Schaumann Properties A/S sælger to Berlin-ejendomme


NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Nikolaj Plads 6

1007 København K

 

København, den 30. december 2011

  

Schaumann Properties A/S’ fondsbørsmeddelelse nr. 15 / 2011

Schaumann Properties A/S sælger to Berlin-ejendomme

Selskabet fortsætter sin lagte strategi med at nedbringe balancen og med i samarbejde med selskabets banker at begrænse disses tab mest muligt.

Selskabet har solgt to af sine ejendomme i Berlin, dels et hotel udlejet til Scandic, dels et fitness/wellness-center udlejet til Holmes Place. De to ejendomme, som er nyopførte, omfatter i alt ca. 34.000 etagekvadratmeter på Berlins mest centrale og prominente beliggenhed, Potsdamer Platz.

Salget indebærer sammen med salget af et par mindre ejendomme en balancereduktion på over kr. 800 mio., og indebærer samtidig, at koncernen tilbagebetaler den tilsvarende bankgæld. Dermed har koncernen siden starten på selskabets krise i efteråret 2009 nedbragt bankgæld for mere end kr. 1,9 mia. Hertil kommer, at bankgælden i associerede virksomheder i samme periode er reduceret med yderligere kr. én mia.

Mere end kr. 1,4 mia. af gældsnedbringelsen kan henføres til færdiggørelsen af projekter, som ved krisens start kun var delvist færdige, og som i tilfælde af koncernens sammenbrud i perioden uvægerligt ville have påført bankerne og dermed indirekte samfundet yderligere tab i milliardklassen. At disse unødige tab er undgået, kan alene tilskrives et tæt og positivt samarbejde med koncernens banker, der gennem tålmodighed og forståelse for den vanskelige situation har sikret selskabets overlevelse.

Hertil kommer, at der i 1. kvartal 2012 afleveres færdigt byggeri for yderligere kr. 230 mio. med en tilsvarende reduktion af bankgælden til følge.

Sideløbende med arbejdet med færdiggørelsen af byggerier og salg af øvrige ejendomme er der udfoldet bestræbelser på at få gennemført en rekonstruktion og rekapitalisering af selskabet i forståelse med banker og øvrige kreditorer.

Selskabet udarbejdede tilbage i slutningen af 2010 et oplæg til en rekonstruktion, som skulle bane vejen for en rekapitalisering og dermed sikre selskabets overlevelse. Oplægget opnåede bred tilslutning blandt selskabets banker, idet det i realiteten kun var FS Finans A/S, der som den eneste modsatte sig gennemførelsen af den foreslåede løsning.

Der har siden været ført langvarige forhandlinger med FS Finans A/S, som imidlertid ikke har ført til noget resultat, idet FS Finans A/S fortsat ikke ønsker at tiltræde aftalen. Der er desuagtet fortsat fra investorside interesse for at medvirke til en rekapitalisering af selskabet, hvorfor der nu arbejdes på et nyt og alternativt forslag, som det er forhåbningen, at også FS Finans A/S kan tilslutte sig.

Det er afgørende for selskabets overlevelse, at enighed i bankkredsen om en rekonstruktionsløsning kan opnås, idet der i modsat fald er stor risiko for, at selskabet går konkurs med deraf følgende tab af arbejdspladser og forøgelse af tab i selskabets banker.

Selskabets likviditet er fortsat overordentlig stram, og dækker således kun de løbende driftsudgifter, som ikke dækkes af de pantsatte ejendomme.

Selskabets underskud for året forventes forøget med yderligere ca. kr. 100 mio. som følge af salget af ejendommene i Berlin. Koncernens i forvejen negative egenkapital vil som følge af salget tilsvarende forringes med ca. kr. 100 mio.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til direktør Jens Schaumann.

Med venlig hilsen

 bestyrelsen


Attachments