Væsentlig betingelse opfyldt for udnyttelse af option på 37.500 m2 byggeretter på Royal Unibrews bryggerigrund i Århus


Selskabsmeddelelse nr. 30/2012 –  13. juni 2012

 

 

 

 

 

 

 

Væsentlig betingelse for udnyttelse af option på køb af 37.500 m2 byggeretter vedrørende Royal Unibrews bryggerigrund i Århus er nu opfyldt.

 

VIA University College har dags dato meddelt, at Finansudvalget har godkendt aktstykket vedrørende VIA University Colleges projekt på bryggerigrunden i Århus. Udnyttelse af optionen er stadig betinget af deponering af købesummen og tinglysning af de i forbindelse med handlen nødvendige dokumenter. Den betingede udnyttelse sker som en del af den optionsaftale, som blev indgået i marts 2011 (jf. selskabsmeddelelse nr. 1/2011 af 4. marts 2011).

 

Royal Unibrews salg af de 37.500 m2 byggeretter vil i givet fald kunne gennemføres  i tredje kvartal 2012 og forventes at have en netto cash flow effekt efter skat på ca. DKK 110 mio. for Royal Unibrew A/S. Et salg vil i givet fald finde sted til den regnskabsmæssige værdi af byggeretterne, hvorfor overdragelsen ikke vil påvirke selskabets resultat eller egenkapital.

 

A. Enggaard A/S, Entreprenør- og Byggefirma har i forbindelse med den betingede udnyttelse af optionen på køb af 37.500 m2 byggeretter omhandlende VIA University College fået en option på køb af yderligere 5.000 m2 af de resterende byggeretter på lignende betingelser i perioden frem til 31. december 2014.

 

 

Med venlig hilsen

Royal Unibrew A/S

 

 

Henrik Brandt

Adm. direktør

 

 

 

 

Eventuelle spørgsmål bedes rettet til undertegnede på tlf. 56 77 15 13.


Attachments