Jyske Bank accepterer en administrativ bøde på 50.000 kr.


Silkeborg, 2012-07-05 13:41 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --  

   
 
 
 
 
 
 
 
Juridisk Afdeling
Vestergade 8-16
8600 Silkeborg
Telefon 89 89 24 41 (Direkte)
Telefon 89 89 89 89  (Omstilling)
Telefax 89 89 24 35
http://www.jyskebank.dk
 
     
    05.07.2012

 

Jyske Bank accepterer en administrativ bøde på 50.000 kr.

 

Fondsrådet har i dag offentliggjort følgende:

 

”Jyske Bank har den 12. juni 2012 vedtaget et administrativt bødeforelæg på 50.000 kr. for overtrædelser af lov om værdipapirhandel m.v. § 33, stk. 2, jf. § 93, stk. 1, ved i perioden fra 1. april 2009 til 29. september 2009 ikke at have indberettet oplysninger til Finanstilsynet om AII-transaktioner med værdipapirer samt ved i perioden fra november 2007 til 22. juni 2011 ikke at have indberettet oplysninger til Finanstilsynet om transaktioner med værdipapirer til bankens egenbeholdning, hvorved ca. 678.072 transaktioner ikke blev indberettet.

 

Ved vurderingen af forholdenes alvorlighed er der lagt vægt på antallet af transaktioner, at de mangelfulde indberetninger har strakt sig over længere perioder på henholdsvis ca. 6 måneder og ca. 44 måneder, samt på at en stor del af de manglende indberetninger til Finanstilsynet om transaktioner med værdipapirer til bankens egenbeholdning er sket efter, at Jyske Bank ved modtagelse af underretning om politianmeldelse den 8. juni 2010 er blevet gjort opmærksom på indberetningspligten vedrørende AII-transaktioner med værdipapirer uden på den baggrund at have sikret, at bankens procedurer på området fremadrettet var i overensstemmelse med gældende regler. Fondsrådet finder, at der er tale om alvorlige overtrædelser af reglerne.

 

Ved fastsættelsen af bødestørrelsen er der lagt afgørende vægt på anklagemyndighedens praksis på området.”

 

Jyske Bank tager Fondsrådets afgørelse til efterretning, men finder anledning til at bemærke, at man ved læsning af Fondsrådets resumé af sagen kan få den opfattelse, at banken har siddet en politianmeldelse overhørig og fortsat en ulovlig praksis. Det er ikke tilfældet. Der er tale om to forskellige typer af indberetninger. De manglende indberetninger efter den 8. juni 2010, hvor banken modtager politianmeldelsen, er indberetninger om transaktioner med værdipapirer til bankens egenbeholdning, hvorimod politianmeldelsen vedrørte indberetninger om AII-transaktioner.

 

Dertil kommer, at:

 

  • Forholdene er bragt i orden.

 

  • Ingen kunder har lidt tab som følge af de manglende indberetninger.

 

  • Banken har ikke haft nogen gevinst ved ikke at foretage de krævede indberetninger og har i øvrigt ikke nogen interesse i ikke at overholde reglerne på området.

 

  • Bøden vedrører dels 1) oplysninger om AII-transaktioner, dels 2) oplysninger om transaktioner med værdipapirer til bankens egenbeholdning.

 

  1. AII-transaktioner er handler med ikke-børsomsatte futures og optioner, der ikke har en gængs ISIN-kode. Disse handler skal indberettes ved hjælp af en AII-kode (Alternative Instrument Identifier). Jyske Bank var i kontakt med Finanstilsynet om AII-transaktionerne i månederne inden de nye indberetningskrav trådte i kraft den 1. april 2009. Banken meddelte Finanstilsynet, at vi havde problemer med at overholde fristen, idet vi – på trods af henvendelser herom til børser som Eurex og NYSE Euronext samt til vores dataleverandører – havde problemer med at finde frem til de Product Exchange Codes, som skulle anvendes. Banken arbejdede hen over sommeren 2009 med at få lavet et set-up, så indberetningerne kunne foretages, men var først i stand til at foretage indberetningerne i oktober 2009.

 

  1. I sagen om manglende indberetninger af transaktioner med værdipapirer til bankens egenbeholdning har banken haft den opfattelse, at vores indberetning til NASDAQ OMX København af disse handler var tilstrækkelig til at opfylde reglerne, idet OMX herefter foretager indberetning til Finanstilsynet. Imidlertid skulle vi have foretaget indberetninger både til OMX og Finanstilsynet, idet Finanstilsynet så sammenholder de foretagne indberetninger fra såvel OMX som banken.

 

Henvendelser vedrørende Fondsrådets afgørelse kan ske til juridisk direktør Peter Stig Hansen, tlf. 8989 2441.

 

 

Venlig hilsen

 

 

Jyske Bank


Attachments