DFDS INDGÅR STRATEGISK HAVNEAFTALE I GØTEBORG


København, den 21. oktober 2010
Meddelelse nr. 39/2010

Gøteborg er et vigtigt knudepunkt i DFDS' nordeuropæiske rutenetværk. Med
overtagelsen af havnedriften styrkes DFDS' samarbejde med nordiske industri- og
transportvirksomheder 

DFDS A/S har i samarbejde med C. Ports S.A. indgået en 25-årig aftale med
Göteborgs Hamn om drift af ro-ro-havneterminaler. C. Ports S.A. indgår som en
del af CLdN koncernen, som med base i Luxembourg driver fragtrederi- og
havneterminalvirksomhed. 

Gennem et fælles selskab, hvoraf DFDS A/S ejer 65% og C.Ports S.A. 35%,
erhverves for SEK 48 mio. selskabet Älvsborg Ro/Ro AB. Dette selskab har
indgået en 25-årig koncessionsaftale om driften af ro-ro-havneterminalerne
Älvsborg og Arendal i Gøteborg. Erhvervelsen af Älvsborg Ro/Ro AB forventes
gennemført i januar 2011. Transaktionen er betinget af
konkurrencemyndighedernes godkendelse. 

Älvsborg Ro/Ro AB beskæftiger i dag 320 ansatte og omsætningen for 2010
forventes at blive SEK 450 mio., hvoraf omkring 50% vedrører DFDS. Som en del
af selskabet overtages desuden lastbærende materiel og terminaludstyr. 

Ifølge koncessionsaftalen vil vedligeholdelsen af havne- og kajanlæg fortsat
blive varetaget af Göteborgs Hamn, mens Älvsborg Ro/Ro AB har ansvaret for at
vedligeholde overfladebelægningen i terminalområdet. 

Havneterminalen råder over syv ro-ro-ramper og det samlede terminalareal udgør
ca. 463.000 m2. Terminalens tre vigtigste rederikunder er i dag DFDS Seaways,
Cobelfret S.A. (et datterselskab af CLdN) og Transatlantic. De to sidstnævnte
rederier fungerer som underleverandører til Stora Enso Logistics. 

DFDS og CLdN vil i de kommende år søge at tiltrække nye kunder fra både
Nordsøen og Østersøen på grundlag af havneterminalens centrale geografiske
placering i Nordeuropa. Parternes kompetencer inden for drift af
havneterminaler skal desuden anvendes til at effektivisere driften for at
forbedre terminalselskabets indtjening, som i dag ikke er tilfredsstillende. 

DFDS driver i dag 11 havneterminaler, som understøtter det søbaserede
transportnetværk. CLdN driver i dag 8 ro-ro-havneterminaler.

Attachments

dk_fbm_39_21.10.2010.pdf