Nordic Tankers A/S - Halvårsrapport 2011


Selskabsmeddelelse nr. 16/2011

Udsendt via NASDAQ OMX d. 23. august 2011

 

 

Resumé af halvårsrapport 2011

 

I 2. kvartal 2011 steg Nordic Tankers' omsætning på time-charter basis (TCE), og selskabet opnåede således et bedre resultat end i 1. kvartal 2011 samt et højere EBITDA i 1. halvår 2011 i forhold til samme periode i 2010. EBITDA udgjorde USD 4,8 millioner i 2. kvartal 2011, i forhold til USD 1,5 millioner i 1. kvartal 2011, og der var en positiv pengestrøm på USD 4,3 millioner set i forhold til en negativ pengestrøm i 1. kvartal 2011 på USD -6,1 millioner.

 

Resultat 1. halvår 2011

I 1. halvår 2011 steg omsætningen på TCE basis i Nordic Tankers med USD 20,4 millioner i forhold til 1. halvår 2010 til USD 51,2 millioner (USD 30,8 millioner). EBITDA udgjorde USD 6,3 millioner i 1. halvår 2011 (USD 1,9 millioner), og resultat før skat blev et underskud på USD 5,9 millioner (USD -12,0 millioner). Nettoresultatet inkluderer et ikke-realiseret valutakurstab på USD 3,5 millioner samt en opskrivning på USD 5,2 millioner, som blev foretaget i 1. kvartal 2011, og som vedrører købet af de resterende skibe fra Zacchello Group.

 

Den stigende bruttoomsætning i 1. kvartal fortsatte i 2. kvartal for både kemikalie- og produkttankskibssegmentet, og bunkerpriserne faldt lidt i forhold til det høje niveau i 1. kvartal. April og maj var begge relativt gode måneder, hvorimod markedet bremsede noget op i juni måned, hvilket typisk sker i sommerperioden. Resultaterne for 1. halvår 2011 er utilfredsstillende, men er dog bedre end i 1. halvår 2010 og i tråd med forventningerne. Balancen mellem udbud og efterspørgsel forventes gradvist at blive forbedret i 2. halvår 2011, og ledelsen forventer, at dette vil påvirke fragtraterne positivt, selvom den nuværende globale økonomiske uro kan forsinke denne udvikling.

 

Pengestrømmen var USD -1,8 millioner i 1. halvår 2011, hvilket primært kan henføres til rentebetalinger og afdrag på gæld samt en stigende arbejdskapital. Det tilsvarende tal for 1. halvår 2010 var en positiv pengestrøm på USD 25,5 millioner, primært som følge af likviditet genereret fra transaktionen med Clipper i januar 2010 og fortegningsemissionen i maj 2010. Nettopengestrømmen udgjorde USD -6,1 millioner i 1. kvartal 2011, men de stigende fragtrater og en forbedring i arbejdskapitalen medførte en positiv nettopengestrøm på USD 4,3 millioner i 2. kvartal 2011. Således fastholdes forventningerne om en pengestrøm for 2011 på mellem USD 0 og USD -10 millioner.

 

Forventninger til 2011

Nordic Tankers fastholder sine forventninger til 2011 om en omsætning på TCE basis på USD 95-105 millioner, EBITDA på USD 10-20 millioner og et underskud før skat, op- og nedskrivninger samt valutakursreguleringer på USD 15-25 millioner.

 

Andre begivenheder

Nordic Tankers styrkede yderligere samarbejdet med Womar Holdings Pte. Ltd. i Singapore, ved etableringen af et joint venture selskab ‘Nordic Womar Pte. Ltd.’. Dette joint venture selskab driver to pools med omkring 30 coatede kemikalietankskibe i segmentet 10.000-25.000 dwt, og påbegyndte sine aktiviteter den 1. marts 2011.

 

Nordic Tankers erhvervede også det fulde ejerskab af 5 handysize produkttankskibe tidligere ejet i fællesskab med Zacchello Group, samt de resterende andele i 4 kemikalietankskibe i rustfrit stål, som blev overtaget i transaktionen med Clipper Group i 2010. Ved gennemførelsen af disse transaktioner har Nordic Tankers overtaget de resterende minoritetsinteresser i alle Rederiets skibe, og Nordic Tankers ejer nu 15 skibe 100%. Begge transaktioner er en positiv udvikling og i overensstemmelse med Nordic Tankers’ vækststrategi.

 

I 1. kvartal 2011 gennemførte Nordic Tankers den kapitalnedsættelse, som generalforsamlingen den 5. november 2010 havde bemyndiget, fra en samlet aktiekapital på nominelt DKK 377.648.880 til nominelt DKK 37.764.888, og i 2. kvartal 2011 etablerede Nordic Tankers et nyt warrantprogram for Rederiets ledelse og medarbejdere i henhold bemyndigelsen, der blev givet på generalforsamlingen den 29. april 2011. Der blev udstedt 1.245.000 warrants, hvoraf 550.000 warrants blev tildelt Ledelsen.

 

“Der har været en positiv tendens fra måned til måned i 1. halvår 2011, og vores EBITDA afspejler en pæn forbedring både i forhold til samme periode sidste år, og når man sammenligner 2. kvartal 2011 med 1. kvartal 2011, til trods for at fragtmarkederne fortsatte på meget lavt niveau. Vi forbliver fokuseret på en nøje eksekvering af vores vækststrategi med henblik på at udnytte den forventede markedsbedring, også selvom de nuværende økonomiske udfordringer verden over måske vil forsinke eller svække en sådan bedring,” udtaler CEO Tommy Thomsen. 

 

 

 

For den fulde ordlyd af halvårsrapport 2011 henvises til vedhæftede.

 

 

Kontaktpersoner:

Administrerende direktør Tommy Thomsen                            (+45) 39 10 90 02

Finansdirektør Christian Hassel                                             (+45) 39 10 90 10

 


Attachments