Referat fra ekstraordinær generalforsamling i Nykredit Bank


År 2010 den 3. september kl. 10.00 afholdtes ekstraordinær generalforsamling i
Nykredit Bank A/S (CVR.nr. 10519608) 
på selskabets adresse, Kalvebod Brygge 1-3, 1780  København V.


Eneste punkt på dagsordenen var følgende:

1.	Forslag til forhøjelse af aktiekapitalen med nom. kr. 500 mio. til kurs 200.

Til dirigent havde bestyrelsen - jfr. vedtægternes § 14 - valgt chefjurist
Elisabeth Stamer, der konstaterede, at hele kapitalen var repræsenteret. 

Dirigenten erklærede, med de tilstedeværendes tilslutning, generalforsamlingen
for lovlig og beslutningsdygtig i enhver henseende, idet aktionæren frafaldt
lovlig indkaldelse og varsel. 


Ad pkt. 1
Der forelå forslag fra bestyrelsen om at forhøje selskabets aktiekapital på
følgende vilkår: 

Nominelt kr. 500 mio. aktier til kurs 200 tilbydes med fortegningsret for
indehaveren af de gamle aktier, Nykredit Realkredit A/S. 

Aktierne hidrørende fra aktiekapitalforhøjelsen skal ikke tilhøre nogen særlig
aktieklasse. 

Aktierne udstedes til kurs 200 og betales kontant ved aktiernes tegning. De nye
aktier bærer fuldt udbytte for regnskabsåret 2010. Alle øvrige rettigheder
indtræder ved kapitalforhøjelsens registrering. 

Kapitalforhøjelsen vil blive tegnet den 3. september 2010 ved påtegning på
tegningslisten. 

Indbetalingen af kapitalforhøjelsen sker til Nykredit Bank A/S ved tegningen.

Da hele kapitalforhøjelsen tegnes af Nykredit Realkredit A/S, er der ikke grund
til at fastsætte regler om fordeling ved overtegning. 

De nye aktier skal være ikke-omsætningspapirer. Ingen aktier har særlige
rettigheder. 

De nye aktier skal lyde på navn og være noteret i selskabets ejerbog. Der
udstedes ingen aktier. 

Kapitalforhøjelsen udløser ikke omkostninger for selskabet.

Aktierne er frit omsættelige, men underlagt kravene i FIL vedrørende
erhvervelse af aktier i pengeinstitutter. 

Som en konsekvens af kapitalforhøjelsen forelå der udkast til tilrettede
vedtægter (§ 3) med en aktiekapital på i alt kr. 6.045.000.000,-. 

Den foreslåede kapitalforhøjelse godkendtes enstemmigt og med alle stemmer. 
De fremlagte vedtægter blev godkendt og underskrevet af bestyrelsen.


-----ooo0ooo-----


Sluttelig bemyndigede generalforsamlingen enstemmigt og med alle stemmer
dirigenten til at foretage samtlige de skridt, som måtte være nødvendige eller
hensigtsmæssige for at gennemføre de trufne beslutninger, herunder til at
foretage sådanne rettelser i forbindelse med udarbejdede dokumenter, som måtte
blive krævet af Finanstilsynet, respektive Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller
andre myndigheder, som betingelse for registrering eller godkendelse, eller som
blot måtte blive foreslået som hensigtsmæssige. 

Da der intet yderligere forelå til behandling på generalforsamlingen, sluttede
denne. 


Generalforsamlingen hævet.



____________________________
Elisabeth Stamer
dirigent

Attachments

referat af ekstraord. generalforsamling i nykredit bank - 03092010.pdf