BioPortos NGAL cutoff-patent - skriftlig afgørelse i indsigelsessag


BioPortos NGAL cutoff patent EP1831699, der blev udstedt i Europa i november 2010, er som tidligere meddelt foreløbigt afvist efter førsteinstans afgørelse truffet i indsigelsessagen ved de europæiske patentmyndigheder (EPO).

EPO’s afgørelse blev ikke nærmere begrundet under indsigelsessagen, men den begrundede skriftlige afgørelse foreligger nu fra EPO, og kan findes i sin helhed på EPO’s hjemmeside, Epoline. Hovedafgørelsen er at EPO vurderer at der er utilstrækkelig beskrivelse i patentet til at udføre metoden som anført i krav 1. Høiberg, der førte sagen for BioPorto og ligeledes ventes at føre ankesagen er i færd med at gennemgå EPO’s begrundelse for afgørelsen, og BioPorto vil snarest fremkomme med Høibergs vurdering af den foreliggende afgørelse.

BioPorto anker afgørelsen indenfor den af EPO fastsatte frist på 4 måneder, hvilket vil sige senest den 21. september 2012. I henhold til de af BioPorto tidligere fremførte argumenter anses der at være tilstrækkelig beskrivelse i patentet til at udføre metoden som anført i krav 1. Ankesagen forventes behandlet hos EPO i 2014.

Cutoff patenter og – patentansøgninger i øvrige lande berøres ikke af den foreliggende afgørelse, således de udstedte og gyldige patenter i Japan, Indien, New Zealand, Singapore, Hong Kong, Sydafrika, Sydkorea, Australien og Israel samt patentansøgningerne i USA, Canada og Kina. Det samme er gældende for BioPortos øvrige NGAL IP, herunder NGAL traume patentet i Europa.

  

         For yderligere information kontakt:
         Gry Husby Larsen, koncernjurist
         Telefon 45 29 00 00, mail investor@bioporto.com


Attachments