm. direktør Henrik Brandt, tlf. 56 77 15 13
Det vil være muligt for investorer og analytikere at følge Royal Unibrews
præsentation af delårsrapporten torsdag den 26. august 2010 kl. 9.00 via
webcast. Registrering sker via Royal Unibrew website www.royalunibrew.com.

Attachments

fond-ru-20-2010-dk.pdf