Nye incitamentsordninger i Lundbeck-koncernen


Bestyrelsen for H. Lundbeck A/S har, i overensstemmelse med bemyndigelsen i vedtægternes pkt. 4.4, besluttet at udstede tegningsoptioner ("warrants") for indtil i alt nominelt DKK 8.750.000 svarende til 1.750.000 aktier à DKK 5. Hvis principperne for fastlæggelse af udnyttelseskursen imidlertid betyder, at værdien af en udstedt tegningsoption er lavere end værdien af en tegningsoption beregnet pr. den 21. marts 2012, der giver ret til at tegne en aktie til markedskursen pr. 21. marts 2012, kan dette resultere i udstedelse af et større antal tegningsoptioner, dog ikke større end den samlede resterende bemyndigelse til bestyrelsen i vedtægternes pkt. 4.4, dvs. i alt maksimalt nominelt DKK 8.750.000 tegningsoptioner svarende til 1.750.000 aktier à DKK 5.

Direktionen
Der vil blive tilbudt et enkeltstående tegningsoptionsprogram til direktionsmedlemmerne i H. Lundbeck A/S. Hvis direktionen deltager i dette enkeltstående tegningsoptionsprogram, vil den administrerende direktør få mulighed for at investere DKK 10 mio., og de øvrige direktionsmedlemmer vil få mulighed for at investere DKK 4 mio., i Lundbecks aktier til den gældende markedsværdi i løbet af 2012. Direktionen vil få mulighed for at tegne et antal tegningsoptioner under det enkeltstående tegningsoptionsprogram svarende til 4 tegningsoptioner for hver aktie i H. Lundbeck A/S, som kunne være erhvervet for et beløb på DKK 10 mio. for den administrerende direktør og DKK 4 mio. for de øvrige direktionsmedlemmer til gennemsnitskursen for H. Lundbeck A/S' aktie på NASDAQ OMX Copenhagen A/S, alle handler, på børsdagene i perioden fra 22. marts 2012 til 10. april 2012, begge dage inklusive. 

Hvis den administrerende direktør vælger ikke at investere op til DKK 10 mio. og de øvrige direktionsmedlemmer op til DKK 4 mio. i Lundbeck-aktier til markedsværdien i 2012, vil en forholdsmæssig del af tegningsoptionerne bortfalde.

Retten til at tegne tegningsoptioner i henhold til de gældende vilkår tildeles som udgangspunkt i april måned 2012, idet retten til at tegne tegningsoptioner dog kan tildeles frem til den 31. december 2012.

Én tegningsoption giver ret til at tegne 1 (én) aktie i selskabet à nominelt DKK 5. Tegning af aktier sker til en kurs pr. aktie à nominelt DKK 5 svarende til gennemsnittet af H. Lundbeck A/S aktiens kurs på NASDAQ OMX Copenhagen A/S, alle handler, på børsdagene i perioden 22. marts 2012 - 10. april 2012, begge dage inklusive.

En del af tegningsoptionerne vil blive optjent – og kan udnyttes – efter en periode på henholdsvis 3 år (20%), 4 år (30%) og 5 år (50%), forudsat at ansættelsesforholdet i Lundbeck-koncernen ikke er sagligt opsagt fra selskabets side og aktiebesiddelsen videreføres. Tegningsoptionerne bortfalder, hvis de ikke udnyttes inden den 31. december 2018.

I henhold til den revolverende incitamentsordning for direktionen har bestyrelsen besluttet at tildele de enkelte direktionsmedlemmer et antal betingede aktier i H. Lundbeck A/S. De enkelte direktionsmedlemmer modtager et antal betingede aktier til en værdi svarende til 8 måneders grundløn beregnet på grundlag af gennemsnittet af H. Lundbeck A/S aktiens kurs på NASDAQ OMX Copenhagen A/S, alle handler, på børsdagene i perioden 22. marts 2012 - 10. april 2012, begge dage inklusive. De betingede aktier tildeles på vilkår, der er i overensstemmelse med vederlagsretningslinjerne for direktionen i H. Lundbeck A/S, som er vedtaget på selskabets ordinære generalforsamling den 29. marts 2012.

Alle de betingede aktier vil være til rådighed i 2015, 3 år efter tildelingen, og under forudsætning af, at H. Lundbeck A/S opnår de økonomiske målsætninger for optjening samt under forudsætning af, at ansættelsesforholdet i Lundbeck-koncernen ikke er sagligt opsagt fra selskabets side eller ophævet i perioden fra tildelingstidspunktet i 2012 til og med den 3-årige periode fra tildelingstidspunktet.

Ledende medarbejdere uden for direktionen
Tegningsberettigede er ledende medarbejdere uden for direktionen udnævnt af H. Lundbeck A/S' direktion, som er ansat i H. Lundbeck A/S eller H. Lundbeck A/S' datterselskaber. Nævnte datterselskaber udgør danske og udenlandske selskaber, i hvilke H. Lundbeck A/S direkte eller indirekte ejer minimum 50 % af aktierne.

Direktionen i H. Lundbeck A/S afgør antallet af tegningsoptioner, som hver enkelt tegningsberettigede kan tegne.

Alle tegningsoptioner tegnet af ledende medarbejdere uden for direktionen vil være tilgængelige 3 år efter tildelingen i 2015 og under forudsætning af, at H. Lundbeck A/S opnår de økonomiske målsætninger for optjening samt under forudsætning af de pågældende medarbejderes fortsatte ansættelse i perioden fra tildelingstidspunktet i 2012 til og med den 3-årige periode fra tildelingstidspunktet.

Retten til at tegne tegningsoptioner i henhold til de gældende vilkår tildeles som udgangspunkt i april måned 2012, idet retten til at tegne tegningsoptioner dog kan tildeles frem til den 31. december 2012.

Én tegningsoption giver ret til at tegne 1 (én) aktie i selskabet à nominelt DKK 5. Tegning af aktier sker til en kurs pr. aktie à nominelt DKK 5 svarende til gennemsnittet af H. Lundbeck A/S aktiens kurs på NASDAQ OMX Copenhagen A/S, alle handler, på børsdagene i perioden 22. marts 2012 - 10. april 2012, begge dage inklusive. Tegningsoptionerne kan udnyttes i visse vinduer i 3-8 år efter tildelingstidspunktet.

Antallet af tildelte tegningsoptioner til ledende medarbejdere uden for direktionen beregnes og fastsættes, når udnyttelseskursen er kendt. Værdien af de tildelte tegningsoptioner er beregnet ved anvendelse af Black & Scholes formel.

For ledende medarbejdere uden for direktionen i amerikanske datterselskaber udstedes Stock Appreciation Rights og Restricted Cash Units på økonomiske vilkår, som i det væsentligste svarer til vilkårene for tegningsoptioner til andre ledende medarbejdere

Alle programmer
Markedsværdien af tegningsoptionerne på tildelingstidspunktet i april 2012 er opgjort til ca. DKK 39,6 mio. i henhold til Black & Scholes formlen baseret på markedsmæssige forudsætninger.

I regnskabet indregnes incitamentsordningerne i resultatopgørelsen til dagsværdi. Direktionens erhvervelse af aktier og tegningsoptioner, med undtagelse af det enkeltstående tegningsoptionsprogram, er betinget af opnåelse af markedsmæssige mål, hvorfor værdien heraf indregnes over resultatopgørelsen over optjeningsperioden (3 år). Værdien af øvrige tildelinger indregnes over resultatopgørelsen på tildelingstidspunktet.

Resultatforventninger
Indholdet af denne meddelelse får ingen indflydelse på Lundbeck-koncernens resultatforventninger til 2012, som blev offentliggjort den 8. februar 2012 i forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for 2011.
 

Lundbeck kontakt

Investorer: Presse:
   
Palle Holm Olesen Mads Kronborg
Chief Specialist, Investor Relations Media Relations Manager
palo@lundbeck.com mavk@lundbeck.com
Tlf. 36 43 24 26 Tlf. 36 43 28 51
   
Magnus Thorstholm Jensen Simon Mehl Augustesen
Investor Relations Officer Media Specialist
matj@lundbeck.com smeh@lundbeck.com
Tlf. 36 43 38 16 Tlf. 36 43 49 80
   

Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUKY) er en international farmaceutisk virksomhed , der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker, der lider af hjernesygdomme. Lundbeck arbejder således med forskning, udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden målrettet lidelser som depression, angst, psykotiske lidelser, epilepsi samt Huntingtons, Alzheimers og Parkinsons sygdomme.

Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København og har i dag ca. 6.000 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende farmaceutiske virksomheder inden for hjernesygdomme. Lundbeck omsatte i 2011 for DKK 16,0 mia. (ca. EUR 2,2 mia. eller USD 3,0 mia.). Yderligere oplysninger fås på www.lundbeck.com.


Attachments