Årsrapport 2011


HOVEDBEGIVENHEDER I 2011

Topsils samlede nettoomsætning i 2011 udgjorde 367,4 mio. kr., svarende til et omsætningsfald på 19,5% i forhold til 2010. Omsætningen er på niveau med de seneste udmeldte forventninger.

Resultat af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) blev realiseret med 35,1 mio.kr. i 2011 mod 102,0 mio. kr. året før, svarende til en EBITDA-margin på 9,6% mod 22,3% i 2010. Realiseret EBITDA ligger på niveau med den senest udmeldte forventning.

Resultat af primær drift (EBIT) blev 6,0 mio. kr. i 2011 mod 89,0 mio. kr. i 2010, svarende til en EBIT-margin på 1,6% mod 19,5% året før.

Resultat før skat i 2011 udgjorde (3,3) mio. kr., hvilket var et fald på 85,1 mio. kr. i forhold til 2010. Efter skat blev årets resultat (6,8) mio. kr. mod et overskud på 63,0 mio. kr. i 2010.

Nedgangen i omsætningen skyldtes primært en uventet, markedsdreven tilbagegang på NTD-området medio 2011, særligt markant inden for transportområdet, hvor Topsil har en høj markedsandel, samt et stadigt mere konkurrencepræget marked. Samtidig tog introduktion af et nyt forbedret produkt til mellemspændingsområdet længere tid end planlagt på grund af længerevarende kvalifikationsforløb hos kunderne end oprindeligt forventet.

Produktionen var i andet halvår præget af svingende kvalitet på råvarer til NTD-produktion fra den ene af selskabets to leverandører, hvilket medførte lavere udnyttelsesgrad og længere produktionsforløb. Topsil indgik aftale med leverandøren ved årets udgang, som fremadrettet adresserer problemet, teknisk og kommercielt.

Topsil fokuserede fortsat på udvikling af nye produkter, og arbejdet med fremstilling af næste generation FZ-silicium med større diametre end hidtil pågik hen over året.

Topsil underskrev i begyndelsen af året købsaftale om byggegrund til opførelse af ny siliciumfabrik i den nyudstykkede Copenhagen Cleantech Park i Frederikssund Kommune. Hovedparten af fabrikken blev opført i løbet af 2011 i henhold til planen, som indebærer en samlet investering på godt 200 mio. kr. Heraf er mere end 50% afholdt i 2011 og foregående år.

 For at tilpasse omkostningsniveauet gennemførte Topsil en række besparelser, herunder personalereduktioner, med ca. 10% af medarbejderne i koncernen. Den fulde effekt af besparelsesprogrammet kommer først i 2012.

Efter årets udløb er købt yderligere 25% af aktiekapitalen i ejendomsselskabet Cemat´70 S.A. og koncernens ejerandel er nu oppe på 78%. Købet af aktierne sikrer, at Topsil nu har fuld handleret og kan sælge ejendommen delvist eller som et hele.

Ved udgangen af oktober fratrådte administrerende direktør Keld Lindegaard Andersen og blev 1. januar 2012 efterfulgt af Kalle Hvidt Nielsen.

Til trods for udviklingen i året er koncernens likviditet og beredskab tilstrækkeligt til at gennemføre det planlagte investeringsprogram.

Årets resultat blev som forventet væsentligt ringere end året før og betegnes af ledelsen som utilfredsstillende.

 

FORVENTNINGER TIL 2012

2012 bliver et år præget af, at Topsil påbegynder overflytning af produktionen i Frederikssund til ny fabrik. Samtidig bliver det et år, hvor markedet først så småt forventes at udvikle sig positivt i løbet af andet halvår.

For 2012 forventer Topsil et fald i omsætningen på i niveauet 5-10% i forhold til 2011. Forventningen bygger på en forudsætning om et fald på omkring 25% i første halvår, efterfulgt af en mindre vækst i andet halvår.

Resultatet af primær drift (EBITDA) forventes at udgøre i niveauet 40-50 mio. kr. mod 35 mio. kr. i 2011. De implementerede omkostningsbesparelser får helårseffekt i 2012, svagt modvirket af omkostninger til dobbelt drift på to lokationer i Danmark.

Forventningerne er baseret på en dollarkurs på DKK 550/USD 100 og en zlotykurs på DKK 190/PLN 100.

 

 

Bemærk at årsrapporten for 2011 udelukkende forefindes i elektronisk form (pdf).

         Henvendelser til denne meddelelse kan rettes til
         Christina Fris Bjørling, communications, tlf. +45 2152 1011


Attachments