Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Glunz & Jensen A/S


Ringsted, Danmark, 2012-09-05 13:45 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Ringsted, 5. september 2012

 Herved indkaldes til ordinær generalforsamling

torsdag den 27. september 2012 kl. 15.00

på adressen: Haslevvej 13, 4100 Ringsted (indgang v/Hospitalet Valdemar)

med følgende dagsorden:

1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.

2. Fremlæggelse af årsrapport 2011/12 med revisionspåtegning samt beslutning om godkendelse af årsrapporten. 

3. Beslutning om decharge for bestyrelse og direktion.

4. Beslutning om anvendelse af overskud i henhold til den godkendte årsrapport.

Glunz & Jensen ønsker at skabe størst mulig værdi for aktionærerne. Med udgangspunkt i selskabets soliditet samt investerings- og likviditetsbehov vurderer bestyrelsen derfor løbende, om den overskydende likviditet skal anvendes til udbetaling af udbytte eller tilbagekøb af egne aktier.

På den baggrund indstiller bestyrelsen til generalforsamlingen, at der ikke udbetales udbytte for regnskabsåret 2011/12, idet det er hensigten at foretage tilbagekøb af egne aktier – se punkt 5.2.

5. Forslag fra bestyrelsen:

5.1 Forslag om nedsættelse af aktiekapital.

Forslag fra bestyrelsen om nedsættelse af selskabets aktiekapital med nominelt DKK 4.185.000 ved annullering af 209.250 stk. egne aktier. Nedsættelsesbeløbet anses for udbetalt til aktionærerne, jf. selskabslovens § 188, stk. 1, nr. 2. Selskabets samlede købspris for de egne aktier, som annulleres, udgør DKK 9.981.225 svarende til en gennemsnitlig anskaffelsessum på DKK 47,7 pr. aktie a 20 kr.

I forbindelse med kapitalnedsættelsen ændres vedtægternes § 2.1 til følgende: "Selskabets aktiekapital udgør kr. 37.665.000. Selskabets aktier lyder på kr. 20 eller multipla heraf.”

Bestyrelsens forslag om at nedsætte selskabets aktiekapital fremsættes for at bevare en fleksibel kapitalstruktur.

5.2 Bemyndigelse til at erhverve egne aktier.

Forslag om bemyndigelse til bestyrelsen til at lade selskabet erhverve egne aktier inden for en samlet pålydende værdi af 25 % af aktiekapitalen i en periode frem til 27. september 2017, jf. selskabslovens § 198. Vederlaget må afvige fra den på erhvervelsestidspunktet gældende børskurs med indtil 10 %.

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

Efter rotationsprincippet afgår halvdelen af de generalforsamlingsvalgte bestyrelses-medlemmer, der har fungeret længst. I 2012 er det Lene Hall og H.C. Hansen, der er på valg. Begge foreslås genvalgt.

7. Valg af revisor.

Bestyrelsen foreslår genvalg af selskabets nuværende revisor KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. 

8. Eventuelt.

Alle forslag på dagsordenen kan vedtages med simpelt flertal, med undtagelse af forslaget i pkt. 5.1., som kræver tiltrædelse af mindst 2/3 såvel af de stemmer, som er afgivet, som af den del af selskabskapitalen, der er repræsenteret på generalforsamlingen.

Med henvisning til selskabslovens § 97 oplyses følgende:

Selskabets aktiekapital udgør 41.850.000 kr. fordelt på aktier a 20 kr. Hver aktie a 20 kr. giver én stemme på generalforsamlingen.

En aktionærs ret til at deltage i og afgive stemmer på generalforsamlingen fastsættes i forhold til de aktier, som aktionæren besidder på registreringsdatoen. Registreringsdatoen er torsdag den 20. september 2012.

Deltagelse i generalforsamlingen forudsætter derudover, at aktionæren eller en eventuel fuldmægtig har anmodet om at få udstedt adgangskort. Adgangskort udstedes til den, der ifølge ejerbogen er noteret som aktionær på registreringsdatoen, eller som selskabet pr. registreringsdatoen har modtaget meddelelse fra med henblik på indførsel i ejerbogen.

Adgangskort til generalforsamlingen kan rekvireres på vores hjemmeside www.glunz-jensen.com/investor/generalforsamling. Bestilling af adgangskort skal ske senest søndag den 23. september 2012 kl. 23.59.

Alle aktionærer har ret til at give fuldmagt til en anden, som så deltager på generalforsamlingen. Fuldmagten, der skal vises til dirigenten, skal være skriftlig og dateret. En fuldmagt til Glunz & Jensens bestyrelse eller formand gælder maksimalt i 12 måneder og skal gives til en bestemt generalforsamling med en dagsorden, der er kendt på det tidspunkt, hvor fuldmagten afgives.

Brevstemme- og fuldmagtsblanketter kan hentes på vores hjemmeside www.glunz-jensen.com/investor/generalforsamling, hvor fuldmagt også kan afgives. Brevstemme- eller fuldmagtsblanket, skal sendes til VP Investor Services A/S, Weidekampsgade 14, 2300 København, som skal have modtaget dem senest den 26. september 2012 kl. 23.59. Afgivelse af fuldmagt eller brevstemme via www.glunz-jensen.com/investor/generalforsamling skal ske inden for samme tidsfrister.

Aktionærer, der ikke har adgang til internettet, kan rette henvendelse til Susanne Kleis tlf. +45 5768 8181 (eller e-mail
sk@glunz-jensen.com) med henblik på bestilling af adgangskort samt fremsendelse af brevstemme- og fuldmagtsblanketter.

Aktionærer har ret til at deltage på generalforsamlingen med en rådgiver, hvis begge løser adgangskort.

Indkaldelsen og de dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, herunder dagsorden med fuldstændige forslag samt årsrapport 2011/12 med revisionspåtegning samt de blanketter, der skal anvendes ved stemmeafgivelse pr. brev og ved fuldmagt, er tilgængelige på selskabets hjemmeside www.glunz-jensen.com/investor/generalforsamling.

Aktionærernes eventuelle spørgsmål til bestyrelsen eller direktionen vil blive besvaret på generalforsamlingen.

Der vil blive serveret et let traktement umiddelbart efter generalforsamlingen.

 

Med venlig hilsen
GLUNZ & JENSEN A/S

Søren Stensdal
Bestyrelsesformand

 

Bilag:
Tilmeldingsblanket
Fuldmagtsblanket
Brevstemmeblanket

         For yderligere information kontakt:
         Adm. direktør Keld Thorsen på telefon +45 2242 0139
         Bestyrelsesformand Søren Stensdal på telefon +45 2810 0121


Attachments

Brevstemme_2012.pdf Indkaldelse til aktionærer.pdf Fuldmagtsblanket_2012.pdf Tilmeldingsblanket_2012.pdf