Vestfyns Bank A/S' Årsrapport 2011


Acceptabelt årsresultat, der er påvirket af betalinger for nødstedte banker og lavere likviditetsafkast

Vestfyns Bank er kommet positivt igennem 2011 og med styrkede nøgletal på de centrale områder, god likviditet og stærke kapitalforhold. Vi er derfor forsat en sund og robust bank, der er parat til at møde kundernes behov – både nu og når økonomien igen giver væksttegn.

Vestfyns Bank har i 2011 realiseret et resultat på 5,5 mio. kr. før skat og 4,2 mio. kr. efter skat. En reduktion i forhold til 2010 på 0,7 mio. kr. efter skat, og som svarer til forventningerne ved halvåret. Banken har indfriet 150 mio. kr. obligationslån med statsgaranti, og er dermed frigjort af Statens hjælp i Bankpakkerne I og II.

Vi vurderer årets resultat som acceptabelt under indtryk af de aktuelle konjunkturforhold og betalingen til nødstedte banker. Udviklingen i vores basisindtjening er tilfredsstillende og bankens markedsandele er stigende. Banken genoptog sidste år udbyttebetalingen til vores aktionærer og denne politik vil vi gerne fortsætte for 2011. Bestyrelsen vil derfor indstille til generalforsamlingen, at der udbetales udbytte på samme niveau som sidste år med 5 % af aktiekapitalen, svarende til 5 kr. pr. aktie.

  • Resultatet er påvirket af et fald i likviditetsafkastet i form lavere kursreguleringerne på 6,3 mio. kr., en positiv reduktion af nedskrivningerne med 4,0 mio.kr og af betalingen til nødstedte banker via Indskydergarantifonden på 3,3 mio. kr.
     
  • Basisindtjeningen før betalingen til nødstedte banker er faldet med 0,7 mio. kr. til 24,0 mio. kr., der dækker over en forbedret nettorente- og gebyrindtjening på knap 1,4 mio. kr. og øget lønsumsafgift og engangsomkostninger på 2,0 mio. kr.
     
  • Årets nedskrivninger er opgjort til 16,9 mio. kr. mod 20,9 mio. kr. i 2010, hvoraf nedskrivninger på garantien overfor Finansiel Stabilitet udgjorde 3,7 mio. kr. Bankens nedskrivninger på kunder er reduceret marginalt.
     
  • Kursreguleringerne er positive med 1,6 mio. kr. mod 7,9 mio. kr. forrige år og skyldes primært det lave renteniveau og negative aktiemarked.
     
  • Udlånet er faldet med knap 1 % til 1.225 mio. kr. mod markedets reduktion på 8 % og indlånet er faldet med godt 2 % til 1.411 mio. kr., der svarer til markedsudviklingen. Balancen er reduceret med 11 % til 1.817 mio. kr. ultimo 2011, der primært kan henføres til bankens indfrielse af statsgaranterede obligationslån på 150 mio. kr.
     
  • Banken solvens er i årets løb øget med 0,3 % point til 19,2 % - den højeste i de seneste mange år - mod et opgjort solvensbehov på 10,8 % efter Finanstilsynets netop reviderede vejledning herom. Den solvensmæssige overdækning udgør således 8,4 % point eller 122 mio. kr. Kernekapitalen udgør 17,3 % inkl. den hybride kernekapital på 50,0 mio. kr. Udlånsprocenten er beregnet til 91 % af indlånet, der dermed finansierer alle bankens udlån, og likviditeten er meget tilfredsstillende med en overdækning på 201 % efter indfrielsen af det statsgaranterede obligationslån på 150 mio. kr.
     
  • Banken har i 2011 oplevet en fortsat tilfredsstillende vækst i kundebestanden, der er øget med 250 nye kunder netto til 16.550 kunder, heraf godt 1.300 erhvervskunder, og selvom vi havde budgetteret med en lidt større vækst, glæder vi os over vores stigende markedsandele og bankens robuste nøgletal, hvor der fortsat er plads til vækst ”på alle hylder”.

Forventninger
Med baggrund i forventningerne i udviklingen i økonomierne, forventer vi i Vestfyns Bank, at kunne fastholde væksten i vores markedsandele med en svagt øget volumenudvikling og basisindtjening. Vi budgetterer med relativt lave likviditetsafkast og et fortsat højt, om end lidt faldende niveau i forhold til 2011, på vores nedskrivninger af udlån og garantier.

Vestfyns Bank forventer herefter et resultatniveau i 2012, der er svagt højere end resultatet for 2011 og med en øget egenkapitalforrentning. Med baggrund i usikkerheden i den generelle økonomiske udvikling er der fortsat stor usikkerhed om forudsigelsen af bankens resultat.

Med venlig hilsen

Vestfyns Bank A/S
Arne Jakobsen
Bankdirektør
Tlf. 6371 5090

 


Attachments