Indkaldelse til ordinær generalforsamling


Indkaldelse til ordinær generalforsamling

I henhold til vedtægternes pkt. 8.3 indkaldes til ordinær generalforsamling i Columbus IT Partner A/S fredag den 29. april 2011 kl. 10.00  hos Columbus IT, Lautrupvang 6, 2750 Ballerup, auditoriet med følgende dagsorden:
  
1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.

2. Forelæggelse og godkendelse af årsrapport.

3. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport.

4. Forslag fra bestyrelsen om at udvide bemyndigelsen i vedtægternes pkt. 4.1 til at omfatte nom. 20.000.000 kr. aktier svarende til 16.000.000 stk. á kr. 1,25 samt ændring af vedtægternes pkt. 4.1 i overensstemmelse hermed.

5. Forslag fra bestyrelsen om, at generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til i et tidsrum af 18 måneder fra generalforsamlingens dato til selskabet at erhverve indtil 10% af selskabets aktiekapital mod et vederlag, der ikke må afvige mere end 10% i opad eller nedadgående retning fra den senest forud for erhvervelsen noterede købekurs for aktierne på NASDAQ OMX Copenhagen A/S.

6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
(i) Bestyrelsen foreslår genvalg af bestyrelsesmedlemmerne Ib Kunøe, Claus Hougesen, Jørgen Cadovius og Sven Madsen. For oplysning om de enkelte bestyrelsesmedlemmers ledelseshverv henvises til årsrapporten for 2010. Bestyrelsen forslår desuden nyvalg af Ulla Krossteig, som anses for uafhængig, jvf. Anbefalingerne om god selskabsledelse.


7. Valg af én eller to statsautoriserede revisorer
(i) Bestyrelsen foreslår genvalg af Deloitte Statsautoriseret Revisionsaktieselskab (CVR-nr. 24 21 37 14) som selskabets revisor.


8. Eventuelle forslag fra bestyrelse eller aktionærer

Uddybning af de enkelte dagsordenspunkter

Ad. pkt. 2:

Bestyrelsen anbefaler, at årsrapporten godkendes.

Ad. pkt. 3:

Bestyrelsen anbefaler, at årets resultat overføres til næste år i overensstemmelse med det i årsrapporten indeholdte forslag.

Ad pkt. 4:

Bestyrelsen anbefaler, at forslaget om at udvide den i vedtægterne indeholdte bemyndigelse vedtages. I forbindelse med seneste kapitaludvidelse er en stor del af den hidtidige bemyndigelse anvendt.

I forbindelse med forslaget foreslås selskabets vedtægter pkt. 4.1 ændret til følgende:

"4.1
Bestyrelsen er indtil den 27. april 2014 bemyndiget til ad en eller flere gange at forhøje selskabets aktie-kapital med indtil nominelt kr. 20.000.000,00 svarende til 16.000.000 stk. aktier á nom. kr. 1,25. Ved forhøjelse af aktiekapitalen til markedskurs, herunder som vederlag for selskabets overtagelse af en bestående virksomhed eller andre aktiver, kan bestyrelsen bestemme, at kapitalforhøjelsen skal ske uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer. Tilsvarende kan bestyrelsen bestemme, at forhøjelsen helt eller delvis skal ske på anden måde end ved kontant betaling."

Ad pkt. 5:

Bestyrelsen anbefaler, at forslaget vedtages.

Ad pkt. 6

Bestyrelse foreslå at følgende vælges til selskabets bestyrelse:

Ib Kunøe
Jørgen Cadovius
Claus Hougesen
Sven Madsen
Og
Ulla Krossteig

Om Krossteig kan oplyses:

Uddannelse:
Statsautoriseret revisor. Beskikkelse deponeret i 2003.

Medlem af bestyrelsen for:
Svendborg Importfirma A/S

Ad pkt. 7

Bestyrelsen foreslår at selskabets nuværende revisor genvælges.

Vedtagelseskrav
Vedtagelse af de under dagsordenens pkt. 2, 3, 5, 6 og 7 stillede forslag kræver simpelt flertal.

Vedtagelse af det under dagsordenens pkt. 4 stilede forslag kræver, at forslaget tiltrædes af mindst to tredjedele såvel af de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede kapital. 

Registreringsdato:

Registreringsdatoen er tirsdag den 26. april 2011, kl. 16.00.

Kun aktionærer, der besidder aktier i Selskabet på registreringsdatoen ved udløb af registreringsdatoen, har ret til at deltage i og stemme på generalforsamlingen. De aktier, den enkelte aktionær besidder på registreringsdatoen, opgøres på baggrund af notering af aktionærens kapitalejerforhold i ejerbogen samt meddelelse om ejerforhold, som selskabet har modtaget med henblik på indførsel i ejerbogen, men som endnu ikke er indført i ejerbogen.  Deltagelse er endvidere betinget af, at aktionæren rettidigt har løst adgangskort som beskrevet nedenfor.

Procedurer for at kunne deltage i og afgive stemme på selskabets generalforsamling:

Rekvirering af adgangskort:

Adgang til generalforsamlingen er betinget af, at aktionæren senest tirsdag den 26. april 2011 kl. 16.00, har tilmeldt sig. Tilmelding kan ske elektronisk på Selskabets hjemmeside www.columbusit.com/investor.

Fuldmagtsafgivelse:

Elektronisk fuldmagt kan senest tirsdag den 26. april 2011 afgives enten via www.columbusit.com/investor eller alternativt kan en fysisk fuldmagts-blanket downloades fra www.columbusit.com/investor, printes og sendes inden samme frist pr. fax til 70250701 eller med brev-post til Columbus IT Partner A/S, Lautrupvang 6, 2750 Ballerup att. Line Windeløv Rasmussen eller ved e-mail til lwr@dk.columbusit.com. Under forudsætning af, at adgangskort er bestilt rettidigt, kan fysisk fuldmagt afgives til og med fredag den 29. april 2011 kl. 10.00.

Brevstemme:

Brevstemme kan afgives elektronisk via www.columbusit.com/investor. Aktionærer kan tillige stemme skriftligt ved brev, der er selskabet i hænde senest 28. april 2011 kl. 23.59. En fysisk brevstemmeblanket kan downloades fra www.columbusit.com/investor, printes og sendes inden samme frist pr. fax til 70250701 eller med brevpost til Columbus IT Partner A/S, Lautrupvang 6, 2750 Ballerup att. Line Winde-løv Rasmussen eller ved e-mail til lwr@dk.columbusit.com. Modtagne brevstemmer kan ikke tilbagekaldes.

Øvrigt:

Aktionærer kan ved skriftlig henvendelse til Selskabet stille spørgsmål til dagsordenen.

Aktionærer kan udnytte deres finansielle rettigheder gennem Nordea A/S, der af selskabet er udpeget som kontoførende pengeinstitut.


Oplysninger fra Selskabet
Følgende oplysninger vil være tilgængelige for aktionærerne på Selskabets hjemmeside www.columbusit.com/investor under Investor Relations fra senest torsdag den 7. april 2011:

  • Denne indkaldelse, der indeholder fuldstændige forslag,
  • Det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, herunder det samlede antal for hver aktieklasse, hvis selskabets aktiekapital er opdelt i to eller flere aktieklasser,
  • De dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, herunder den reviderede årsrapport for 2010
  • Formularer, der skal anvendes ved stemmeafgivelse ved fuldmagt eller brev, medmindre disse formularer sendes direkte til aktionærerne. Gøres disse ikke tilgængelige på internettet, oplyses det på selskabets hjemmeside, hvordan formularerne kan rekvireres i papirform.

Columbus IT Partner A/S har ved indkaldelsen til generalforsamlingen en aktiekapital på nominelt DKK 132.174.366,25, svarende til 105.739.493 aktier på nominelt DKK 1,25. Hver aktie på nominelt DKK 1,25 giver 1 stemme.


Ballerup, den 4. april 2011

 

Bestyrelsen for Columbus IT Partner A/S


Attachments

BM_03_2011_Indkaldelse_til_ordinr_generalforsamling.pdf