Fusionen mellem Morsø Bank og Morsø Sparekasse er gennemført


Finanstilsynet har i dag meddelt tilladelse til, at Aktieselskabet Morsø Bank
og Morsø Sparekasse A/S, som vedtaget på de to selskabers respektive
generalforsamlinger, fusionerer i henhold til bestyrelsernes fusionsplan og
-redegørelse som offentliggjort i fælles selskabsmeddelelse af 28. september
2010, hvortil der henvises. 

Morsø Sparekasse A/S er det fortsættende selskab under navnet Fjordbank Mors
A/S. 

Aktionærerne i Morsø Bank vil som følge af fusionen modtage aktier i Fjordbank
Mors A/S i ombytningsforholdet 1:3,2, således at hver aktie à kr. 100 i Morsø
Bank ombyttes med 3,2 aktier à kr. 20 i Fjordbank Mors A/S. 

Idet alle betingelser således er opfyldt for, at fusionen mellem Aktieselskabet
Morsø Bank og Morsø Sparekasse A/S kan gennemføres, har bestyrelserne truffet
bestemmelse herom i henhold til de på generalforsamlingerne meddelte
bemyndigelser og fusionen er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 

Da fusionen er gennemført, er de på Morsø Sparekasse A/S' generalforsamling
ændrede vedtægter trådt i kraft. De nye vedtægter er vedlagt denne meddelelse
og er i deres helhed tilgængelige på Fjordbank Mors A/S' hjemmeside,
www.fjordbank.dk. 

Fra Morsø Bank er købmand Hans Hangaard Pedersen, direktør Klaus Krog Hansen,
revisor Hans Henrik Ebbesen og Johannes Veje (medarbejderrepræsentant) indtrådt
i den nye bestyrelse for Fjordbank Mors A/S. 

Bestyrelsen i Fjordbank Mors består herefter af Peter Jessen Hansen, Klaus Krog
Hansen, Michael Tange Andersen, Hans Henrik Ebbesen, Jørgen Holm-Westergaard,
Hans Hangaard Pedersen, Gerda Kusk (medarbejderrepræsentant), Johannes Veje
(medarbejderrepræsentant) og Torben Tranberg (medarbejderrepræsentant). 

Bestyrelsen har konstitueret sig med Peter Jessen Hansen som formand og Klaus
Krog Hansen som næstformand. 

Tidsplanen for de praktiske omstændigheder omkring gennemførelsen af fusionen,
herunder ombytning af aktier, er fastlagt som følger: 


3. november 2010:
Registrering af fusionen hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

4. november 2010:
Sidste handelsdag for Aktieselskabet Morsø Bank 

5. november 2010:
Første handelsdag i Fjordbank Mors A/S på NASDAQ OMX Copenhagen A/S

9. november 2010:
VP ombytter aktier i Aktieselskabet Morsø Bank til aktier i Fjordbank Mors A/S  

10. - 23. november 2010:
Periode for omsætning af delaktier (begge dage incl.)

24. november 2010:
Ombytning af delaktier til hele aktier. Eventuelt overskydende delaktier
indløses med baggrund i børskursen på udløbsdatoen. 


Fjordbank Mors A/S ISIN kode er: DK 0060136000.

Som tidligere oplyst offentliggør Fjordbank Mors A/S kvartalsrapport den 10.
november 2010. 

Af fusionsmeddelelsen udsendt den 28. september 2010 (Morsø Banks meddelelse
nr. 17 og Morsø Sparekasses meddelelse nr. 11) fremgår det, at 2 trancher af
den af Morsø Bank hos staten optagne hybride kernekapital forventedes
konverteret umiddelbart efter fusionens vedtagelse. Økonomi- og
Erhvervsministeriet har meddelt, at konverteringen ikke kan ske inden den
planlagte fortegningsemission, og beslutningen om konverteringen er derfor
udskudt til senere behandling i den nye bestyrelse. Udskydelsen af
konverteringen har ingen betydning for Bankens solvens, og anses ikke at have
nogen væsentlig betydning for Bankens kapitalforhold i øvrigt. Udskydelsen af
konverteringen har dog den konsekvens, at vedtægternes bestemmelser om ejer- og
stemmeloft på 5% af aktiekapitalen stadig består. 

Morsø Sparekasse Fondens ejerandel udgør efter fusionen 65,4% af Bankens
samlede kapital. Den planlagte fortegningsemission vil indebære en yderligere
udvanding af fondens ejerandel. Ejerandelen vil således falde til ca. 64% ved
en emission med et provenu på DKK 75 mio. og 51% ved en emission med et provenu
på DKK 125 mio. Den nøjagtige ejerandel afhænger af udbudskursen, der endnu
ikke er fastsat. En efterfølgende konvertering af de to trancher af den hybride
kernekapital vil medføre en yderligere reduktion af fondens ejerandel. 

For yderligere information, kontakt venligst

Ordførende bankdirektør Peter Christensen, telefon 96 70 15 00 
Bankdirektør Torben Sørensen, direkte telefon 96 15 25 10 


Med venlig hilsen

Fjordbank Mors A/S

Peter Christensen           Torben Sørensen
Ordførende bankdirektør	 Bankdirektør

Attachments

vedtgter fjordbank mors.pdf fondsbrsmeddelelse nr. 1 - 2010.pdf