DLH har styrket likviditeten med ca. DKK 100 mio. gennem frasalg af ikke-strategiske aktiver


DLH meddelte i fondsbørsmeddelelse af 8. marts 2012, at koncernen ville søge at afhænde sit amerikanske datterselskab Inter-Continental Hardwoods Inc. (ICH). Der er i dag indgået aftale med den amerikanske kapitalfond American Industrial Partners om en overtagelse af aktiverne i ICH pr. dags dato. DLH vil i fremtiden betjene det amerikanske marked via back to back-salg gennem sin Global Sales-forretning.

Salgssummen er aftalt til DKK 60 mio., og kombineret med reduktionen i arbejds­kapitalen siden 31. marts 2012 betyder det, at DLH har fået frigivet i alt ca. DKK 78 mio. i likviditet fra sin amerikanske hårdttræsforretning siden sidste kvartalsregnskab. 

Dette salg kombineret med afhændelsen af koncernens ejendom i Stockholm i maj måned i år for ca. DKK 20 mio. giver i alt ca. DKK 100 mio. i forbedret likviditet og medfører samtidig næsten en halvering af aktiver bestemt for salg, der pr. 31. marts 2012 udgjorde DKK 211 mio.

Transaktionerne påvirker ikke de udmeldte forventninger af 15. maj 2012 for hele året om en EBIT-margin på omkring nul.

I forbindelse med handlerne afstår DLH bogførte værdier, der medfører et tab på den svenske ejendom på DKK 6 mio. og et tab på DKK 22 mio. på de amerikanske aktiver bogført under ikke-fortsættende aktiviteter.

”Jeg er glad for, at transaktionen med vores amerikanske selskab er lykkedes på relativt kort tid set i lyset af, hvor udfordrende det kan være at sælge virksomheder under de nuværende generelle økonomiske vilkår. Den frigivne likviditet på næsten DKK 100 mio. giver DLH ekstra frihedsgrader til at fokusere på aktiviteterne i Europa og vores Global Sales-forretning. DLH vil samtidig fortsat være til stede i USA med back to back-handel af større partier, bl.a. pladeprodukter”, siger administrerende direktør Kent Arentoft.

         Eventuelle henvendelser vedrørende denne meddelelse kan ske til administrerende direktør Kent Arentoft på telefon nr. 4350 0101.


Attachments