Nr. 30 Solar A/S ekspanderer i Polen


Solar-koncernens datterselskab, Solar Polska Sp. z o.o., har indgået aftale om
køb af dele af aktiviteterne i Agat-System, Gdansk i Polen. 

Agat-System opererer som el-grossist med tele/data/sikring som det primære
forretningsområde. Den del af forretningen, som Solar Polska overtager,
udgjorde i 2009 en omsætning på € 6,5 mio., svarende til næsten 30% af Solar
Polskas omsætning i samme periode. 

Aktiviteterne vil blive videreført fra den eksisterende lokalitet i Gdansk, og
Solar Polska overtager 15 medarbejdere. 

Markedsposition bliver styrket
Med overtagelsen følger Solar A/S op på et af sine strategiske fokusområder,
som er at skabe vækst gennem opkøb samt etablere større geografisk dækning i de
pågældende markeder. Det vil styrke markedspositionen yderligere og i dette
tilfælde altså på det polske marked. 

Opkøbet betyder, at Solar Polska får styrket kompetencerne betydeligt inden for
tele/data/sikring. 

Som nævnt i den netop offentliggjorte Q3-rapport har Solar Polska for nylig
åbnet filial i hovedstaden Warszawa. Både filialåbningen og det nye opkøb skal
ses i lyset af ønsket om at etablere Solar Polska som en mere betydningsfuld
aktør på markedet. 

Økonomiske konsekvenser
Prisen for overtagelsen af aktiviteterne i form af dele af varelageret samt
kundelister er € 0,5 mio. Købet finansieres via træk på Solar-koncernens
likviditetsreserve og påvirker ikke de økonomiske forventninger, der er meldt
ud for indeværende år. 


Med venlig hilsen
Solar A/S

Flemming H. Tomdrup

Attachments

fb201030_dk agat-system.pdf