Exiqon har gennemført første fase i projekt til tidlig opdagelse af tarmkræft


Exiqon (NASDAQ OMX: EXQ) offentliggjorde i dag, at selskabet har gennemført første fase i sit diagnostiske program for tidlig opdagelse af tarmkræft i blodprøver fra patienter. Sammen med selskabets samarbejdspartnere på Københavns Universitet, Århus Universitetshospital Skejby samt Hvidovre Hospital har Exiqon gennemført et studie i to faser for at identificere en biologisk markør i blod for tidlig opdagelse af tarmkræft. Blodprøver fra patienter med tarmkræft i stadie II og III er blevet analyseret og sammenholdt med blod fra alders- og kønsmatchede kontrolpersoner, som kikkertundersøgelser har påvist ikke lider af sygdommen.

Programmet støttes af en fireårig bevilling fra Højteknologifonden.

I den første fase er blodplasma fra 50 stadie II-patienter og 50 kontrolpersoner analyseret med henblik på at spore aktiviteten af 730 specifikke biologiske markører (miRNA-molekyler). Efterfølgende er blodplasma fra 120 stadie II- og 50 stadie III-patienter samt 170 raske kontrolpersoner analyseret for aktiviteten af 378 specifikke miRNA-molekyler. Dette har resulteret i et katalog over miRNA-markører, der statistisk er signifikant forskelligt udtrykt i blodet hos personer med tarmkræft i forhold til de raske forsøgspersoner.

Resultaterne er indsendt til offentliggørelse på en større international kræftkonference, der afholdes i begyndelsen af 2. kvartal 2011.

Exiqon er allerede nu i gang med at optimere de analysekomponenter, der skal indgå i den endelige test til validering af de opdagede miRNA-markører. Disse vil herefter blive anvendt til at analysere 5.000 blodprøver, der indsamles fremadrettet. Det første valideringsstudie forventes færdig inden udgangen af juni 2011.  

Tarmkræft er i dag en af de hyppigste dødsårsager blandt kræftpatienter, fordi sygdommen ofte opdages sent. Hvis sygdommen bliver opdaget på et tidligt tidspunkt, er der imidlertid særdeles gode chancer for helbredelse. Derfor er potentialet for en diagnostisk test, der rutinemæssigt kan foretages ud fra en simpel blodprøve, stort. I dag får personer, der er under mistanke for at have tarmkræft, foretaget en test for blod i afføringen eller en kikkertundersøgelse af tarmen. Begge undersøgelser kan imidlertid være ubehagelige for den enkelte, hvorfor mange personer i risikogruppen fravælger dem. 

Markedspotentialet for en blod-baseret diagnostisk test er betydeligt, da det kan være relevant at screene op til 300 millioner personer hvert andet år. Dermed udgør markedet en værdi på over 3,5 milliarder dollar.  

Yderligere information:

Lars Kongsbak, administrerende direktør, tlf. +45 4566 0888 (mobil: +45 4090 2101)
Hans Henrik Chrois Christensen, finansdirektør, tlf. +45 4566 0888 (mobil: +45 4090 2131) 

Se den fulde meddelelse i vedhæftede PDF-fil eller på www.exiqon.com/investor/portaldk

 


Attachments

Fondsborsmeddelelse_23_2010_TidligOpdagelseTarmkraeft.pdf