Den russiske børs godkender afnotering af Baltika Breweries


Den russiske børs, MICEX, har meddelt Baltika Breweries, at selskabets anmodning om afnotering af dets aktier er blevet godkendt. Den sidste handelsdag for Baltika Breweries-aktier på MICEX er 4. oktober 2012. Efter denne dato vil det ikke længere være muligt at handle Baltika Breweries-aktier på børsen.

 

Carlsberg-gruppen fremsatte sit frivillige købstilbud på Baltika Breweries-aktier den 1. juni 2012, og tilbuddet udløber den 9. august 2012. Med det frivillige købstilbud fra Carlsberg-gruppen på 1.550 rubler pr. aktie har Gruppen givet Baltika Breweries' aktionærer muligheden for at sælge deres aktier til en overkurs på 26% i forhold til Baltikas aktiekurs den 19. februar 2012, dagen før offentliggørelsen af intentionen om at fremsætte et frivilligt købstilbud. Den tilbudte kurs er også højere end kursen ved aktietilbagekøbet i 2011, som var 1.407 rubler pr. aktie .

 

Carlsberg-gruppen har fastholdt sit købstilbud på 1.550 rubler pr. aktie siden Gruppens første meddelelse herom den 20. februar 2012. I denne periode er MICEX faldet 10%. Tilbuddet er betinget af, at Carlsberg-gruppen opnår en ejerandel på mindst 95%. Hvis aktionærerne ikke accepterer tilbuddet inden dets udløb den 9. august 2012, og Carlsberg-gruppen ikke opnår en ejerandel på 95%, kan Carlsberg-gruppen trække tilbuddet tilbage, og aktionærerne vil dermed miste muligheden for at sælge deres aktier til den kurs, der er gældende i henhold til det aktuelle frivillige købstilbud, og aktionærerne vil herefter være udsat for udsving på aktiemarkedet. Det skal yderligere bemærkes, at Carlsberg-gruppen samtidig med offentliggørelsen af det frivillige købstilbud på Baltika Breweries-aktier meddelte, at Gruppen har til hensigt at ophøre med at betale udbytte i Baltika Breweries.

  

Kontaktpersoner:
Media Relations: Jens Bekke      +45 3327 1412   
                              Ben Morton        +45 3327 1417
 

 


Attachments