Kvartalsrapport 1. kvartal 2011


OMX Nasdaq Copenhagen A/S

Nikolaj Plads 6

1067 København K                      

 

Dato: 18. maj 2011

Fondsbørsmeddelelse nr.: 12

 

Pressemeddelelse

Tilfredsstillende positivt resultat for 1. kvartal i SPAR LOLLAND

Planlagt kapitaludvidelse skal skabe grundlag for at udnytte de fremadrettede muligheder, som købet af Eik Bank giver.

SPAR LOLLAND-koncernens resultat for 1. kvartal 2011 blev før skat 13 mio. kr. mod 16 mio. kr. 1. kvartal 2010.

Købet af privatkundedelen af Eik Bank, som nu bliver kaldt Finansbanken, påvirker regnskabet på en række punkter sammenlignet med samme periode i 2010. Koncernen har bl.a. opnået et samlet indlånsoverskud på 1,8 mia. kr., og forretningsomfanget er steget 59 %. Samtidig er udgifter til personale og administration steget 18 %, og regnskabet viser samlet en udlånsvækst på 28 %. Uden tilkøbet af Eik Bank ville udlånet i SPAR LOLLAND reelt være faldet med 5 %.

Købet har desuden påvirket kapitalgrundlaget og solvensprocenten, der ved udgangen af første kvartal er 11,1 %, mens det individuelle solvensbehov er opgjort til 8,2 %. Ønsket om et styrket kapitalgrundlag er baggrunden for, at SPAR LOLLAND forbereder en kapitaludvidelse i juni.

”For at udnytte de fremadrettede muligheder, som købet af Eik Bank giver, ønsker vi et styrket økonomisk fundament. Det er som et hus. Når man bygger ud, skal fundamentet gøres større. Derfor ønsker vi at udvide kapitalen,” siger direktør Lynge Thang Jørgensen.

”Internetplatformen og det øgede antal kunder, mener vi, vil give et godt grundlag for at vokse organisk. Desuden ønsker vi generelt at styrke vores økonomiske robusthed og det fremtidige kapitalgrundlag. Sammen med vores indlånsoverskud vil det mindske vores behov for anden ekstern funding, blandt andet når vi senest i 2013 skal indfri de resterende obligationer udstedt under den individuelle statsgaranti,” siger Lynge Thang Jørgensen.

Mindre renterisiko primær årsag til mindre nedjustering

Nedskrivningerne i 1. kvartal 2011 udgør 14 mio. kr. mod 28 mio. kr. i samme periode 2010. Lynge Thang Jørgensen siger: ”For året som helhed budgetterer vi med nedskrivninger på udlån og tilgodehavender i niveauet 80-90 mio. kr., hvilket er noget lavere end de foregående år. Nedskrivningerne i 1. kvartal i år synes at kunne bekræfte et samlet lavere niveau.”

Med udsigt til et stigende renteniveau har SPAR LOLLAND besluttet at reducere sin rentefølsomhed på obligations-beholdningen, hvilket alt andet lige vil reducere det direkte renteafkast. Den således forventede lavere renteindtægt er den primære årsag til, at vi nedjusterer forventningen til basisindtjeningen fra 150-160 mio. kr. til 130-140 mio. kr. Basisindtjeningen defineres som indtjeningen før nedskrivninger på udlån og tilgodehavender, kursreguleringer og fusionsomkostninger.

Ønskes yderligere information kan adm. direktør Lynge Thang Jørgensen kontaktes på telefon 5492 3344.

 

Med venlig hilsen

SPAREKASSEN LOLLAND A/S

  

Lynge Thang Jørgensen

Administrerende direktør


Attachments

kvartalsrapport 1_kvartal_2011.pdf