Delårsrapport for 1. halvår 2010


2. KVARTAL 2010

• Kvartalets resultat af primær drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) for de
fortsættende aktiviteter lever op til forventningerne og udgør 25,4 mio. kr.
mod -26,8 mio. kr. i 2. kvartal 2009. Efter en længere periode med negativ EBIT
er der i 2. kvartal realiseret EBIT på 7,2 mio. kr. mod -114,8 mio. kr. i 2.
kvartal 2009. 

• Nettoomsætningen er 979,1 mio. kr. mod 941,0 mio. kr. i 2. kvartal 2009,
hvilket er en fremgang på 4,0%. Bruttoavancen er forbedret markant og udviser
en stigning på 52,8 mio. kr., hvilket dels skyldes lageravance på stål og dels
fokusering på lønsomt salg. 

• Omkostningerne er reduceret med 22,0 mio. kr. i forhold til 2. kvartal i
2009. Der er i kvartalet afholdt engangsomkostninger i forbindelse med overgang
til outsourcing af distributionen, som med succes blev fuldført i juni. Tab og
nedskrivninger vedrørende kunder er forøget grundet konjunkturerne. 

• Salg af den stærkt tabsgivende d line projektforretning i Carl F
International A/S blev gennemført i juni. Som meddelt i forbindelse med salget
har det medført, at en række forpligtelser og nedskrivninger af tilbageværende
aktiver er blevet udløst, hvilket har resulteret i, at kvartalets resultat af
ophørende aktivitet udgør -49,8 mio. kr. 


1. HALVÅR 2010

• Halvårets resultat af primær drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) udgør
21,5 mio. kr. mod -89,3 mio. kr. i 1. halvår 2009. Dette er en forbedring på
110,8 mio. kr. Ophørende aktiviteter viser et resultat på -68,1 mio. kr. 

• Koncernbalancen udgør 2.988,6 mio. kr. mod 2.980,7 mio. kr. ultimo december
2009. De væsentligste ændringer i balancen er en sæsonbestemt forøgelse af
tilgodehavender samt en stort set tilsvarende reduktion i koncernens ophørende
aktiviteter og aktiver bestemt for salg. 

• Egenkapitalen udgør pr. 30. juni 2010 -71,6 mio. kr., hvilket som følge af
salget af d line projektforretningen er ca. 40 mio. kr. lavere end forventet.
Egenkapitalen suppleres af den ansvarlige lånekapital som uændret udgør 550,0
mio. kr. Egenkapital og ansvarlig lånekapital udgør tilsammen 16,0% af
balancesummen. 

• Koncernens pengestrømme fra driftsaktiviteten udgør -73,9 mio. kr., hvilket
er på niveau med det forventede. Pengestrømmen i halvåret er negativt påvirket
af en stigende pengebinding i arbejdskapitalen, som skyldes at aktiviteten i
juni har været højere end i december 2009. 


FORVENTNINGER TIL ÅRET 2010

• Det er fortsat forventningen, at EBITDA for 2010 vil udgøre mellem 50 og 100
mio. kr. før gevinster fra salg af ejendomme. 

• Bestræbelserne vedrørende frasalg af aktiviteter og aktiver bestemt for salg
fortsættes. Der forventes en begrænset resultatmæssig effekt heraf i 2010.

Attachments

2010 nr. 13 - delarsrapport 1. halvar 2010.pdf