Delårsrapport første halvår (Q2) 2012


København, 2012-08-16 08:00 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --  

Resultater for perioden (urevideret)
(Sammenligningstal for samme periode sidste år er anført i parentes / omsætningsvækst er målt i lokale valutaer)

Nettoomsætning og driftsresultat i andet kvartal blev som forventet og i overensstemmelse med forventningerne til hele året. Det skal bemærkes, at nettoomsætning og indtjening i første halvår 2011 i særlig grad var påvirket af ekstraordinært høj indtjening fra samarbejdspartnere på 184 mio. DKK (60 mio. DKK i første halvår 2012) samt omsætning fra en indlicenseret adrenalinpen, som er ved at blive erstattet af salget af ALKs egenudviklede adrenalinpen, Jext®.

  • Nettoomsætningen i første halvår blev 1.122 mio. DKK (1.258).
  • Vaccinesalget steg 3 %. Salget af AIT-produkter steg 19 %.
  • Væksten var især drevet af en positiv udvikling i salget af henholdsvis SLIT- og AIT-produkter i Frankrig og salget af SCIT- og AIT-produkter i Mellem- og Nordeuropa.
  • Primært driftsresultat (EBITDA) blev 79 mio. DKK (285).
  • Ved udløbet af garantiperioden har ALK tilbageført en hensat forpligtelse og justeret en gældsforpligtelse på i alt 155 mio. DKK, som var indeholdt i de garantier og indeståelser, der blev givet til køberen af ingrediensvirksomheden Chr. Hansen A/S i 2005. Gevinsten præsenteres særskilt i resultatopgørelsen som resultat fra tidligere ophørt virksomhed.
  • Periodens resultat blev 168 mio. DKK (140).
  • Den fri pengestrøm blev -166 mio. DKK (241), og de likvide beholdninger udgjorde 492 mio. DKK.

Fremgangen i ALKs forretningsaktiviteter er fortsat:

  • ALKs japanske samarbejdspartner, Torii, har fremskyndet det kliniske udviklingsprogram for MITIZAX® og igangsat to parallelle fase II/III-studier i Japan i juli, hvilket har udløst en milepælsbetaling til ALK.
  • ALKs samarbejdspartner i Nordamerika, Merck (kendt som MSD uden for USA og Canada), har offentliggjort, at virksomheden vil igangsætte et klinisk fase IIb-studie med tabletten mod husstøvmideallergi (kendt som MITIZAX® i Europa).
  • Merck har endvidere informeret ALK om resultaterne af et nyligt afsluttet sikkerhedsstudie med ragweed AIT. Resultaterne bekræfter Mercks planer om at indsende en registreringsansøgning (New Drug Application) til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i 2013.

Uændrede forventninger til 2012
For regnskabsåret 2012 forventer ALK en vækst i vaccinesalget på 3-5 %, en samlet nettoomsætning på op til 2,4 mia. DKK og et rekordhøjt aktivitetsniveau inden for forskning og udvikling. ALK forventer stadig, at det primære driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) vil overstige 300 mio. DKK. Sammenlignet med første halvår forventes andet halvår 2012 at vise fortsat vækst i vaccinesalget, som vil blive understøttet af et nyt SLIT-produkt og øget salg af adrenalinprodukter samt højere omsætning fra samarbejdspartnere. Kapacitetsomkostningerne for andet halvår forventes at være på niveau med første halvår.

Hørsholm, den 16. august 2012
 

ALK-Abelló A/S
 

Kontaktperson:
Jens Bager, adm. direktør, telefon 4574 7576 
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Martin Barlebo, tlf. 4574 7901, mobil 2064 1143

ALK afholder i dag kl. 14.00 (CET) en telefonkonference for analytikere og investorer, hvor Jens Bager (adm. direktør) og Flemming Pedersen (finansdirektør) gennemgår resultaterne. Deltagere i telefonkonferencen bedes ringe ind senest kl. 13.55 (CET). Danske deltagere skal ringe på tlf. 7014 0453, mens internationale deltagere skal ringe på +44 20 7750 9950. Telefonkonferencen kan også følges live på hjemmesiden www.alk-abello.com/investor, hvor den tilhørende præsentation vil være tilgængelig kort før start.


Attachments