Moody's bekræfter Aaa ratingen af SDO-obligationer i kapitalcenter E, men sænker ratingen af RO-obligationer i kapitalcenter D til Aa1


Nykredit og Moody's har i de seneste uger haft en konstruktiv dialog omkring ratingen af Nykredits obligationsprogrammer.

Baggrunden for dialogen har været Moody's ændrede syn på realkreditudlån, der refinansieres en eller flere gange i lånets løbetid, samt Moody's revurdering af Nykredit Realkredits langfristede udstederrating.

Moody's har i dag bekræftet Aaa ratingen af SDO-obligationer udstedt i kapitalcenter E, der er Nykredits primære kapitalcenter for nye udlån (alle typer af realkreditudlån eksklusive erhvervsudlån med relativt høje belåningsprocenter). Kapitalcenter E vil på sigt primært bestå af realkreditudlån, der ikke skal refinansieres.

Nykredit ser Aaa ratingen som en anerkendelse af de tiltag, der blev udmeldt i selskabsmeddelelsen den 21. juni 2011. Tiltag, der i de kommende kvartaler vil omfatte oprettelse af et nyt kapitalcenter til rentetilpasningslån, tolagsbelåning og en justering af bidragssatserne.

Moody's har samtidig nedjusteret ratingen af realkreditobligationer udstedt i kapitalcenter D fra Aaa til Aa1. Kapitalcenter D anvendes blandt andet til ældre erhvervslån, herunder især ældre erhvervsudlån med indbygget refinansiering (rentetilpasningslån, Cibor-lån mv.).

Moody's har samtidig bekræftet Nykredits og Totalkredits øvrige obligationsratings.

- Vi noterer os med tilfredshed, at Moody's har taget positivt imod vores tiltag omkring den fremtidige strukturering af realkreditudlånet. Vores Aaa rating af de ca. 600 mia. kr. i kapitalcenter E fastholdes dermed, siger koncerndirektør Søren Holm.

- Vi har valgt at acceptere en nedjustering af ratingen af kapitalcenter D (især æl-dre erhvervsudlån med refinansiering) fra Aaa til Aa1. Det valg skal ses i lyset af Moody's meget høje kapitalkrav til en Aaa rating af lån med refinansiering, tilføjer koncerndirektør Søren Holm.

- Samlet set har vi fundet en god løsning, der sikrer et lavt risikoniveau i realkreditvirksomheden og giver de mindst mulige konsekvenser for vores investorer. Nykredits kapitalomkostninger vil som forventet stige som følge af de øgede krav fra Moody's, siger koncerndirektør Søren Holm.

Ratingen af Nykredits kommende kapitalcenter for rentetilpasningsobligationer vil blive drøftet med ratingbureauerne inden for de nærmeste 1-2 måneder.

For nærmere detaljer henvises til Nykredits investorside nykredit.com/ir.

Kontakt
Koncerndirektør Søren Holm på tlf. 44 55 10 10 eller Kommunikationsafdelingen på tlf. 44 55 14 68


Attachments