BoConcept Danmark A/S delsælger ni danske butikker


BoConcept Danmark A/S har i dag indgået aftale om salg af selskabets ni brand
stores der er beliggende i København (Gl. Kongevej og ILLUM), Ishøj, Hillerød,
Lyngby, Odense, Århus, Vejle og Ålborg. Dermed fortsætter BoConcept eksekvering
af selskabets målrettede strategi om at fokusere på at være en koncept- og
masterrettighedsholder, mens butikkerne ejes af individuelle franchisetagere. 

Butikkerne sælges til det nyetablerede selskab Real Design A/S. Real Design A/S
ejes initialt 25% af Real Capital A/S og 75% af BoConcept A/S, men handlen
indebærer, at Real Capital A/S har købsoption på at erhverve hele BoConcept
A/S' aktiepost i Real Design A/S i andele af 25% frem til 1. oktober 2014. Det
er aftalt parterne imellem, at købsprisen ikke oplyses. 

Ejer af Real Capital A/S, Niels Kruse, indsættes som administrerende direktør i
Real Design A/S. 
'Jeg har igennem lang tid været fascineret af BoConcepts produkter og
forretningsplatform, så det er med stor glæde, at jeg i dag indgår aftale om at
overtage de ni butikker. Kombinationen af BoConcepts attraktive franchisemodel,
mit entreprenørship og min erfaring fra møbelbranchen gør, at jeg forventer, at
butikkerne fremover bliver en rigtig god forretning - både for BoConcept og
mig,' siger Niels Kruse. 

Masterrettigheden til det danske marked vil i tråd med strategien fortsat være
ejet af BoConcept A/S, og de to øvrige danske butikker i Herning og Roskilde
vil fortsat være ejet af individuelle franchisetagere. 

Forventninger til regnskabsåret 2010/11 fastholdes 
Salget af de ni butikker har ingen indflydelse på koncernens resultatmæssige
forventninger til regnskabsåret 2010/11 senest udtrykt i fondsbørsmeddelelse
5/2010 af 25. august 2010. 

Herning, den 11. oktober 2010


Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger kontakt venligst adm. koncerndirektør Viggo Mølholm
eller koncern-direktør Hans Barslund på tlf. 70 13 13 66

Attachments

fo111010_8_dk.pdf