Faaborg, Danmark, 2011-03-02 15:00 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Efter positive forhandlinger siden sommeren 2010 er bestyrelserne i Svendborg Sparekasse og Sparekassen Faaborg blevet enige om at indstille til selskabernes repræsentantskaber og generalforsamlinger at gennemføre en sammenlægning af de to selskaber. Det nye samlede selskab vil fortsat være noteret på NASDAQ OMX Copenhagen under et nyt navn, Bank Fyn A/S.
Den nye samlede bank, Bank Fyn A/S, får hele Fyn som sin hjemmebane, idet filialdækningen i de to sparekasser supplerer hinanden på bedste vis og stadig giver plads til nye filialplaceringer på Fyn. Bank Fyn bliver det største selvstændige pengeinstitut på Fyn. Begge sparekasser ser væsentlige synergieffekter i sammenlægningen både markeds-, omkostnings- og indtjeningsmæssigt.
Samlet beskæftiger de to sparekasser i dag 319 medarbejdere, og summen af indlån, udlån og garantier er ca. 15,5 mia. kr.
Begge sparekasser har en lang historie bag sig og dybe rødder i lokalsamfundet. Sparekasserne har i årtier samarbejdet omkring blandt andet et leasingselskab, og på mange områder tænker de to sparekasser ens. Begge sparekasser bringer gode kunder, forretninger og medarbejdere til den nye samlede bank, Bank Fyn. Ved sammenlægningen får aktionærerne, kunderne, medarbejderne og øvrige interessenter et endnu stærkere og mere fremtidssikret samt konkurrencedygtigt pengeinstitut, der fortsat vil bygge på sunde og solide forretningsprincipper.
Kapitalforhold og likviditet
Den nye sammenlagte bank, Bank Fyn, har pr. ultimo 2010 en basiskapital på 1,9 mia. kr. og derved en overdækning på 0,9 mia. kr. i forhold til lovkravet. Likviditeten er sikret ved en god indlånsdækning suppleret med længerevarende solid funding, herunder statsgaranteret lån på 1 mia. kr. Likviditetsoverdækningen er på 3,6 mia. kr.
Sammenlægning af selskaberne og bytteforholdet for aktionærerne
Sammenlægningen gennemføres ved at oprette en ny bank, Bank Fyn, som tilføres aktiviteterne fra de to sparekasser.
Aktionærernes nuværende aktier ombyttes med aktier i den nye bank, Bank Fyn. Ved beregning af ombytningsforholdet er det aftalt, at der tages udgangspunkt i aktiernes indre værdi i de to sparekasser pr. 31. december 2010 korrigeret for værdireguleringer.
Det endelige bytteforhold fastsættes efter gennemførelse af gensidige undersøgelser af værdierne m.v. i de to sparekasser. Disse undersøgelser igangsættes nu og forventes at være afsluttet inden for de nærmeste uger.
Ledelse
Det er mellem bestyrelserne aftalt, at direktionen i den nye bank bliver Claus Sejling fra Sparekassen Faaborg og Svend Erik Kracht fra Svendborg Sparekasse med Claus Sejling som administrerende direktør. Svend Erik Kracht fratræder, når fusionen er kommet godt på plads, dog senest i sommeren 2012, hvor han når aldersgrænsen, jf. sin direktørkontrakt.
Direktionen får sæde i Svendborg, men vil lejlighedsvis også være at finde i Faaborg, idet der i en periode fortsættes med de to sparekassers nuværende administrationshovedkontorer i Faaborg og Svendborg. På sigt skal der etableres et samlet administrationshovedkontor i Odense.
Det er desuden aftalt, at de to bestyrelser sammenlægges med Arne Knudsen, nuværende bestyrelsesformand for Svendborg Sparekasse, som formand for bestyrelsen, og Niels Erik Jørgensen, nuværende regnskabskyndigt medlem af bestyrelsen i Sparekassen Faaborg, som næstformand.
Nuværende formand for bestyrelsen i Sparekassen Faaborg, Christian Ermose, afgår ved den ordinære generalforsamling i 2011 grundet den vedtægtsbestemte aldersgrænse, og der indstilles ikke valg af et nyt medlem i stedet for. Det samme gælder for bestyrelsesmedlem i Sparekassen Faaborg, Søren Westerskov, der er udtrådt pr. 1. februar 2011 grundet længerevarende ophold i udlandet.
Bestyrelsen vil herefter bestå af 16 medlemmer, heraf 9 fra Sparekassen Faaborg (5 repræsentantskabsvalgte og 4 medarbejdervalgte) og 7 fra Svendborg Sparekasse (5 repræsentantskabsvalgte og 2 medarbejdervalgte). Det forudsættes, at den nye banks samarbejdsudvalg godkender, at de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer må fortsætte deres valgperiode ud (foråret 2014). Det er hensigten, at bestyrelsen ved naturlig afgang skal reduceres til 9 medlemmer, heraf 3 medarbejdervalgte.
Endelig er det aftalt, at repræsentantskaberne i de to sparekasser sammenlægges til 82 medlemmer.
Værdi for aktionærerne
Ved sammenlægningen vil det blive muligt at optimere specielt de administrative funktioner samtidig med, at kompetenceniveauer vil kunne øges. Også på det markedsmæssige område forventes en betydelig styrkelse ved at samle kræfterne. Allerede i løbet af 2011 vil nogle af synergieffekterne kunne slå igennem, og bestyrelserne vurderer, at en fusion også på det lidt kortere sigt vil kunne skabe en forbedret basisindtjening. De to bestyrelser anbefaler, at de ca. 10.500 aktionærer i Sparekassen Faaborg og de ca. 5.000 aktionærer i Svendborg Sparekasse stemmer ja til fusionsforslaget.
Fonden for Sparekassen Faaborg og Fonden for Svendborg Sparekasse, der er storaktionærer i de respektive sparekasser, har givet tilsagn om at ville stemme for fusionsforslaget. Begge fonde er underlagt den vedtægtsmæssige stemmeretsbegrænsning.
Tidsforløb
Sammenlægningen vil, under forudsætning af generalforsamlingsgodkendelser i de to sparekasser og Finanstilsynets tilladelse, blive gennemført med virkning fra 1. januar 2011.
Ultimo marts eller primo april 2011 afholdes repræsentantskabsmøder i de to sparekasser, hvor forslaget om fusion behandles. Det forventes, at repræsentantskabet herefter vil kunne medindstille forslaget til generalforsamlingen om fusion af de to sparekasser.
Medio april 2011 indkaldes til ekstraordinære generalforsamlinger i de to sparekasser med afholdelse forventeligt den 18. maj 2011. Dagsorden med tilhørende dokumenter, herunder fusionsdokumenterne, offentliggøres på hovedkontorerne og på hjemmesiderne på indkaldelsestidspunktet.
Evt. spørgsmål til denne meddelelse kan rettes til direktørerne for de to sparekasser:
Claus Sejling, Sparekassen Faaborg: 63.61.18.14
Svend Erik Kracht, Svendborg Sparekasse: 62.17.65.01.
Direktør Claus Sejling, tlf.nr. 6361 1814