vestjyskBANK øger nedskrivningerne


Finanstilsynet,
NASDAQ OMX Copenhagen,
London Stock Exchange,
Oslo Børs

20. december 2011

vestjyskBANK øger nedskrivningerne

Med udgangspunkt i den stigende samfundsøkonomiske og markedsmæssige usikkerhed meddelte banken i forbindelse med offentliggørelse af kvartalsrapporten for de første tre kvartaler af 2011, at årets nedskrivninger på udlån og garantier forventedes at ville udgøre i niveauet 400 mio. kr., hvoraf 150 mio. kr. forventedes at blive foretaget i fjerde kvartal.

Der er nu konstateret et behov for yderligere nedskrivninger i niveauet 550 mio. kr., hvoraf godt 384 mio. kr. vedrører landbruget.

I fjerde kvartal 2011 har Finanstilsynet udført en funktionsundersøgelse af kreditområdet i vestjyskBANK. Undersøgelsen har omfattet kreditpolitik, forretningsgange samt kreditstyring/- organisation.

Finanstilsynet konkluderer, at vestjyskBANK har en god basisindtjening.

Nedskrivninger vedrører primært landbruget
Finanstilsynet har gennemgået i alt 149 af bankens største engagementer, i alt svarende til ca. 35 pct. af bankens samlede udlån og kreditter. Gennemgangen har ført til, at banken har modtaget påbud om at foretage mer-nedskrivninger pr. 30. september 2011 på 481,3 mio. kr. på de gennemgåede engagementer. Heraf udgør landbrugsengagementer 309,3 mio. kr., 128,2 mio. kr. på de største ejendomsengagementer og øvrige engagementer 43,8 mio. kr. Herudover forventer banken at foretage yderligere nedskrivninger på 75 mio. kr. på øvrige landbrugsengagementer. Det kan oplyses, at der på engagementer med mælke- og svineproducenter herefter er en akkumuleret nedskrivningsprocent på godt 15.

Ved Finanstilsynets gennemgang er der anvendt en mere kritisk tilgang til primært landbrugsengagementer, der vurderes at have objektiv indikation på værdiforringelse, end banken hidtil har benyttet. Hertil kommer en mere forsigtig værdiansættelse af sikkerheder og jordpriser.

Tilsynets redegørelse sammenfatter, at banken har et godt kendskab til og tæt opfølgning af engagementerne, men konstaterer objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) sent.

Derudover har Finanstilsynet påpeget visse forhold af mere teknisk karakter og givet banken påbud om at tilpasse praksis, hvilket banken tager til efterretning.

Landbrug vigtigt for vestjyskBANK
Landbrug er og har historisk altid været en vigtig del af vestjyskBANKs kerneforretning og et forretningsområde, som banken har stor ekspertise i. Der er ingen tvivl om, at landbruget generelt set er under pres, og at regnskaberne for de første ni måneder af 2011 rummer skuffende resultater, hvor der i foråret var regnet med en mere positiv udvikling i andet halvår af 2011. Dansk landbrug skal igennem en konsolideringsperiode med færre landbrug til følge. Bankens opgave vil være at medvirke til at finansiere de landbrug, der langsigtet er økonomisk bæredygtige.

Solvens
Inden Finanstilsynets gennemgang var solvensbehovet opgjort til 10,5 pct. Bankens aktuelle solvensbehov pr. 30. september 2011 efter mer-nedskrivninger er opgjort til 10,6 pct. (efter kreditreservationsmetoden). Banken solvens er på 12,7 pct., og den solvensmæssige overdækning er herefter på 2,1 pct.

Likviditet
vestjyskBANKs igangsatte aktiviteter med at nedbringe udlån og øge indlån, der skal sikre den nødvendige funding og likviditet i 2012 og 2013, følger til fulde den fastlagte plan.

Banken vil løbende holde Finanstilsynet underrettet om de langsigtede likviditetsplaner, især vedr. planerne for indfrielse af statsgarantierne i 2013. Bankens likviditetsprocent er pr. 16. december 2011 opgjort til 102 pct.

Tilsynsdiamanten
vestjyskBANK ligger fortsat inden for grænseværdierne for alle de fem pejlemærker, som Finanstilsynets Tilsynsdiamant fastlægger.

Opdatering af regnskabsforhold vedr. 2011
Forventningerne til årets basisresultat på minimum 500 mio. kr. før nedskrivninger og ekstraordinære bidrag til Garantifonden for Indskydere og Investorer fastholdes. Også forventningen om en omkostningsprocent på 55 fastholdes, idet banken fortsætter det målrettede arbejde med at sikre indtægtsgrundlaget og øge effektiviteten af ressourceanvendelsen.

Forventningerne til regnskabsårets samlede nedskrivninger justeres fra i niveauet 400 mio. kr. til i niveauet 950 mio. kr. Resultatforventningerne reduceres tilsvarende med 550 mio. kr. for 2011.

Banken offentliggør årsrapport for 2011 den 22. februar 2012.

 

vestjyskBANK

Frank Kristensen          
bankdirektør                 

fk@vestjyskbank.dk


Vestjysk Bank A/S
Torvet 4-5
7620 Lemvig
Telefon 96 63 20 00

CVR-nr. 34 63 13 28
www.vestjyskbank.dk

 


Attachments