Investeringsforeningen Nordea Invests årsrapport 2011


Bestyrelsen for Investeringsforeningen Nordea Invest har på sit møde den 24. februar 2012 godkendt foreningens årsrapport for 2011 og indstiller den til behandling på generalforsamlingen den 28. marts 2012.

Udviklingen i foreningen

Foreningens samlede resultat blev minus 770,6 mio. kr. Den forvaltede formue faldt fra 71,6 mia. kr. primo året til 66,0 mia. kr. ved udgangen af 2011, væsentligst som følge af faldende aktiekurser.

Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at der udbetales 2,05 mia. kr. i udbytte.

Stigende global usikkerhed i 2011

Ved indgangen til 2011 befandt den globale økonomi sig i et opsving, dog med store forskelle i væksten mellem de enkelte lande og regioner. Gennem 2011 blev opsvinget udfordret blandt andet som følge af statsgældskrisen i Europa, politisk uenighed i USA omkring landets budgetmæssige udfordringer, begivenhederne i Japan som følge af jordskælvet og tsunamien samt den folkelige opstand i en række lande i Mellemøsten. Denne usikkerhed medførte specielt i 2. halvår 2011 kraftig volatilitet på de finansielle markeder og resulterede i et samlet fald på de globale aktiemarkeder i 2011.

Udviklingen i aktieafdelingerne

Nordea Invests aktieafdelinger blev påvirket af den stigende usikkerhed i specielt 2. halvår 2011, som resulterede i kursfald på stort set alle globale aktiemarkeder. Nordea Invest HealthCare klarede sig bedst under de vanskelige markedsbetingelser og steg 11,2 pct. I den anden ende af spektret lå Nordea Invest Indien med et fald på 36,9 pct. Afdelingen blev blandt andet påvirket negativt af høj inflation og store offentlige underskud. Nordea Invest Stabile Aktier, der er den største aktieafdeling i Nordea Invest, gav et afkast på 8,9 pct. Gennem året levede afdelingen op til sin målsætning om at udvise en mere stabil kursudvikling end markedet generelt, både i op- og nedgangsperioder.

Udviklingen i obligationsafdelingerne

Nordea Invests obligationsafdelinger gav høje afkast i 2011, da investorerne i vid udstrækning flyttede deres midler til de mere stabile økonomier i Nordeuropa, herunder Danmark. Nordea Invests afdelinger med danske obligationer gav afkast på mellem 3,5 pct. og 9,6 pct. Nordea Invest HøjrenteLande blev påvirket af en positiv udvikling i emerging markets-landene og steg 6,5 pct. Afdelingerne med virksomhedsobligationer blev derimod påvirket negativt af den stigende usikkerhed og gav afkast på 2,3 og 3,1 pct.

Årsrapporten for 2011 er tilgængelig på www.nordeainvest.dk

Årsrapporten for 2011 kan fra den 24. februar 2012 bestilles hos Nordea Invest eller downloades på www.nordeainvest.dk.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til administrerende direktør Malene Ehrenskjöld på telefon 33 36 06 00.
 

Med venlig hilsen

Nordea Invest

 

Lars Eskesen                                                             Malene Ehrenskjöld
Bestyrelsesformand                                                  Adm. direktør