Foreløbig godkendelse fra Europa-Kommissionen til nye individuelle statsgarantier


Finanstilsynet
NASDAQ OMX Copenhagen
London Stock Exchange
Oslo Børs


25. april 2012


Foreløbig godkendelse fra Europa-Kommissionen til nye individuelle statsgarantier

Europa-Kommissionen har i dag, 25. april 2012, truffet foreløbig afgørelse om godkendelse af statsstøtte-elementer indeholdt i vestjyskBANKs kapitalplan offentliggjort i selskabsmeddelelsen af 25. januar 2012, herunder tildelingen af de nye individuelle statsgarantier.

Som det er påkrævet i henhold til EU's regler, er Europa-Kommissionens endelige godkendelse betinget af, at vestjyskBANK udarbejder og får godkendt en såkaldt omstruktureringsplan vedrørende genoprettelse af bankens langsigtede rentabilitet, byrdefordeling vedrørende finansiering samt værn mod konkurrencefordrejning. Banken har iværksat udarbejdelsen af denne plan og vil i samarbejde med den danske stat og Europa-Kommissionen aftale planens nærmere vilkår. Det er vestjyskBANKs vurdering på baggrund af den førte dialog med staten og Europa-Kommissionen, at bankens kapitalplan opfylder kravene til en omstruktureringsplan, dog med den ændring at Europa-Kommissionen forventes at ville fastsætte vilkår om restriktioner i en tidsbegrænset periode på vestjyskBANKs erhvervelse af andre virksomheder.

Uanset Europa-Kommissionens endelige godkendelse ikke foreligger, vil Finansiel Stabilitet kunne tildele de individuelle statsgarantier på baggrund af den foreløbige godkendelse. Banken forventer på den baggrund at kunne forhandle og indgå endeligt tilsagn om tildeling af individuelle statsgarantier med Finansiel Stabilitet inden 30. juni 2012, forudsat at de øvrige elementer af kapitalplanen gennemføres som planlagt.

I overensstemmelse med tidsplanen for bankens kapitalplan indeholdt i selskabsmeddelelsen af 28. februar 2012, forventer Banken at iværksætte en fortegningsemission inden udgangen af april 2012.


 


vestjyskBANK

Frank Kristensen           
administrerende bankdirektør                             


fk@vestjyskbank.dk

Vestjysk Bank A/S
Torvet 4-5
7620 Lemvig
Telefon 96 63 20 00
CVR-nr. 34 63 13 28
www.vestjyskbank.dk


Attachments