Delårsrapport for perioden 1. januar til 30. juni 2012


Bestyrelsen for Mols-Linien A/S har på sit møde dags dato behandlet og godkendt selskabets delårsrapport for 1. halvår 2012 (perioden 1. januar til 30. juni 2012).

I den forbindelse udsender rederiet sin delårsrapport, som beskriver udviklingen i selskabet, som kan resumeres således:

   Fremgang i hurtigfærgedriften

  • Første halvår 2012 har været karakteriseret ved gennemførelsen af det næste trin i rederiets turnaround-plan. I halvåret er driftssat den nye store katamaranfærge KatExpress 1. Dette vil fremadrettet medføre en betydelig forbedret driftsøkonomi, idet omkostningerne pr. transporteret bilenhed vil blive reduceret markant. Indsætningen af KatExpress 1 skete imidlertid først 9. maj 2012, hvorfor 1. halvår 2012 fortsat resulterer i et negativt resultat, om end betydeligt bedre end 1. halvår 2011. Der er forventning om, at der allerede for 2. halvår 2012 vil være såvel positivt regnskabsmæssigt overskud som positivt cashflow som følge af disse tiltag.
  • Hurtigfærgerne overførte 4,9 % flere personbiler end i 1. halvår 2011.
  • Antal biler pr. afgang steg med 53,7 % fra 66 biler i 1. halvår 2011 til 102 biler i 1. halvår 2012.
  • Antal passagerer steg med 6,0 % i 1. halvår 2012 i forhold til 1. halvår 2011.
  • Trafikudviklingen i 1. halvår 2012 var bedre end forventet.
  • Periodens resultat blev -37,6 MDKK mod -137,3 MDKK i 1. halvår 2011.
  • Selskabets omsætning med hurtigfærgerne blev i 1. halvår 2012 opgjort til 216,5 MDKK mod en omsætning i 1. halvår 2011 på 233,1 MDKK.
  • Rederiets omkostninger udgjorde 247,6 MDKK i 1. halvår 2012 eller 74,9 MDKK mindre end samme periode sidste år, der også indeholdt ekstraordinære afskrivninger på seajetfærgerne på 30,0 MDKK.
  • Resultatet af de fortsættende hurtigfærge-aktiviteter var i 1. halvår 2012 et underskud på 36,9 MDKK mod et underskud på 96,5 MDKK i 1. halvår 2011.
  • Rederiet har sikret en maksimal pris for olieudgifter helt frem til maj 2013.
  • I retssagen vedrørende et motorhavari i 2010 på et af selskabets hurtigfærger er der afsagt dom. Mols-Linien er blevet tilkendt en erstatning på 19,2 MDKK med tillæg af sagsomkostninger og procesrente. Forsikringsselskabet, som er modpart i sagen, har dog anket den pågældende dom til landsretten. Anken har opsættende virkning. Rederiet har derfor i lighed med den regnskabsmæssige behandling ved aflæggelse af årsregnskabet for 2011 ikke indregnet den forventede forsikringsdækning som et tilgodehavende.

Forventningerne til 2012

Med indsættelsen af en af verdens største katamaranfærger i maj 2012 forventer rederiet at få et positivt regnskabsmæssigt overskud samt et positivt cash-flow fra 2. halvår 2012.

Overførselstallet for juli 2012 viste en fremgang på 9,0% i forhold til juli 2011.

På baggrund af ovenstående fastholder selskabet den tidligere offentliggjorte forventning for 2012 med et samlet resultat efter skat i intervallet -10 til -30 MDKK.

Yderligere information vil fremgå af delårsrapporten (vedhæftet).

Henvendelse vedrørende denne selskabsmeddelelse kan rettes til:

Bestyrelsesformand Frantz Palludan, tlf.: 3311 4545 / 4030 0081 eller adm. direktør

Søren Jespersen, tlf.: 8952  5201.

 

 

Med venlig hilsen

Mols-Linien A/S

   

Frantz Palludan                                        Søren Jespersen                                     

Bestyrelsesformand                                 Adm. direktør


Attachments