DPTG gennemfører indefrysning af TPSA-aktiver i Frankrig


København, 2011-02-09 16:13 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- DPTG har nu gennemført indefrysning af betalinger til TPSA fra følgende franske teleoperatører: Bouygues Télécom, Vivendi Telecom International, Vodafone, SFR, Orange, flere selskaber i France Télécom Gruppen, COLT Telecom France, AT&T France og Verizon France. Dette beløber sig totalt til omkring DKK 40 mio. per år. 

DPTG vil straks tage skridt til tvangsfuldbyrdelse ved appelretten i Paris ved at søge om en udlægsordre, hvorved det sikres, at de indefrosne aktiver kan frigives til DPTG.

DPTG igangsatte en tvangsfuldbyrdelse af kendelsen i sagen mod TPSA i Polen og Holland i november og i januar 2011 også i Storbritannien og Tyskland. Denne tvangsfuldbyrdelsesproces er en af flere initiativer i DPTG’s fortsatte indsats for at inddrive de DKK 2,9 mia., som DPTG den 3. september 2010 blev tildelt for fase 1 i DPTG/TPSA-sagen. På trods af, at kendelsen er endelig og juridisk bindende, har TPSA ikke indbetalt det skyldige beløb inden for den af voldgiftsretten fastsatte frist på 14 dage.

GN’s andel af beløbet for fase 1 er ca. DKK 2,1 mia. (før skat og efter kapitaliserede juridiske omkostninger). 

TPSA er den største telekommunikationskoncern i Centraleuropa og er stærkt finansielt funderet. France Telecom ejer i øjeblikket omkring 50% af TPSA. Den franske stat har en ejerandel på omkring 27% af France Telecom.

Det er en overtrædelse, både af aftalen mellem de to parter og af voldgiftsrettens afgørelse, at TPSA ikke efterlever voldgiftsrettens afgørelse fra den 3. september. Ved at undlade at betale i overensstemmelse med voldgiftsrettens afgørelse påfører TPSA sig selv og sine aktionærer yderligere omkostninger, nærmere betegnet omkring en halv million danske kroner om dagen i renter.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Mikkel Danvold
VP, IR & Kommunikation

GN Store Nord A/S
Tlf.: 45 75 02 71


Attachments

Medd 4_DPTG gennemfrer indefrysning af TPSA aktiver i Frankrig.pdf