DiBa Bank A/S reducerer antallet af medarbejdere og sammenlægger to filialer


DiBa Bank A/S reducerer antallet af medarbejdere og sammenlægger to filialer

Den forværrede samfundsøkonomiske situation og den deraf afledte tilbageholdenhed hos både forbrugere og virksomheder samt en meget lav aktivitet på blandt andet boligmarkedet har medført et lavere aktivitetsniveau i DiBa Bank.

Som følge heraf – og fordi der ikke umiddelbart er udsigt til nogen konjunkturmæssig bedring – tilpasser banken sine ressourcer med henblik på at opnå besparelser.

Antallet af medarbejdere reduceres med 14, og samtidig er det besluttet at sammenlægge filialen i Sct. Jørgens Park i Næstved med filialen på Axeltorv i bankens hovedkontor. Kunder og medarbejdere fra filialen i Sct. Jørgens Park tilknyttes Axeltorv afdeling pr. 30. januar 2012.

Løn mv. til opsagte medarbejdere ventes at påvirke driftsresultatet i 2011 med 7-9 mio. kr. Forventningerne til årets samlede basisindtjening fastholdes i niveauet 40-50 mio. kr.

Besparelserne ved reduktionen af medarbejdere og filialsammenlægningen ventes at påvirke driftsresultatet positivt i løbet af 2012. Fremadrettet vil besparelserne årligt forbedre driftsresultatet med ca. 10 mio. kr.

Yderligere oplysninger: Adm. direktør Petter Blondeau, tlf. 5575 4000.

 

 


Attachments