Forhøjelse af aktiekapitalen ved kontant rettet emission


 

Bestyrelsen for BioPorto A/S har dags dato besluttet at gennemføre en kontant rettet emission.

 

Kapitalforhøjelsen sker ved bestyrelsens udnyttelse af bemyndigelsen i selskabets vedtægter § 16, hvorefter bestyrelsen indtil 31. marts 2014 er bemyndiget til, over en eller flere gange, at forhøje aktiekapitalen ved tegning af nye aktier med indtil nominelt DKK 100.000.000.

 

Kapitalforhøjelsen gennemføres i form af en rettet emission til et begrænset antal aktionærer uden fortegningsret for selskabets hidtidige aktionærer. Aktieudbuddet er på 2.700.000 stk. nye aktier á DKK 3 svarende til nominelt DKK 8.100.000, der rettes mod tegning af to pensionskasser og et fåtal større private investorer.

 

De nye aktier svarer til 6,36 % af BioPortos registrerede aktiekapital før kapitalforhøjelsen, og aktieemissionen er undtaget fra prospektpligt.

 

For de nytegnede aktier gælder samme rettigheder som for de eksisterende aktier, hvorved særligt bemærkes, at de nye aktier er negotiable og frit omsættelige. Tegningskursen er 166,67, svarende til DKK 5,00 pr. aktie af nominelt DKK 3,00. Kursen overstiger aktiens vægtede gennemsnitskurs over de seneste 10 børsdage.

 

Selskabet har modtaget bindende tilsagn om tegning af mere end det fulde forhøjelsesbeløb. Kapitaludvidelsen registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen så snart forhøjelsesbeløbet er indbetalt. 

 

Selskabet vil foranledige, at de nye aktier optages til handel på NASDAQ OMX Copenhagen, hvilket forventes at ske den 21. september 2011.

 

Provenu og anvendelse af provenu

 

Det samlede provenu fra emissionen vil udgøre DKK 13,5 million, hvoraf der skal fradrages transaktionsomkostninger, der er budgetteret til DKK 0,75 million.

 

Provenuet fra emissionen skal anvendes til at gennemføre et supplerende klinisk valideringsstudie, for at få The NGAL Test™ registreret hos lægemiddelstyrelsen i USA. Endvidere planlægges en udvidelse af markedsføringsindsatsen med særligt henblik på at vejlede og hjælpe hospitalslaboratorierne og lægerne i implementeringsfasen og dermed øge markedspenetration i øvrige markeder. Tilførsel af kapital vil samtidig minimere finansielle risici og øge fleksibiliteten i forbindelse med forhandling af aftaler med større diagnostiske selskaber om salg af The NGAL Test™ og indgåelse af yderligere licensaftaler om selskabets NGAL IP. Det forventes uændret at BioPorto’s fremtidige finansiering sikres gennem stigende salgsindtægter, primært fra salg af The NGAL Test™.

         For yderligere information kontakt:
         Frank Harder, CFO
         Thea Olesen, CEO
         Telefon 45 29 00 00, mail investor@bioporto.com